Kaj Munks prædikener – sidste søndag efter Helligtrekonger

Kaj Munk: Forklarelsen på bjerget

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Journalistisk indlæg om teksten til sidste søndag efter Helligtrekonger, 1. tekstrække

Da Kaj Munk ikke har overleveret nogen prædiken til denne søndags tekst angives i stedet et avisindlæg, hvor Munk bruger dele af evangelieteksten i sin diskussion.

Publiceret: Klumme i Jyllands-Posten 16. juli 1933 

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 17,1-9

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« 
 

Tekst: ”Det spiritistiske Røre"

Mon ikke man kan unde sig selv den Glæde at gaa ud fra, at det store Flertal af dette Blads Holdere ikke ved noget videre om, hvad Spiritisme er? En saadan Uvidenhed røber en lykkelig Mangel paa Interesse for Sager, som det er sundest ikke at have Interesse for. Imidlertid - de Begivenheder, der i den sidste Tid har lavet Bulder og Ravage i danske Spiritistkredse, og som nu har bevæget Domstolene til at sætte Luppen for Øjet, kalder jo paa ogsaa de uinteresseredes Interesse: Hvad er det, der foregaar indenfor Spiritismen? Hvad er Spiritisme egentlig for noget?

Spiritismen er en Religion, der ønsker at begrunde sig videnskabeligt. Den er meget ældre end Kristendommen. Men i sin nuværende Form synes den, i hvert Fald her i Landet, at hente den store Portion af sit Idéindhold fra kristelig Dogmatik og Etik. Sagt uden Kunstord og Fremmedord: Spiritisterne tror paa det samme, som almindelige kristne Mennesker tror paa, og søger ogsaa at indrette deres Liv efter jævne kristelige Forudsætninger; men hertil føjer de yderligere en Aandelære, der har grumme lidet at gøre med Jesu Kristi eller hans første Disciples Tankegange, en Forestilling om, at de afdøde lever et eller andet Sted, hvor man kan komme i Forbindelse med dem, enten ved, at de selv aabenbarer sig, eller ved, at man kalder paa dem ved Hjælp af nogle særligt indrettede Personer, som af Gud er udstyret med saadanne sjældne og overnaturlige Evner, at Aanderne kan tydeliggøre sig gennem dem. Ja, dette gælder vel ikke alene afdøde; men uden for den synlige og haandgribelige Verden regner man med, at der er et stort Aanderige, hvor ikke blot afdøde Menneskers Sjæle, men alle Slags Aander, onde og gode, holder til.

Gaar man ad en øde Vej, træder man en Aften sent ind i sin Stue, kan en saadan Aand pludselig paa en eller anden Maade give sig til Kende for en: det banker paa Vinduet, en Stemme taler, noget underligt noget tegner sig paa ens Hovedpude, men forsvinder, naar man ser nærmere til - eller man besættes af en Aand, saa man med eet kan spille, skønt man er ganske umusikalsk - eller man skriver, med en fremmeds Haandskrift, Tanker, Vers, som man ved, man aldrig selv kunde have fostret.

Og endnu bedre er det at gaa hen til Sørensens om Hjørnet paa tredie Sal, mødes dér med ligesindede omkring et af disse overnaturligt begavede Individer, der kaldes for Medier, slukke Lampen og saa sidde hen i tavs eller salmesyngende Forventning om, at det ubegribelige skal vise sig; er det saa en Aften, Aanderne ikke har Nattegn, da sker der ingenting. Men ellers er der ingen Grænser for, hvad der kan ske: et trebenet Bord kan besættes, saa det svarer paa alt mellem Himmel og Jord ved at løfte Ben Nr. 1 (det betyder Ja) eller Ben Nr. 2 (det betyder Nej) eller det tredie Ben, hvormed det tæller; et Egetræs Spisebord kan hæve sig op og svæve under Loftet; Blomster kan pludselig komme til Veje, hvide Skikkelser vise sig og endog lade sig fotografere, Stemmer lyde og præsentere sig som Sokrates eller Goethe eller ukendte fra Oldtid og Middelalder eller afdøde Slægtninge af de tilstedeværende, villigt lade sig interviewe om Forholdene i Dødsriget, om Fremtidsspørgsmaal for den spørgende, bringe Hilsener og uddele Kærtegn.

