Kaj Munk: Jesu fødsel

Prædiken til juleaftensdag og 1. juledag, 1. tekstrække
De to prædikedage har samme tekst. Derfor bringes de samlet.

Afholdt:
24. december 1940 i Vedersø Kirke

Prædiketekst:
Lukasevangeliet 2,1-14

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Prædiken:

Hvis de retter Kanonerne lige opad for at skyde paa Stjernerne, saa falder der ikke en eneste. De er jo saa trofaste, er Stjernerne. Og hvor er de blevet os kære igen. Der var en Tid, da de ikke var paa Mode. Vi var blevet saa dygtige til at lave Lys selv. Inde i Byerne gik de og vidste ikke af, at Stjernerne var til mere. Og selv ude paa Landet skulde Folk altid køre i Bil eller i hvert Fald paa Cykle med nogle pralende Dynamolyskastere paa Styret. Men saa kom der en stor Trold og blæste alle vore hjemmegjorte Lamper ud. Hvad saa vi saa? Stjernerne saa vi, at de stadig var der, at de lyste saa klart for os, som vore Forfædre har sunget om, at de gjorde for dem. De trofaste Stjerner! De er saa langt borte, at vi ikke kan naa at gøre dem Fortræd, og alligevel saa nær ved os, at de kan gøre os saa meget godt.

De paalidelige Stjerner! Der er noget her i Verden, vi kan stole paa. Er der virkelig? Vi synes ellers, at — jo, men det er der. Nordstjernen — den staar ikke i Nord den ene Aften og i Syd den næste. Karlsvognen kamouflerer sig ikke. Den har kørt sin Rute hen over Himlen foran den danske Sømand i Nat som for et Aartusinde siden. Se, der staar han med sin faste Haand paa Rorpinden ned gennem Danmarkshistoriens skiftende Tider. Hvorfor er den Haand saa fast, skønt det svigefulde Element under ham krummer sig og hvisler og kaster ham hid og did? Den er fast, fordi hans Blik er rettet opad mod noget over ham, der er urokket fast. Stjernerne, de paalidelige og trofaste, viser ham Vej. Styrmanden formaar at holde sin Kurs, fordi han staar i Pagt med Evigheden, Grundlaget for hans Eksistens er den Gave, at Himlen forholder sig til Jorden.

De trofaste, evige Stjerner!

Hvem er det, der mukker? Hvem er det, der slaar os over Fingrene med en Lineal? Aa, det er Astronomien. Den siger, at nu bliver vi for lyriske. Den siger, at Stjernerne er hverken venlige eller evige; Stjernerne er ikke andet end noget Jern og Kobber og Zink og Natrium og Brint og saadan noget, som der engang er gaaet Ild i og som ergo engang brænder ud. Og saa bliver der mørkelagt deroppe ogsaa.

Bevares! Naar Astronomien siger det, saa er det rigtigt, Astronomien er Videnskab, og Videnskaben ved Besked, og vi andre har bare at staa med Hatten i Haanden og sige Tak.

Men saa er der Grundtvig. Han er en Videnskab for sig selv. Og hør nu, hvad han siger:

Dejlig er den Himmel blaa,
Lyst det er at se derpaa,
hvor de gyldne Stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra Jorden op til sig. 

Det kan vi mærke helt inde i vort Hjerte, at Lyrik er ogsaa en Videnskab, af Sandhed og Styrke saa godt som nogen af de andre. De vældige, ufattelige Baal derude i Verdensrummet er tændt saadan, at hvad Formaal de end har med at brænde, saa lyser de dog samtidig ogsaa for os. Det er med dem som med Blomsterne, der ødsler med Dufte og Farver for at hidkalde Bierne, men samtidig er disse deres Dufte og Farver Gaver til os Mennesker. Stjernerne paa Himlen, det er Blomster i Guds prægtige Aladdinshule. Vi Lykkens Yndlinge — se, hvor de blinker fortroligt til os, fælles med os om den Hemmelighed, der hedder Guds Naade og Vælde, se, hvor de smiler og vinker os fra Jorden op til sig.

