Kaj Munks prædikener - 1. søndag i advent

Kaj Munk: Jesus i Nazareths synagoge. Om tro

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 1. søndag i advent, 2. tekstrække

Afholdt:

1. december 1929

Prædiketekst:

Lukasevangeliet 4,16-30

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene modham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. 

Prædiken:

Der maa Tro til. Det skal dette Kirkeaar indledes med at fastslaa. 
Der skal tro til, hvis Værket skal gaa. Hvis en Mand begynder et Forehavende uden Tro til, at han kan magte det, saa bliver det en sløj Begyndelse, ikke en af dem, der er halvfuldendt. Men hvad der saadan gælder i jordiske Forhold, det gælder endogsaa over for Gud. Man skulde tro, at Gud altid kunde sætte sin Vilje igennem, og det kan han ogsaa i alle Tilfælde undtagen hvor han støder paa Menneskeviljer. 

Det har de drøftet meget i Kirken i gamle Dage, hvordan det dog kunde gaa til, at der var Grænser for Al-Magt. Og saa var der en gammel spidsfindig Teolog, der regnede ud, at naar Gud var almægtig, saa kunde han alting, altsaa ogsaa sætte Grænser for sin egen Magt. Og lad det nu være nok saa pindehuggeragtigt snedigt gennemtænkt (Logik) , saa er det dog visst noget det samme, der er digtet om i den dybe Historie om Syndefaldet (Lyrik) — at der levede Adam og Eva i rolig, lykkelig Uskyldighedsstand, fordi deres Viljer faldt sammen med Guds. Gud havde givet dem en Mulighed for Selvraadighed, for at “blive Gud lig” ved ogsaa at have Vilje, og saa længe de ikke brugte den Mulighed, gled Livet i paradisk ensformig Lykke. Og lad det ene nu være klogt Menneskepaafund, og det andet dejligt Sagn, saa er der nok Sandhed i det alligevel. 
Saa passer det nok, at Jesus kunde ikke gøre sine Undergerninger i Nazareth, fordi de der kom med verdslig Beundring og Smaamandskritik, berømmede hans Talegaver, men kunde dog ikke se bort fra, at han dog var Josefs Søn. Og saadan skal det ogsaa nok være i Vedersø, at Guds kraftige Gerninger kan ikke ske hos os, hvis vi møder Gud med Ligegyldighed og Ringeagt. 
Ja, thi at Gud har givet os en fri Vilje, det betyder, at han ikke har anden Vej til vort Hjerte end at banke paa Døren og vente paa, at der bliver sagt: Kom ind, og sommetider banker han haardt og sommetider blidt, og altid staar han for Døren og banker. Og vor Lykke den bestaar i, om vi ligesom kan sætte os tilbage til Adams og Evas Stade før Syndefaldet, kan deponere vor Vilje hos Gud: gør du Brug af den; det tjener mig bedst. Aah, jeg vilde ønske det nye Kirkeaar maatte faa Folk ogsaa her i Sognet til at høre Guds Banken paa Hjertedøren og faa dem til at sige: Kom ind.
Amen.

Kommentar: 

Denne prædiken er fra en periode, hvor Munk ikke efterlader mange prædikener, og dermed er den så så meget desto mere interessant. Det er en ret simpel menighedsprædiken, som meget meningsfuldt ville passe ind i fejrimgem af det nye kirkeår i Vedersø Kirke.
Fokus er på forskellige dynamikker i forhold til det at tro. Munk indleder med at fastslå troens nødvendighed, og giver så nogle få, ikke meget konkrete eksempler fra det almenmenneskelige liv. Mennesket må tro, i det tilfælde på sig selv, for at kunne handle. Men det gælder ”endogsaa over for Gud.”

Munk skifter nu perspektivet til Guds almagt. ”Man skulde tro, at Gud altid kunde sætte sin Vilje igennem”, et udsagn som Munk bekræfter, men med den tilføjelse, at Guds værk kan hindres af menneskets vilje. Nu følger så en diskussion af almagtsbegrebet, som Munk diskuterer ud fra et filosofisk-teologisk perspektiv, ”Logik”, og et mere narrativt perspektiv, ”Lyrik”. En ”gammel spidsfindig Teolog” har ”pindehuggeragtigt snedigt gennemtænkt”, at Gud frivilligt kan sætte grænser for sin egen almagt. Munk anerkender det logiske argument, men lægger samtidig afstand til det som fortænkt. I en diskussion af syndefaldsberetningen 1 Mos 3, som Munk identificerer som lyrik, bliver Munk mere fortællende.

Mennesket levede oprindeligt i en ”rolig, lykkelig Uskyldighedsstand” og ”paradisk ensformig Lykke” fordi menneskets vilje korresponderede med Guds. Men Gud havde selv givet dem mulighed for ”Selvraadighed” og at, med den Ondes ord, “blive Gud lig” (1 Mos 3,5). Adam og Eva havde var frie til at lade deres egen vilje styre, og dermed forlod de trods Guds almagt den paradisiske tilstand.

Munk træder nu et skridt tilbage og kalder den logiske forklaring for ”klogt Menneskepaafund” og syndefaldsberetningen for et ”dejligt Sagn”, men tilkender alligevel begge dele en sandhedsværdi.
Mens Munk ikke tidligere i prædikenen har brugt evangelieteksten fra Luk 4 henviser han nu til den der beskrevne situation i Nazareth. Jesus kan, i Munks tolkning, ikke handle mirakuløst der, fordi troen ikke rumme ham som den lokale ”Josefs Søn” trods de blandede reaktioner af ”verdslig Beundring og Smaamandskritik” og Kristi overbevisende ”Talegaver”. Der er en implicit reference til parallelteksten Mark 6, 5, som understreger, at Kristus p.g.a. folkets vantro ”kunne ikke gøre nogen mægtig gerning der…”

Nu forlader Munk igen evangelieteksten og bemærker, at dynamikken også gælder i Vedersø, at ”Guds kraftige Gerninger kan ikke ske hos os” medmindre troen er til stede, og Gud altså ikke mødes med ”Ligegyldighed og Ringeagt.” 
Munk opsummerer, at en ”fri Vilje” er givet mennesket af Gud. Billedet er Gud, som banker på døren til menneskets hjerte, og mennesket, der selv må lukke op. Bud banker nogle gange hårdt, nogle gange blidt, et billede som Munk ikke konkretiserer med eksempler. Gud står for ”Døren og banker”, en direkte reference til brevet til menigheden i Laodikea, Åb 3,20, ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” Hermed antyder Munk også et eskatologisk perspektiv.

Munk opfordrer nu sig selv og menigheden til at ”deponere vor Vilje hos Gud”, hvorved mennesket på en måde kan træde tilbage den paradisiske tilstand før syndefaldet. Troen til Gud er at, at Gud da bruger viljen så det ”det tjener mig bedst”. 
Prædikenen afsluttes med en forhåbning om, at mange beboere i Vedersø Sogn må høre Guds banken og oplukke hjertets dør.

En kort og klassisk menighedsprædiken som dog præges af det særtræk, at Munk kun i ringe grad benytter evangelieteksten, herunder det lange citat fra Es 40.