Kaj Munk: Løn til arbejderne i vingården, om arbejdsløshed og ansvar

Prædiken til Septuagesima søndag, 1. tekstrække

Afholdt: 

9. februar 1941 i Vedersø Kirke 

Udgivet i ”Med Ordets Sværd”, 1942

Prædiketekst:

Matthæusevangeliet 20,1-16

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«  

 

Prædiken:

Kyndelmisse slaar sin Knude
overmaade hvas og haard.

13 Graders Kulde og Snestorm fra Nordost. Det er et prægtigt Vejr. Himlens sorte Peberbøsse rystes, og den hvide Peber pisker En ind i Ansigtet, saa man spytter og pruster, det bider og kradser, man klemmer Øjnene til, kniber Munden sammen, holder sig for Ørene og føler, hvordan man hurtigt forvandles til en bævrende Ragout. Saa naar man Plantagen, ah, her er Læ, og her er smukt, mægtige Skaber! hvor er her smukt! Graner og Fyrrer har kastet en Hermelinskaabe over deres mørke Hjemmedragt, de jævne Træer er med-et forvandlet til Konger i Funktion, og alle staar de og gynger svagt, som om Dansen er ved at bryde ud af Kroppen paa dem af bar Forventningens Glæde til den kommende Fest. Henne fra Banken høres Børnenes jublende Raab, hvergang Kælken gør Dødsspringet med dem og vælter dem af i den vaade, isnende Salighed. De har glemt Forkølelsen, de har glemt de trælse, indelukkede Dage under Frostblæsten. Vinterens Under er kommen hvirvlende til os og har genfødt baade Træer og Mennesker, en Omskabelse til det eventyrlige.

Og den, der gaar og tænker paa sin Prædiken til paa Søndag, undres over, hvad Stort Gud kan udrette med noget saa lidt som Vand. For hele Herligheden er jo det bare Vand. Gud har ikke engang behøvet at sige noget, han har blot aandet en Smule Kulde paa Regnen. Et Igenfødelsens Bad lærte vi i Skolen om Daaben. Hvad prædiker I for mig, I, min Plantages kendte beskedne Træer, som jeg i Dag ser i ny og straalende Skikkelser. Alle vi vadmelsklædte, skal vi ogsaa opleve engang, at det store Kuldegys skal iføre os Hermelinen?

Er det en Bogfinke, den Stakkel dér inde mellem Grenene? den sidder og skuler højst misbilligende ad min Begejstring. Og den har jo ogsaa Ret, den forkomne forfrosne Fugl! der er mange Guds Skabninger, for hvem Herligheden er en Elendighed. Nu ser jeg, I sidder her rundt om mig i Vorherres Skov og krykker. Og inde i Menneskenes Skove, mellem Gadernes lange, golde Husrækker, der traver nu de Arbejdsløse i de alt for tynde Jakker med Kraverne smøget op om Ørene i et Forsøg paa at hallucinere sig selv til Varme, de leder efter lidt Læ rundt om i Portene eller stjæler sig til en Smule Madlugt over en Rist.

Den Slags Folk har Jesus Hjerte for; det møder vi atter og atter i hans Ord, naar han tordner imod de Rige, eller naar han gør sig til eet med dem, der ikke har det, hvortil de kan hælde deres Hoved, mens dog Rævene har Huler og Himlens Fugle Reder. Og dette hans varme Sind for de Arbejdsløse lyser ogsaa ud af Historien om Arbejderne i Vingaarden. Tænk, det Problem havde de altsaa ogsaa dengang, og nu er der siden gaaet 2 Aartusinder, og Kristi Ord er trængt ud over hele Kloden, og saa er det endda stadig et af dens pinefuldeste. Hvor maa vi skamme os?

Himmeriges Rige ligner en Husbond — og saa følger Billedet af Vingaardsejeren, der gaar ud at leje Arbejdskraft tidligt om Morgenen og ved den tredie Time og atter ved den sjette og niende og min Sandten ogsaa ved den ellevte, altsammen bare for at sætte Folk i Gang. Han kan ikke have, at de staar der paa Torvet og ikke er til noget. Og da han skal til at afregne med dem om Aftenen, betaler han dem lige meget, ja, endda de sidste først, for de stod jo med Hænderne i Lommerne uden egen Skyld, og det er et meget værre Arbejde end at have noget at rive i.