Juleevangeliet — det er den eneste Fortælling, jeg ved, om Irmelin Rose og Irmelin Sol og Irmelin alt, hvad der er dejligt. Der er en ung Kvinde i den, Jordens yndigste, paa een Gang Elskerinde og Moder, der er et lille Barn, Menneskehedens Tro og Haab og Kærlighed, der er Hyrder paa Marken, og der er Musik, Torsdagskoncert af selve det himmelske Orkester. Og der er ogsaa et Æsel, der skryder. For vi skal have det hele med. Og det er her paa Jorden, det foregaar. Og der er det skønneste Digt, der nogen Sinde er digtet, det er bare paa 3 Linier, men hvem kan høre det uden at svælge sin Graad:

Ære være Gud i det højeste,
Fred paa Jorden,
i Mennesker Guds Velbehag.

Det er Fremtidsmusik, javel, Folkenes og Sfærernes paa een Gang.

Og saa er der naturligvis ogsaa en Stjerne i, ogsaa den den skønneste, der har straalet paa Himmelhvælvet i Menneskeslægtens lange Nat.

Det var midt i Julenat.
Hver en Stjerne glimted mat.
Men med et der blev at skue
en saa klar paa Himlens Bue
som en lille Stjernesol.

Kære danske Lyttere, I har vel været i Kirke og hørt om den Stjerne. Men jeg tænker mig, at der blandt mange af jer, der har skruet op for Radioen nu, er nogen, der ikke har kunnet lange i Kirke, nogen, der er syge og ikke kan klare Trapperne, ensomme Gamle langt ude paa Heden og nogen, der er trykket af Sorg og Savn, saa det gør for ondt at se paa de andres Glæde. Jer tænker jeg særlig paa nu. Jeg vilde saa gerne, om jeg kunde faa Julestjernen til at straale over jer.

Julestjernen, den hedder Jesus Kristus. Han er Menneskehedens Kompas. Han er trofast mere end nogen Stjerne paa den mørke Vinterhimmel, og hans Hjerte er, midt i Verdensrummets Kulde, et uslukkeligt Baal af Kærlighed.

Sønderjyske Mor, har du en Dreng, de har gravet ned i Ruslands Jord eller hvor — Forældre, Hustru, Kæreste, har I en dyrebar paa de lumske Have, lumskere end nogen Sinde før, — I, der holdt af hinanden og var vant til at fejre Jul sammen og nu maaske ikke engang kan faa en Hilsen frem til hinanden, Venner og Landsmænd paa Færøerne, Grønland, Amerika, og I, der er rejst endnu længere bort, om saa helt til en anden Klode, hører I, vi har Frelseren fælles, Barnet i Bethlehem, den Stjerne, Jesus Kristus, lyser over alle Tider og alle Afstande, lyser over Liv og over Død.

Jeg skal selv i Aar for første Gang fejre Højtiden uden at have min gamle Mor hos mig ved Julebordet. Men ved I, hvad jeg vil? Jeg vil gaa ud i Aften engang og kigge op til Blomsterne, der lyser paa de himmelske Enge, og du skal gaa med mig. Kan du ikke, saa sluk Lyset og rul Gardinet op eller saml dit Sind om “Grenen fra Livets Træ”, og lad Lysene der være dig Himlens Stjerner, for det betyder nok Juletræet egentlig, at Stjernerne stiger ned fra Himlen og kommer ind i din Stue for at være dig rigtig nær. Og saa vil vi være stille et Øjeblik og prøve paa bare at lytte.

Dengang jeg var en lille Dreng, skete det somme Tider, naar jeg var alene i Stuen en Stund Juleaften, at jeg syntes, jeg kunde høre Englene tiske inde mellem Juletræets Grene. Mon ikke ogsaa i Aften, naar vi lytter af hele vort Hjerte, det kunde ske, at vi i Julekvældens hellige Tysthed hører Stemmer, vi mente forstummet eller saa alt for fjerne?

Jo, Stjernerne skal lyse det ind i vort Sind, at vor Jord er jo ikke større, end at Guds Himmel omspænder den; vi er ikke saa alene, som vi tror; de er ikke saa langt borte, de vi savner; de er os nærmere, end vi ved af; vi er sammen med dem i Guds Kærlighed, og Jesus, Julens Stjerne, viser os Vej til det Land, hvor de skilte finder hinanden igen, og hvor Glæden alene er fuldkommen.

