Kaj Munk: Fristelsen i ørkenen

Prædiken til 1. søndag i fasten. 1. Tekstrække

Afholdt:

2. marts 1941 i Vedersø Kirke

Udgivet i ”Med Ordets Sværd”, 1942

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 4,1-11

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹ « Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. 

Prædiken:

Da blev Jesus ført op i Ørkenen for at fristes af Djævelen. Saadan begynder vor Text i Dag. Har du rigtig bidt Mærke i den Linie? Lad os høre den tredie Gang: Da blev Jesus ført op i Ørkenen for at fristes af Djævelen. Det er en Sætning med Dynamit i. Jesus og Helligaanden og Djævelen inden for samme Punktum. Sig mig, hvem du omgaas, saa skal jeg sige dig, hvem du er, lyder det gamle Ord. Hvem er da han, der omgaas paa engang Guds Aand og Djævelen? Jeg skal sige dig det: det er Menneskesønnen.

Hvem skulde nu tro, at det kunde være Helligaandens Opgave at føre os i Selskab med Djævelen? Men det kan det netop. Djævelen skal man ikke være bange for; tværtimod være modig. Det har sig med ham, som det fortælles om de andre brølende Løver, at hvis man staar fast og ser stift paa dem, saa lusker de af; men giver man sig til at rende, er man fortabt. Der er Forældre, for hvem Børnene og de Unge maa ingenting, for det kan føre til Synd altsammen; jamen det kan sandelig ogsaa føre til Synd ingenting at maatte. Lad os ikke gaa og gemme os for Djævelen; han finder os jo alligevel. Lad os hellere træde frejdigt ud i Livet og med Guds Hjælp fejde med ham, hvor vi løber paa ham.

Djævelen er nemlig til, for at vi skal møde ham. Vi bliver aldrig ordentlige Kristne, ja, vi bliver ikke engang rigtige Mennesker, hvis vi ikke har taget Tørne med ham. Det er lutter Sandhed, og vi begriber ikke et levende Muk af, hvorfor det forholder sig saadan; men det gør det nu altsaa engang. Vi synes, det kunde være saa skønt med Idyl over hele Linien; Menneskene kunde have det godt og være skabt saadan, at de kunde taale at have det godt; saa vilde det være paradisisk. Javel, men der skal nu engang være Forskel paa Jorden og Paradiset. I hvert Fald endnu en Tid.

Vi Mennesker skal altsaa fristes — for at sigtes og lutres og hærdes. Vi føres ud i Ørkenen, og vi er vel ved at synes, at den Helligaand optræder i Djævelens Skikkelse, siden han vil drage os derud. Men hvor er det forvirrende: for et Øjeblik efter optræder Fristeren i den Helligaands Skikkelse; det er for os, som det stadig er Guds Aand, der gaar ved vor Side; men nu er det den Onde selv. Hør, hvor sagtmodig og gudfrygtig han taler til os: Er du Guds Søn, da sig, at disse Stene skal blive Brød. Han er skam ikke ræd for at tage det hellige Navn i sin Mund.

Aah, mine Medkristne, det er Forfærdelsen ved Synden, at det saa ofte ikke er til at finde ud af, om det er Gud eller Djævelen, der drager os.

Er du Guds Søn, da sig, at disse Stene skal blive til Brød.

Barnet over for Sukkerskaalen. Tag mig, tag mig, jeg er hvid, jeg er sød, og du vil jo saa gerne, og det gør ikke noget, det bliver aldrig opdaget, og du bliver saa lykkelig.

Bagefter: de flakkende Øjne, den onde Samvittighed, Lyveriet, Straffen — ak! Stenen bliver ikke Brød.

Eller ude i Elskovens daarende Ørken det samme igen. Tag mig, tag mig, jeg er hvid, jeg er sød, og du vil jo saa gerne, og det gør ikke noget, det bliver aldrig opdaget, og du bliver saa lykkelig.

Men hvad sagde Fritænkeren om det:

Det bødes der for i lange Aar,
som kun var en stakket Glæde;
Det smiler man frem i en flygtig Stund,
man bort kan i Aar ej græde.
Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde.
Stenen blev ikke til Brød.

Og Diplomaten, Politikeren — han staar foran en lukket Dør, og Løgnens Værktøj lægger sig af sig selv i hans Haand; hvorfor ikke bruge det? Han kommer frem med det, han vinder sin Sag, det bliver til Velsignelse for Millioner.

Javist, det bliver til Strømme af Blod. Det bliver til Elendighed og Forbandelse. Stenen blev ikke til Brød.

Historien fortæller mig om et lille Folk, der var truet af fremmede Legioner. Og Fristeren sagde: “Du er et fredeligt og skikkeligt lille Folk, der har Guds Velbehag, giv efter, giv efter, og du skal se, at Stene bliver til Brød.” Og det lille Folk lød den fristende Røst — og fik det godt, kom i stor Velstand, Stenene blev virkelig til Brød. Men Kristus sagde: Mennesket lever ikke af Brød alene, men af Ordet, der udgaar af Guds Mund.