Det er forlængst fastslaaet, hvordan vor Tids oplyste, der ikke befinder sig vel i Fagforening med disse Videnskabsdyrkere, klarer hele dette Problem: Nervøse Selvbedragere bedrager andre, og fingerfærdige samvittighedsløse udnytter skæbneramtes Hunger efter Trøst; Folk, hvis Forstand Dødsfaldet af en kær har slaaet midt over, og som ikke har nok i Kristendommens: Du skal tro paa det evige Liv, og du maa nøjes med Tro, lader sig overbevise af Spiritismens Beviser, fordi de gerne vil.

Og Kristenfolk, der føler sig skidt tilpas med Makkerskabet, skynder sig at fralægge sig alt Ansvar. De henviser til, at Spiritismen findes til alle Tider og i alle Religioner, saa Kristendommen har sit Alibi i Orden, naar der spørges om Faderskab; de dækker sig bag en farisæisk og godtkøbsvittig Formel om, at Troen byder paa Aand, hvor Overtroen byder paa Aander; de forskanser sig bag Barrikader, bygget op i Hast af en Vælling af Tro og Overtro og Undertro og sund og syg Fornuft, at her i denne Realiteternes Verden er Døden den store Realitet, som skal gennemleves, inden Gud selv i Kristus paa den anden Side af det uoverstigelige Svælg gør sit levende Under med Støvet.

Til Videnskabens oplyste maa der være at bemærke, at det er Videnskabens Opgave at konstatere, hvad der er muligt, ikke, hvad der ikke er muligt; til syvende og sidst har de andre Videnskaber ikke anden Basis for deres Bevisførelse end den spiritistiske, nemlig Sansernes Iagttagelse. Naar den fysiske Videnskab konstruerer Dampmaskinen ved at gaa ud fra, at Vand opfører sig paa den og den Maade, naar man koger det, staar den ikke synderligt stærkere end Fru Petersen, der ved, at hun træffer sin afdøde Søn Hans, naar Fru Sørensen falder i Trance. Sig nu ikke, at Stevenson overbeviser langt grundigere end Fru Sørensen, simpelthen ved at lade et Lokomotiv hale an med os alle. Hvis Fru Sørensen virkelig viser os merbemeldte Hans, saa der ingen Tvivl kan være om, at det er den afdøde selv, vi ser, er vi arme Mennesker henvist til at tro paa det, lige saa godt som vi maa tro paa vor Følelse af at blive ført af Sted af Lokomotivet.

Til syvoghalvfjerdsindstyvende og allersidst er alt i Verden jo tvivlbart. Ogsaa den gamle Røverhistorie med Dampen. Det vil vel ikke vare alt for mange Aarhundreder, før det omsider gaar op for Videnskaben, at noget skikkelig Damp, som jo nærmest er for Luft at regne, aldrig kan have de Hestekræfter, James Watt bildte sig ind. Langt snarere er Forholdet det, at naar vi koger Vand, dør de talløse Smaadyr, som altid findes i dette Stof; vi siger, at Kedlen synger, men det er nok snarere disse smaa Væseners Dødsskrig, der høres; man kunde sige: deres Svanesang, og herom skrive en filosofisk Doktorafhandling: Om det tragiske som Kausalitet for det æstetiske. Idet de dør, frigøres Elektriciteten i dem; det er denne frigjorte og fordampende Elektricitet, som skænker Lokomotivet de mange Hestekræfter. Og det er 24 Grader i Skyggen i Dag!