Er det for modigt at tale om Kærlighed og om Glæde i denne Hadets og Sorgens Tid? Lad Julen give os den Tro, som skænker det Mod. Lad os komme til at holde af Mennesker, saa vi ikke kan være den Tro foruden. Hadets og Sorgens Tid er ikke evig. Maaske er Dagen nærmere, end vi tror. Købmand Aastrup i Ulfborg fik en Datterdatter i Fjor. Hør det Vers, han skrev til hende:

Til Agnete!
Et lille Væsen — saa brunt af Lød,
og Haaret for mørkt, for sort —
hun kom til en Verden, fyldt af Gru,
og ønsked kanske sig bort.
Men tro mig, du lille:
Lyst bli'r dit Haar,
og lys bli'r din Barneleg,
thi snart oprinder en dejlig Vaar
for Verden — for Danmark — for dig.

Lad det være vor Julebøn i Stilheden under Stjernerne!

Amen

Kommentar:

Det er Munks første juleprædiken under krigen. Hele vejen gennem prædikenen spiller han på besættelsestidens nye erfaringer for menigheden, hvormed julens prædiketema på en særlig metaforisk vis kommer til at indgå som en kommentar hertil. Det er samtidig værd at bemærke, at denne prædiken er udgivet i samlingen ”Med Ordets Sværd”, og der altså er tale om en redigeret udgave af en oprindelig menighedsprædiken, afholdt i Vedersø. Dermed er det heller ikke overraskende, at prædikenen har et mindre lokalt, mere favnende præg. Der er også i prædikenen tegn på, at den er blevet udsendt i radioen på affattelsestidspunktet.

Til indledning zoomes ud til det uendelige univers, hvor stjernerne selv ikke kan skydes ned af krigens kanoner. Længe har mennesket selv spredt mørket med gadebelysning, billygter og sågar de ”pralende” dynamolygter. Munk udtrykker jævnligt et hip til en slags hovmod i den moderne tidsalders teknologisering, om end Munk i sit privatliv ikke syntes puritansk i forhold til bil, radio og medier. Nu er det imidlertid slut med det moderne lys, hvilket formentlig er en reference til den under besættelsen obligatoriske mørklægning. Dog er stjernerne de uforstyrrelige lyskastere, som tankemæssigt fører tilhøreren mod himlen julenat.

Stjernerne er, formentlig som symbol på det guddommelige forsyn og orden, de pålidelige tegngivere. Nordstjernen etc. bevarer deres faste pladser og tillader navigation. Sømanden sejler på det lunefulde hav, men bevarer sin retning ved at fokusere på firmamentet. ”Grundlaget for hans Eksistens er den Gave, at Himlen forholder sig til Jorden.” Der består altså en forbindelse mellem det Gud og skabningen, som kan anskues i dette billede. Munks ærinde er en eksistentiel undren; det er helt uden for kontekst at inddrage nogen astrologiske perspektiver i religiøs forstand.

Men denne undren standser brat ved mødet med naturvidenskaben, i form af astronomien. Stjernerne er i dette paradigme blot fysiske objekter. ”Bevares! Naar Astronomien siger det, saa er det rigtigt, Astronomien er Videnskab, og Videnskaben ved Besked, og vi andre har bare at staa med Hatten i Haanden og sige Tak.” Munks brod mod en antaget reduktionisme i et snævert, scientistisk videnskabsbegreb følger op kommentaren til det kunstige lys ovenfor. Overfor denne forståelse af videnskab sættes menneskets andre tolkninger skakmat.

Imidlertid indfører Munk nu Grundtvig, som eksempel på et æstetisk videnskabsbegreb. Det sker med første strofe af ”Dejlig er den himmel blå” fra Folkekirkens Salmebog. Formentlig er den blevet sunget ved gudstjenesten. I lyrikken kan stjernerne være bærere af vilje. ”Det kan vi mærke helt inde i vort Hjerte, at Lyrik er ogsaa en Videnskab, af Sandhed og Styrke saa godt som nogen af de andre.” Selvom stjernerne givetvis har deres funktion i en mekanisk verdensorden beriger de samtidig mennesket, ligesom blomsterne gør det, og minder mennesket om Guds nåde og skabelse.

