Kaj Munk: Hvem er den største? - Om ydmyghed og tjenersind

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Fotografi af digteren og præsten Kaj Munk i sit hjem i Vedersø. Foto: A E Andersen/Ritzau Scanpix

Afholdt: 9. marts 1930

Prædiketekst: Lukasevangeliet 22,24-32

Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«

Prædiken:

Disc mærkede det bar mod Afslutn, men ikke, hvad Afslutn. det bar imod. De forstod, at X beredte sig til at drage herfra; men endnu var de dybt, dybt hildede i den Tankegang, at han gik lige ind til Herligheden, og de skulde følge ham. Deraf den forunderlige og forargelige, sørgelige Trætte, om hvem der er størst paa saa sent et Tidspunkt — efter den sidste Nadver. Og nu maa X, skønt hans store Prøvelsestime er nær, til at irettesætte, vejlede og forklare. Nu maa de have at vide, at man ikke saadan i eet Spring naar Højsæde og Herskerstol.

Nu maa de forstaa, at for at udøve Myndighed, maa man lære Lydighed. Det gælder i jordiske Forhold. Mussolini havde aldrig behersket Italien saa godt, hvis han ikke havde tjent sig op fra neden af. I C begyndte som Lærer. Smaa Kaar, Savn og Selvtugt. Men meget mere gælder dette i Guds Rige. Der er det slet ikke til at komme ind, hvis ikke Barnesindet og Tjenersindet er lært.

Men nu er det jo saadan, at ofte lægger Folk Lidelse og Afsavn paa sig af Ærgerrighed og for at blive Mægtige paa Jorden. Hvis det er saadan i Guds Rige, er det galt. Vi skal ikke ville tjene for at kunne opnaa noget. Gud give os Tjenersind, Sindet, der har lært at stige ned i Ydmyghed og Selvopofrelse bare fordi det gjorde Jesus og ham vil vi tjene. Saa kommer Lønnen bagefter som en Overraskelse. Den Lærer, der terper med Børnene for at faa et fint Resultat i Examen, kan naa dette, men ikke mere. Den Lærer, der arbejder af Kærlighed....

Amen.

Kommentar:

Denne prædiken af Munk udmærker sig ved dels at tage ret direkte fat på evangelietekstens tema med tidsnære eksempler, dels at være uafsluttet, idet det originale manuskript slutter abrupt. Det er dog ikke svært at fornemme, i hvilken retning Munk havde tænkt at bevæge sig.

Munk tager sit afsæt i disciplenes manglende forståelse. Deres tankegang korresponderede ikke med Kristi guddommelige plan, hvorfor der opstod den, i forhold til situationen, ganske pinagtige konflikt omkring disciplenes indbyrdes værdighed. Kristus må intervenere, ikke blot i konflikten, men i forhold til at lære disciplene, at ”man ikke saadan i eet Spring naar Højsæde og Herskerstol.”

Hermed er kursen sat for prædikenen. Det er art åndelig naturlov, at ”for at udøve Myndighed, maa man lære Lydighed.” Munk har i sin dramatik behandlet diktatorens, den stærke leders psykologi. Nu diskuteres dette tema i forhold med udgangspunkt i disciplene. Munk refererer til Benito Mussolini, Italiens fascistiske diktator siden 1925. Der refereres også til ”I C”, Jens Christian Christensen (J.C. udtalt I.C.), minister og konseilspræsident, død senere i 1930. Begge havde arbejde sig langsomt op til den rolle af autoritet, som nu var deres. Mussolinis om soldat, senere journalist, nu central figur i mellemkrigstidens Europa. I.C. Christensen som skolelæreren, der blev en af tidens mest indflydelsesrige danske politikere.

”Smaa Kaar, Savn og Selvtugt” er for Munk i centrum i ovennævntes livsudvikling, men det gælder i endnu højere grad i det kristne liv, ”i Guds Rige”, hvor ordene barnesind og tjenersind bliver introduceret. Munk refererer uudtalt til Mark 10, 15 og Luk 18,17, som indgår i Folkekirkens dåbsritual, og hvor mennesket må blive som barnet for at komme ind i Guds Rige. Der er formentlig også en uudtalt henvisning til Fil 2,6-7, hvor der står om Kristus at,” han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig…” Der er altså en kobling til Kristi forbilledlige sonofferdød.

Munk ved nemlig godt, at mennesker kan tage ”Lidelse og Afsavn paa sig” af ambition om magt. Munk er på dette tidspunkt positiv overfor såvel Mussolini som Christensen, så det er usandsynligt, at han refererer til disse to, selvom Munks syn på Mussolini formentlig forandredes fundamentalt i de følgende år.

I Guds Rige, er det uantageligt at tage lidelsen på sig ud fra personlige ambitioner. Det kristne tjenersind handler netop om, at ”stige ned i Ydmyghed og Selvopofrelse” uden blik for egen vinding, men i efterfølgelse af Kristi eksempel. En belønning, hvilket Munk forudsætter, er kommer ”bagefter som en Overraskelse” og er dermed ikke det, som bør motivere handlingen. Munk sammenligner med skolelæreren. Læreren kan fokusere alene på elevens resultat, eller også arbejde med eleven ”af Kærlighed”. Hvordan Munk præcis ville afslutte sin prædiken henstår nu i det uvisse, men ganske tydeligt er det, at den lærer, som underviser med baggrund i kærlighed er langt mere i overensstemmelse med Kristi budskab og eksempel end den lærer, som er primært resultatorienteret.