Men tilbage til Alvoren! Ligesom Videnskaben kun som Lidenskab kan benægte Aanders Eksistens og Optræden i Støvets Verden og frigøre sig for ethvert Fostbroderskab med Spiritismen, kan ogsaa Kristendommen kun ved Mobilisering af en falsk Overlegenhedsfølelse vise Spiritismen over i det stik modsatte Hjørne af det Verdensrum, hvor Religionerne har hjemme. Al det nye Testamentes Tale om Uddrivelse af Djævle kan, naar man ikke ønsker at opfatte det rationalistisk som Helbredelse af sindssyge, vanskeligt udlægges paa anden Maade end en eller anden spiritistisk. Tager man haandfast - hvad fromme, jævne Kristne ofte vil gøre - paa Forklarelsen paa Bjerget og Mødet med Moses og Elias, er vi ogsaa dér i betænkelig Nærhed af spiritistisk Tankegang. Vor Daabsbekendelse undser sig ikke for at nævne Ordet: nedfaren til Dødsriget. Og hvad angaar Jesu Opstandelse og Færden den nærmeste Tid derefter, kan det ikke nægtes, at vi her har med en Tilsynekomst at gøre, der hverken er Menneske eller Aand. Vor Tro paa et Liv efter Døden stiller os da ogsaa sammen med Spiritisterne paa den Ende af Vippen, der er modsat Kradsmaterialisternes.
Jeg siger alt dette for at ramme en Pæl gennem det Spøgelse, der vil hævde, at ingen Kristen kan være Spiritist. Spiritismen er en Religion som andre Religioner, og det er et Spørgsmaal, om man ikke kan være Kristen, ligegyldigt hvilken Religion man saa tilhører eller ikke tilhører, om det saa er - ja, om det saa er den kristelige. Om det at være Kristen ikke bare er at staa i et positivt Forhold til Kristi Aand - saa at det var et Ensidighedens Misgreb af Ansgar at forlange Asatroen, der nu laa for os Nordboer, afskaffet. Meningen med denne Afstikker er jo at sige kort og godt: At et Menneske, der tror og lever kristeligt, desforuden har nogle eventuelt sprøjtegale Særmeninger, kan ikke udelukke ham eller oftere hende fra de Helliges Samfund.

Vi kalder altsaa Spiritisterne Brødre og Søstre; og naar det er indrømmet, slaar vi fast, at det Omraade, hvor de har deres Særanskuelser, ligger for Størstedelen fjernt fra almindeligt Kristentankesæt, med en Afgrund imellem, hvorover de ovenfor nævnte Punkter bygger en skrøbelig, hullet Bro. Paa hele den Verden, der kaldes for Aandeverdenen, laa der for Kristus selv i hans Forkyndelse saa liden Vægt, at han sikkert med Glæde vil regne den for hans Discipel, der viser Kristensind mod Medmenneskene, mens han lever, des ivrigere, fordi han ingen Tro har paa et Liv efter Døden. I Kristi eget Sind stod de store Syner om Faderen, den Almægtige paa Herlighedens Trone, betjent af Englene, der fløj til hvem han vilde, paa hans Bud, og om den store Dommedag, da den enkeltes Regnskab gjordes op og Jordens Skæbne besejledes, men paa en underlig praktisk Maade stod de der, ikke som noget, Sentimentalitet turde hensvømme i, eller som man kunde tillade sig at drømme sig bort fra Livet i, men tordnende, truende, ansporende, lysende visende Vej - saa modsat Oplevelserne ved alle Mørkekamres Seancer.

Og for mange dybt alvorlige Naturer, dem, der tror paa Aands Værdier, og dem, der tror paa evigt Liv, er det en Bespottelse og Gru med alt det Pjank, her gaar i Svang. De Budskaber, Sokrates og Goethe har ladet tilflyde en undrende Eftertid, tyder paa, at Døden er Udbrudet af en Sygdom, der kan kaldes galopperende Fordummelse. Kun ganske faa Aar i Graven synes indtil det rent utrolige at nedsætte Evnen baade til at tænke og til at skrive Vers. Efter Spiritisternes Afsløringer paa disse Omraader er Døden for et nogenlunde begavet Menneske sandelig ikke blevet lysteligere at gaa paa. Noget anderledes stiller det sig naturligvis for den, der ved med sig selv, at han ikke kan blive dummere. Og er det en Væmmelse for Goetheelskere at høre om Misbruget af den store Aandskæmpes Navn, kan det være en Kval for Mennesker, i hvis dyrebareste selv er i Dødsriget, at opleve, hvor fingernemt og emsigt man kan kalde den, som Døden har gjort hellig for en, op i et Bordben til at aflevere en intetsigende Hilsen - og forøge Kollekten til Mediet.
Vi har Religionsfrihed her i Landet. Og det er godt. Det er godt for Sandhedens Skyld. Er der et Gran af Virkelighed i, at enkelte kan modtage Budskaber fra "hint ubekendte Land, som ingen Vandrer er vendt tilbage fra", da var det ilde at møde op med Mulkter og Arrest. Men vi har ogsaa en Straffelov, der tager sig af Bondefangere. Og det er ogsaa godt.   Politiet bør ikke være bange for Krigslist, naar det gælder om at faa Næsen stukket ind til en Seance. Mange Aander viser stor Uvilje mod at komme til Stede, naar der er Chancer for Kontrol i Luften. Dem bør man vise det Hensyn at gaa sart til Værks. Og er der saa en Aand, der har en særlig Forkærlighed for Mediet, saa de kære Søstre og Brødre paamindes paa mange Maader om at lukke Pengepungen op, da bør saadan en partisk og materialistisk Aand sandelig ikke gaa Ram forbi. Den bør arresteres, og da den bor i Mediet, maa man jo arrestere hende eller ham. Og lad der saa blive klapset!