Saadan er altsaa Husbond. Og naar vi nu tænker paa vore Arbejdsløse, saa er det dejligt for os Kristne, at vi kan sige til dem: Vi har en Herre deroppe, der har Hjerte for jeres Nød. Og hvad svarer de arbejdsløse? De svarer: Hvad rager det os? hvad Fornøjelse har vi af det? Og det Svar er jo ganske i sin Orden. Hvis vi vil slippe uden om Ubehaget ved at staa over for Mennesker, der har Krav paa os, ved at stikke dem en Prædiken ud om, at de kan paaregne Sympati fra allerhøjeste Sted, lige som i sin Tid Finland fik tilbudt Vognladninger af Sympati fra al Verdens Stater, saa er det i sin gode Orden, at vi faar en over Næsen af den Næste, vi faktisk staar i Færd med at bedrage ved nemlig at spise ham af med Ord, hvor han har Brug for, at der gøres noget. Historien om den utrættelige Igangsætter har nemlig først og fremmest Bud til os. Den forlanger af os, at vi ofrer Interesse, Tid og Penge for at komme Forbandelsen til Hjælp. Og den forlanger af os, at vi forlanger af de Folk, som vi gør til vore Politikere, at de vaagner op af den Sløvhed, langvarige Tilstande vil trykke Hjernen ned i, og sætter alle deres Evner og hele deres Vilje ind for at finde en Løsning.

Netop en Løsning.

Der er i Historien her en Enkelthed, det er værd at standse ved og understrege. “Hvorfor staar I ledige her hele Dagen?” spørger Husbonden, og først da han har faaet Svaret: “Fordi ingen lejede os,” antager han dem til sin Vingaard.

Han er ikke ukritisk. Her er ikke Tale om Øllebrødsbarmhjertighed. De, han sysselsætter, er saadanne, som er Sysselsættelse værd. Dette maa fastholdes i en Tid, der har forsøgt mange Løsninger, men ikke Løsningen. Det store Arbejde, der er gjort for de saakaldte smaa i Samfundet, er nemlig ikke altid gjort af Kristendom, af Respekt for Menneskesjæl og Menneskeværd, men — ofte — rent ud sagt for Stemmepolitik. Og som alt nyttigt, der gøres af forkerte Grunde, er ogsaa dette blevet forkert. Det har ikke skabt Menneskeværd, men tværtimod Mindreværdighed. I gamle Dage sattes der en Ære i at klare sig selv. Nu er i en katastrofenærmende Grad vort Folk blevet et almisseglubsk Folk; jo mere man kan slaa det offentlige for, des bedre. Der understøttes i det uendelige, og jo mere der slænges i Gabet paa Krokodillen, des mere spærrer den det op.

Kristendommen prædiker Barmhjertighed, javel, men den prædiker ikke Degeneration. Det er nødvendigt at sige her fra Kirken, at det har intet med Kristi Aand at gøre at tilsvindle sig Fordele. Tværtimod, det maa skarpt fordømmes. Af Kærlighed maa det fordømmes. Komediespillernes Bedrifter vil jo i det lange Løb gaa ud over dem, der virkelig er i Nød.

Himmeriges Rige lignes ved en Husbonde, der skaffede Arbejde til de ledige Hænder. Han smed ikke en Almisse til dem, der stod henne paa Torvet, og skyndte sig videre. Ud fra kristent Samfundssind maa der kræves, at de Ansvarlige sætter ind under Mottoet: Arbejde til de virkelystne og Sult til de dovne. Der maa fraset Sygdom og Alder ikke udbetales een “Understøttelse”, uden at der ydes Arbejde for den. Man skylder ethvert Menneske at regne med, at det har Æresfølelse.

Man indvender: Der kan ikke skaffes Arbejde; enhver Medalje maa have en Revers; de danske Arbejderes høje sociale Stade er bl. a. betinget af en Hær af arbejdsløse; forbyd Fagorganisationerne, saa vil Arbejdsløsheden forsvinde, men rigtignok Arbejderne synke ned i Fattigdom.

Jeg tror ikke paa den Indvending; og til dem, der siger: Vi kan ikke løse vor Opgave, er der kun at svare: Saa maa Opgaven tages fra jer.