Og det lille Folk levede — og levede dog ikke. Der var nok af Brød og nok af Guds Ord ogsaa; og det spiste sig fedt i Brødet og lod Gudsordet urørt. Derfor døde dets Sjæl.

Thi her er det store Skille: de, der tror paa Brødet alene, og de, der tillige tror paa Guds Ord.

Hvem hører du til?

Fristelsen begyndte i Ørkenen. Nu er vi med-et i den hellige Stad og paa selve Templets Tinde: Er du Guds Søn, da kast dig herned; thi der er skrevet: Han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skal bære dig paa Hænder, for at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.

Ja, det er en rigtig Religion, den: Bare stole paa Gud, bare lade staa til, bare lægge Armene over Kors, Gud skal nok klare det hele.

Det er en Religion, der slaar til, saa længe det kun gælder om at staa og nyde Udsigten; men naar vi skal ned fra Drømmeverdenen og ud i Livets Virkelighed, er det maaske nok saa godt i Tide at have sørget for en Stige. Kristus ved, at det er gudsbespotteligt at stole paa Gud ud af Dovenskab og Sværmeri; at forlange et Mirakel, fordi man ikke selv har gidet tænke og handle i Tide. Han afslaar alt gudeligt Equilibri med sit faste og nøgterne: Du skal ikke friste Herren din Gud.

Ørkenen, Tempeltinden, til sidst Bjerget, hvorfra al Jordens Herlighed ses. Alt det vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig. Ak, læs paa Historiens Blade om alle dem, der sagde Ja til det Tilbud, og læs om, hvad de fik. Og læs om, hvad de kostede Verden.

Men vi her i Danmark vil ikke sidde og korse os over Cæsarerne. For vi har ogsaa været med et Stykke op ad Bjerget og faaet vort Tilbud og er sunket i Knæene. Vort Verdensherredømme skulde ikke bygges paa Vaaben, nej Gudbevares! men paa vor høje Kultur. Vor høje Kultur var vort Værn og vort Vaaben. Os kunde ingen gøre Fortræd, for Granater og Bomber vilde glide af paa vor høje Kultur. Og ved Hjælp af den vilde vi være med til at bygge Menneskehedens evige Rige paa Jorden.

[Og da den saa blev stillet paa Prøve, hvordan stod den sig saa? er vor Regering ikke røget til og har vedtaget Love, som ingen Love er? er vor Presse ikke faldet smukt til Patten og gør overalt de bedste Miner til meget forskelligt Spil? vore Domstole, hvis Ubestikkelighed var et Mønster for Verden, hviler de stadig paa Retten mere end paa Loven? Kunsten, hvor salverer den sig dygtigt ved at tale om andre Ting! Og vort Universitet, er Ørnen begyndt at skue nedad, eller ser den stadig trodsig mod det himmelske Lys for sig selv og sine Søstre i Norden?]

Ja, Gud se i Naade til Danmarks høje Kultur! Og Europas! Afguden, vi havde skabt os ud af vor egen Tanke! Der laa vi paa Knæ og tilbad os selv.

Jesus vidste Svar imod Fristeren: Vig bort, Satan! thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. Da forlader Djævelen ham, og se, Englene kom til ham og tjente ham.

Saadan skete det med ham, der stod fast. Men hvad skete der med os, med hele den moderne Verden, der faldt paa Knæ for sit eget Spejlbillede, vi, der havde glemt, hvad der stod skrevet, og tilbad alle andre end Herren vor Gud? Os har Gud forladt, og Djævlene er komne for at martre os.

Kommentar:

I denne prædiken fra 1941 kombinerer Munk generelle eksistentielle overvejelser omkring menneskelivet med et nationalt vækkende budskab talt ind i besættelsestidens politiske situation.

Først stiller Munk skarpt på evangelietekstens v.1: Det var Helligånden, som førte Jesus ud i ørkenen, hvor han blev fristet. I denne observation er der ”Dynamit”, for den påpeger, at ikke blot Satan er aktiv, men også Gud. Jesus står overfor de to magter. Det fører Munk til at problematisere  rimeligheden heraf. Men det er netop meningsfuldt fra Guds perspektiv, for mennesket skal lære at være modig overfor Djævelen. Munk refererer implicit til 1 Peter 5,8-9 ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander Djævelen går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod faste i troen…” Mennesket skal ikke flygte, men se Djævelen i øjnene, som en løve, som pacificeres af et menneskes blik. Mennesket skal være i kampen, ligesom det (uden reference i denne prædiken) pointeres i Kaj Munks eneste salme i salmebogen, ”Du ved det nok mit hjerte” fra 1938, hvor det samme tema er bærende:

1  Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfór.

2  Velan! så får du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.

Munk sammenligner denne kamp med den nødvendigt frihed, som et barn må have. Friheden kan lede til synd, men det kan ufriheden også. Det begrænsede barn kan få synd i livet netop p.g.a. begrænsningen. Her tænker Munk formentlig synd i et pædagogisk og moralsk perspektiv. Djævelen er nemlig virkelig for Munk, og et aspekt af, at dannes som kristen, er at øve sig i denne kamp, som Munk dog ikke konkretiserer. Med en formodet henvisning til N.F.S. Grundtvigs maksime fra 1832 fra et digt af samme titel, ”menneske først, kristen så,” bekræfter Munk, at kampen er nødvendig i forhold til begge identiteter. Mennesket lever ikke i et jordisk Paradis og det er heller ikke dets bestemmelse.