Menneskers Sorg og Fortvivlelse er hellig. Den skal ikke være noget sikkert Papir for Svindlere at spekulere i.
 

Kommentar: 

I mangel af en prædiken til søndagens tekst er det nærliggende at inddrage et andet eksempel fra Kaj Munks produktion, hvor evangelieteksten kommer i spil. Her er der tale om en klumme i Jyllands-Posten fra 1933. Det er tydeligt, at for Munk er der ikke tale om en prædiken her. Formen er entydigt skriftlig og indholdet ganske polemisk. Alligevel kan man næppe skelne mellem præsten Munk og journalisten Munk, ikke mindst her, hvor temaet ”Det Spiritistiske Røre” er af entydig teologi relevans. Selvom der altså ikke er tale om en prædiken i gængs forstand, giver det mening at forholde sig til Munks formidling, som om han talte til sin menighed, om end en bredere og mere forskelligartet menighed end sognemenigheden i Vedersø. I sit indlæg forholder Munk sig til samtidens ret udbredte engagement i spiritismen. Skulle man søge en moderne kobling kunne man relatere Munks tekst til bestemte elementer i en moderne nyreligiøsitet, som jo dog var udenfor Munks tidslige horisont.

Munk indleder med en konstatering af, at det i virkeligheden er bedst ikke at beskæftige sig med spiritismen. Alligevel er der sket ”Bulder og Ravage” blandt spiritisterne, hvilket er nået til domstolene. Dermed bliver det også naturligt for den almene befolkning af spørge til spiritismens væsen. Ifølge Munk er spiritismen en oldgammel religion, som dog søger ”at begrunde sig videnskabeligt.” I Danmark henter spiritismen inspiration fra kristendommen, herunder dogmatik, etik og dagligliv. Imidlertid tilføjer spiritismen en ”Aandelære”, som er i modstrid med Kristi og disciplenes tænkning. Gud skulle have udrustet medier til at skabe kontakt med såvel afdøde personer som med forskellige andre gode eller onde ånder.

Nu kommer Munk med eksempler: Man kan se en ånd i sin stue, mærke den i mørket, banken på ruden, en stemme, pludselig kan man spille musik eller skrive med en fremmeds håndskrift. Forskellige parapsykologiske eksempler opridses, tydeligvis uden Munks tilslutning. Og Munk skrider nu til en latterliggørelse af fænomenet ved at beskrive det spiritistiske møde hos ”Sørensens om Hjørnet paa tredje Sal.” Hvis ånderne har fået ”Nattegn”, dvs. har fået lov til at komme til stede – hvilket tyder på nogle ret magtesløse ånder – kan lyset slukkes, man kan synge salmer og et trebenet bort kan ”besættes, saa det svarer paa alt mellem Himmel og Jord” ved at banke med benene. Der kan ske fysiske manifestationer. Diverse notabiliteter og afdøde slægtninge kan vise sig, ”villigt lade sig interviewe” om forhold i efterlivet og om fremtid og relationer.

Nu beskriver Munk reaktionen på alt dette fra ”vor Tids oplyste” som bortforklarer spiritismens påståede videnskabelighed ved at påpege bedrag, udnyttelse af psykiske sårbarheder og sorg hos mennesker, som ikke kan tilfredsstilles af kristendommens tale om troen på det evige liv, men som lader sig overbevise af ”Spiritismens Beviser.”