Og om man nu alligevel dristede sig til at sige til jer arbejdsløse: Vorherre holder med jer. Han ser, hvordan I uden egen Skyld staar ledige paa Torvet og bliver graa og øde paa baade Krop og Sjæl. Vorherre ser det, og han er vred paa os andre, fordi vi forsømmer det Exempel, der er holdt op foran os. Og jeg tror, han vil straffe os, til vi gaar i os selv og finder paa Udveje til at skabe en Samfundsordning, der bedre stemmer med hans Vilje. Det er maaske ingen Trøst for jer, der i Dag drysser og halvsulter og helfryser. Og alligevel — det er godt at have ham deroppe i Baghaanden; naar alle de andre med Kongerne og Damerne og Knægtene tror at have vundet Spillet, saa sidder vi med Trumf-Es.

Hvis det nu endelig er sandt, Kammerater, det med Himlen og alt det der, kan vi saa ikke nok holde ud at staa og stampe her ude i Frostsneen, til Vorherre selv lukker Døren op en Dag og siger: Nej, hør, kom nu ind til mig i Varmen. Der var en af jer, der blev fundet død paa Fælleden i Gaar Morges; var det bare Kulden, der havde forbarmet sig over ham, eller tror I ikke snarere, det var Husbond, der kom forbi og syntes, at han havde frosset nok og saa sagde til ham: Hør, du, jeg har for Resten Brug for en Arbejder oppe i Vingaarden — og saa kaldte han paa Fogeden og lod ham vise ham Vej. Det var det, jeg kalder den himmelske Barmhjertighed. Men saa er der jo ogsaa det med den jordiske Retfærdighed, om Gud nu i disse Vredens Tider vil tugte os til at gøre Verden bedre for den kommende Slægt. Det strammer lige som lidt op at tænke paa, at hvad I gennemgaar nu, skal med Guds Hjælp ikke være spildt, men blive til Fordel for jeres Børn. For dem skal Livet have en Mening mere end at gaa til Kontrol, der skal være noget at tage fat i med raske Næver hver Arbejdsdag endogsaa om Vinteren, og om Søndagen skal de have Raad til at lægge Mærke til, at Snevejr er smukt.
 

Kommentar: 

Denne prædiken er et eksempel på en udpræget politisk eller samfundskritisk prædiken fra Munks hånd. Den eksakte baggrund kendes ikke, men arbejdsløsheden var markant i krigsårene og havde været det op gennem 1930’erne. 

Munk indleder sin prædiken med et par linjer fra St. St. Blichers vintersang ”Det er hvidt derude” fra 1838, som i 1915 havde fået en populær melodi af Thomas Laub. Anslaget er lagt til vinter og kyndelmissetid. Kyndelmisse af latin ”candela missa”, ”lysmesse”, som dog traditionelt afholdtes 2. februar, og ikke 9. februar, hvor denne prædiken blev afholdt.

I et malende, næsten lyrisk sprog beskriver Munk vejrliget. Himlen ryster hvis peber ud af de mørke skyer og det pisker i ansigtet. Beskrivelsen af kulden og mødet med sneen er levende. Som pelskåber har sneen klædt træerne i plantagen som til fest. Børnene kælker og lyden af deres leg og ”vaade, isnende Salighed” indgår i beskrivelsen Ved sneens komme er der sket en genfødsel og en ”Omskabelse til det eventyrlige.”

Munk kommenterer nu sine prædikentanker, at Gud kan skabe noget fantastisk af vand, ligesom i dåben. ”Genfødelsens bad”, som genfødslen blev nævnt ovenfor ved snefaldet. Og et perspektiv på evigheden, at ”vi vadmelsklædte, skal vi ogsaa opleve engang, at det store Kuldegys skal iføre os Hermelinen?”

Men nu fokuserer Munk i stedte på en bogfinke. Kold, truet og forfrossen i det smukke landskab. Herligheden er elendighed for mange. ”Menneskenes skove” er byerne, og mellem husene vandrer de arbejdsløse i for tynde jakker mens de drømmer om varme og søger læ og madduft. Kontrasten til det ubekymrede vinterlandskab er markant. Også Jesus har blik for kontrasten. Han tordner mod de rige og gør sig solidarisk med de, som mangler hjem. Munk henviser til Matt 8, Mark 16 og Luk 9, hvor Jesus bemærker, at mens ræve har huler og fugle reder, har Menneskesønnen ikke et sted at hvile sit hoved. Dette udsagn knytter Munk også til de arbejdsløse.