Nu sammenstiller Munk ganske kort juleevangeliet, dagens prædiketekst med et digt af J.P. Jacobsen fra 1875; ”Irmelin Rose”, som omhandler en skøn, dog helt utilnærmelig prinsesse Irmelin. Digtets omkvæd lyder: ”Irmelin Rose, Irmelin Sol, Irmelin Alt, hvad der var dejligt.” Måske er der for Munk en reference til Maria, ”Jordens yndigste, paa een Gang Elskerinde og Moder.” Et interessant valg af understrege Marias sensualitet og kønsdrift, ikke mindst på baggrund af en kirkelig tradition, hvor Maria, i særdeleshed i katolicismen men også i protestantismen, er blevet opfattet primært som eksempel på moderskabet. I Munks vision er der også barnet, æsel og hyrder til tonerne fra Statsradiofoniens torsdagskoncert. En barok, teatralsk scene, formentlig inspireret af Munks dramatiske arbejder.

Julens budskab udtrykkes i tre linjer, korresponderende til de tre fra J.P. Jacobsens omkvæd: ”Ære være Gud i det højeste, Fred paa Jorden, i Mennesker Guds Velbehag.” Dette er dog endnu ikke fuldendt, hvorfor det er ”Folkenes og Sfærernes paa een Gang.” Det personlige og det profetiske.

Betlehemsstjernen introducerer Munk med endnu et vers af ”Dejlig er den himmel blå”. Den lyste op i ” Menneskeslægtens lange Nat”, hvor der måske kan ses en reference til såvel mørkelægningen som til et grundlæggende, eksistentielt mørke.

Munk tiltaler nu lytterne. Denne prædiken er tilsyneladende radiotransmitteret på et tidspunkt, som lå efter den sædvanlige gudstjenestetid. Nogen har ikke kunnet komme i kirke på grund af afstand, helbred eller sorg. Munk udtrykker sin deltagelse og ønsker netop julestjernens, Betlehemsstjernens lys, over de, som ikke var til gudstjeneste. Julestjernen er Jesus Kristus, uforanderlig og trofast som himlens stjerner i mørke og kulde. For Munk er der tydeligvis tale om forkyndelse, ikke et radioforedrag.

Nu går tankerne til forskellige eksempelindivider: Blandt andet en sønderjysk mor med en søn i tysk tjeneste på Østfronten. Munk afholder sig fra enhver politisk eller national moraliseren. Fokus er på relationen mellem de, som elsker hinanden. Det samme med de, som er på havet eller adskilt i andre lande. Jesusbarnet er som stjernen fælles for dem alle.

Munk kommenterer det svære i, at have mistet sin mor i årets løb. Et blik på juletræet med lysene tændt minder dog om himlens stjerner og himlens nærhed. Som barn syntes Munk at kunne høre, englene, han henviser derfor tilhøreren til en andægtig stilhed. Stjernerne skal lyse ind i menneskesindet, som en Guds handling udefra, og julens stjerne peger mod Himlen, hvor de skilte skal forenes igen og glæden blive fuldkommen. ”De Skilte” er en reference til den sønderjyske mor med flere ovenfor nævnt.

Samtiden er præget af had og sorg, en reference til et Europa i krig. Alligevel kan julen skænje troen, som giver mod til at elske og holde ud, for hadets og sorgens tid er begrænset. ”Maaske er Dagen nærmere, end vi tror.” I klassiks forståelse kunne håbet afspejle forventningen til Kristi genkomst, men mere aktuelt er der nok tale om håbet på krigens snarlige afslutning. For at minde om livets ukuelighed oplæser Munk et digt skrevet af en lokal købmand i anledning af fødslen af dennes barnebarn: Trods verdens gru er der håb om barneleg og forår – for hende og for Danmark. Endnu en befrielsesreference, som også er en julebøn.

At Munk inddrager en lokal købmands digt er en anelse overraskende. Allerede bringes Grundtvigs salme og J.P.Jakobsens digt i spil, og Munk plejer ikke at inddrage megen lyrik. Imidlertid kan netop den lokale forankring og Munks forkærlighed for netop at tale ud fra et lokalt perspektiv være en medvirkende årsag til tilføjelsen af det lille digt.

For en juleprædiken er denne tekst ret omfattende i sin righoldighed af temaer. Først og fremmest er det en klassisk opmuntringsprædiken, hvor den enkelte kaldes til Kristi lys i skikkelse af stjernerne. Der er samtidig flere temaer, som gerne kunne udvikles grundigere, især måske temaet omkring modernitet, teknologi og videnskab og det anderledes Maria-billede, hvor den unge kvindes sensualitet og kvindelighed kommer i fokus. Begge temaer tager Munk på forskellige vis op i andre prædikener.