Munk sammenfatter: Fristelsen er altså nødvendig i et prøvelses- og udviklingsperspektiv. I ørkenen forvirres mennesket omkring, hvorvidt det er Gud eller Satan, som byder sig til. Et øjeblik sammenblandes de to, som da Djævelen udfordrer Jesus til at skabe stene til brød for at mætte sin sult. Sammenfatningen fører til en direkte tiltale til menigheden, som er Munks ”Medkristne”.

Om det er Gud eller Djævelen, som motiverer, kan være svært at afgøre, og Munk citerer igen v,3. Ligesom et barn, som drages af den forbudte sukkerskål og den voksne af umoralsk sex foregøgles mennesket en lykke af sit valg, som ikke nødvendigvis følger, men i stedet dårlig samvittighed, straf eller negativ konsekvens. Munk understreger det med 1. vers af et digt af ”Fritænkeren”, den kulturradikale J.P. Jacobsen, som i 1875 skrev digtet ”Det bødes der for.” Her er fortrydelsen klart opmalet.

Men Munk skifter nu fokus i prædikenen. Barnet og den elskende erstattes med diplomaten og politikeren, som fristes til at vinde ved ”Løgnens Redskab.” Hensigten kan være god, men alligevel bliver stenene ikke til brød, men til blod, hvormed Munk henviser til krigens gru.  ”Et lille Folk” omgivet af fremmede magter er et billede på Danmark, som i Munks optik har ladet sig friste til at give efter. Ganske vist er stenene blevet til brød, hvorved Munk nok henviser til den danske velstand i forhold til andre belejrede nationer i samtiden, men alligevel lever mennesket ikke at brød alene, men af Guds ord. Derfor lever det danske folk ikke rigtigt. Dets sjæl døde ved at falde for fristelsen til det magelige. Nu fremfører Munk så det store valg: Tror menigheden på brødet alene eller også på ordet fra v.3?

Igen skifter Munk fokus. Denne gang tilbage til den indledende beretning. Fristelsen i v. 6: At kaste sig ud fra tager på Jerusalems tempel på tilsagnet om, at engle skal bevare Jesus fra skade ved faldet. Det er for Munk en religion, hvor mennesket lader stå til i dovenskab. Derfor afviser Kristus også at lade sig bære af et mirakel. Tempeltinden bliver for Munk en metafor for verdens herlighed, som mennesker lader sig friste til at søge, herunder med krigens våbenmagt.

Det gælder også Danmark, som er faldet for fristelsen. Dog er der her tale om et elitært kultursyn; ”Vor høje Kultur var vort Værn og vort Vaaben.” Hermed refererer Munk til 1030’ernes danske afrustningspolitik, som i Munks optik var en katastrofe. I prædikenen antydes en blasfemisk tilgang i afhængigheden af denne kultur, som var beregnet til at ”at bygge Menneskehedens evige Rige paa Jorden”, altså i modsætning til at lade Gud rige udfolde sig. Regeringen, pressen, domstolene, og kunsten lader passivt stå til under besættelsen. Der refereres til ørnen over Københavns Universitets hovedbygning på Frue Plads, hvor Munk formentlig er kommet jævnligt. Ørnen over døren kigger ned. I virkeligheden ser den opad med den latinske sentens ”coelestem adspicit lucem”, ”den skuer det himmelske lys”, og iagttager ser for sine ”Søstre i Norden”, formentlig Norge og Finland, som nu var hårdt ramt af krigen.

Munk slutter prædikenen med en bredside. Hvos Kristus bortviste fristelsen, falder Danmark og Europa. Den egne kultur og tanke tilbedes frem for Gud. Der er nok tale om en brod mod kulturradikalismen og 1930’ernes pacifisme, som ovenfor nævnt. Kristus er forbilledet som viser, at når vi står imod, må Djævelen forlade os. Men fordi tilhørerne ”med hele den moderne Verden” tilbeder sit eget ”Spejlbillede” vender Gud sig bort og Djævelen får plads. Hermed får

Munks prædiken slutter på denne måde som en national formaningsprædiken. Hvor den i sine indledende afsnit i højere grad tiltaler almenmenneskelige, eksistentielle refleksioner omkring bl.a. Guds ledelse og teodice-problematikken omkring Guds retfærdighed er fokus i afslutningen på den brede, danske befolkning. Med en kritisk tilgang til Munks faktiske prædikenmanuskript, som kendes fra prædikensamlingen ”Med Ordets Sværd” fra 1942, kan man indvende, at prædikenen måske er blevet forlænget med en mere tydelig, national del. Denne vægtlægning giver bedre mening i en trykt prædikensamling end i en sædvanlig søndagsprædiken i Vedersø Kirke.