Det er påfaldende, at Munk i sin beskrivelse af arbejdsløsheden udelukkende forholder sig til byernes armod. Måske har Munk oplevet en større grad af solidaritet og omsorg for de svage på landet eller også hr de økonomiske og arbejdsmæssige forhold simpelthen været bedre udenfor storbyernes, navnlig Københavns arbejderkvarterer. Munk lader teksten om arbejderne i vingården perspektiveres ud fra arbejdsløsproblematikken. Efter 2000 år med Kristi ord er problematikken stadig til stede. Munk genfortæller evangelieteksten ret præcist. En husbond svarer altså til vingårdsejeren. I det landlige Vedersø har ”Husbond” formentlig været det mest almene begreb for en arbejdsgiver.

Som kristne kan vi dermed forsikre de arbejdsløse, at Gud har sympati for dem. Men Munk betvivler, at de arbejdsløse kan tage imod det budskab. Det er tomme sympatitilkendegivelser, som Munk eksemplificerer med den handlingssløse sympati for Finland under Vinterkrigen. Men der må gøres noget. Der er bud fra historien, som ”forlanger af os, at vi ofrer Interesse, Tid og Penge for at komme Forbandelsen til Hjælp.” Ikke mindst forlanges det af politikerne, som i Munks perspektiv må vågne op og finde en løsning.

Munk fokuserer nu ind i selve arbejdsløshedssituationen: De arbejdsløse i evangelieteksten er netop arbejdsvillige. Når de sættes i arbejde er det dermed ikke ”Øllebrødsbarmhjertighed” men værdigt arbejde i vingården, som i Munks billede bliver det danske samfund. 

Munk lægger vægt på at der skal tilbydes arbejde til de, som kan, i kontrast til den hjælp, som ofte er ”Stemmepolitik” og har ført til en situation, hvor ”i en katastrofenærmende Grad vort Folk blevet et almisseglubsk Folk.” Kristendommens barmhjertighed må ikke ende i ”Degeneration”, hvor man svindler og snyder sig til arbejdsfri hjælp. Degenerationen her skal næppe forstås i det 3. Riges perspektiv af genetisk degeneration, men blot en devaluering af selve barmhjertighedsbegrebet. Hvorvidt Munks kritik af en afsporet godgørenhed har adresse til Steinckes socialreform, som var en del af Kanslergadeforliget i 1933 er tvivlsomt. Munk er ikke særlig præcis.

Tilbage i teksten bemærker Munk, at vingårdsejeren giver arbejde, ikke almisse. Med det eksempel må det ud fra en kristen samfundsforståelse fordres af politikerne, at de sørger for arbejde til alle arbejdsduelige. Netop som Munk nu kunne tolkes som rendyrket liberalist går han i rette med den politiske tanke, at et fagforeningsforbud ville sænke lønningerne for de ansatte og dermed skaffe plads til de arbejdsløse. For Munk er det uantageligt, da arbejderne så vil synke ned i en urimelig fattigdom. Politikerne bør løse det eller forlade deres pladser.

Igen forlader Munk politikken og går ind i forkyndelse: God ser de arbejdsløse, som uden skyld står tilbage på torvet. Måske vil Gud straffe samfundet , ”os andre”, ”til vi gaar i os selv og finder paa Udveje til at skabe en Samfundsordning, der bedre stemmer med hans Vilje.” Her er altså en ganske solid samfundskritik og kristeligt funderet, social indignation hos Munk. Måske kan Gud gribe ind og give den enkelte håb, selvom mulighederne nu er små.

Munk skifter perspektiv og tiltaler direkte arbejderne med titulaturen ”Kammerater”, arbejderbevægelsens yndede tiltaleform. Hermed anerkender Munk indirekte arbejderbevægelsens nødvendighed, og fastholder det verdslige perspektiv, at arbejderen ikke kan stå og stampe i sneen til Jesu genkomst. En arbejder frøs ihjel på Fælleden (formentlig Amager Fælled), taget hjem til den himmelske vingård. Den ”himmelske Barmhjertighed” kan ikke udslukke behovet for den ”jordiske Retfærdighed”. Munk er på de kommende generationer af arbejdere, som bør have mening og arbejde i stedet for at ”at gaa til Kontrol” for at modtage offentlig hjælp. De skal kunne arbejde også om vinteren (der var en større vinterarbejdsløshed) og have råd til at leve, så de om søndagen kan værdsætte snevejrets skønhed.