De kristne fralægger sig ansvaret for spiritismen, som er almenreligiøs og har hermed sit ”Alibi i orden”. Mod forventning er Munk kritisk overfor den typiske kristne afvisning: ”de forskanser sig bag Barrikader, bygget op i Hast af en Vælling af Tro og Overtro og Undertro og sund og syg Fornuft, at her i denne Realiteternes Verden er Døden den store Realitet, som skal gennemleves, inden Gud selv i Kristus paa den anden Side af det uoverstigelige Svælg gør sit levende Under med Støvet.” Hermed påpeger Munk, at afvisningen af en transcendent, åndelig erfaring også er problematisk.

Videnskaben er i Munks optik afhængig af iagttagelse og erfaring. Når dampmaskinen indenfor naturvidenskaben påviser fysiske forhold står den ”ikke synderligt stærkere end Fru Petersen, der ved, at hun træffer sin afdøde Søn Hans, naar Fru Sørensen falder i Trance.” Det er følelsen, erfaringen, som bliver det iagttagbare. Alt kan ifølge Munk betvivles, hvormed måske er en reference til Descartes’ maksime, at ”de omnibus dubitandum est”, ” man bør tvivle om alt”. Derfra går Munk ind i en filosofisk fabulering om bl.a. ”det tragiske som Kausalitet for det æstetiske”, men denne fabulering ender i ingenting.

Munk må derfra sammenfatte: Videnskaben må lidenskabeligt afvise spiritismen. Kristendommen gør det også, men ”kun ved Mobilisering af en falsk Overlegenhedsfølelse.” Munk klandrer kirkens rationalisme, hvor det åndelige, eksempelvis uddrivelser, gøres medicinsk, ikke åndeligt. Et eksempel herpå er netop evangelieteksten fra Matt 17: ”Tager man haandfast - hvad fromme, jævne Kristne ofte vil gøre - paa Forklarelsen paa Bjerget og Mødet med Moses og Elias, er vi ogsaa dér i betænkelig Nærhed af spiritistisk Tankegang.” For Munk ligger der altså en betænkelighed i for hurtigt at afvise spiritismens fokus på det åndelige. ”Vor Tro paa et Liv efter Døden stiller os da ogsaa sammen med Spiritisterne paa den Ende af Vippen, der er modsat Kradsmaterialisternes.” I virkeligheden er kristendommens fjende hermed en ekstrem rationalitet. 

Munks pointe er hermed, at en spiritist kan godt være kristen. At et menneske har nogle ”sprøjtegale Særmeninger” hindrer ikke fællesskab med Kristus. Spiritisterne kan kaldes kristne brødre og søstre, om end Munk er dybt kritisk i forhold til det bæredygtige i deres anskuelser. Bibelen omtaler mange åndelige begivenheder, engle, dommedag o.lign., men det knytter sig til livet ”- saa modsat Oplevelserne ved alle Mørkekamres Seancer.”

Munk diskuterer nu det problematiske i, at opstandelsestroen udfordres af mediernes budskaber fra forskellige af døde og kendte. Der er tale om sorg for de efterladte, som får en ”intetsigende Hilsen” fra dødsriget gennem et bordben og Mediet kan tjene godt. 
Med et citat fra William Shakespeares ”Hamlet”, 3. akt 1. scene, henviser Munk til efterlivet. Hvis budskaberne er herfra, bør ordensmagten respektere det. Men Straffeloven bør ramme alle de, som udnytter de som er ramt af sorg og fortvivlelse. Politiet bør stille fælder, for det lader til, at ånderne sjældent dukker op, når der er kontrol. Det gælder især, når der er taler om en ”partisk og materialistisk Aand”, som giver sig til kende, når der betales. Den bor i Munks perspektiv i mediet selv, som bør straffes hårdt for svindel. 

I denne klumme kommer Munk altså grundigt rundt om spiritismens og det parapsykologiskes væsen. Videnskaben afviser nøgterne, men det kan kristendommen ikke helt på samme vis. Beretningen om forklarelsen på bjerget som eksempel fratager kirken muligheden for at fordømme det materialiserede åndelige. Men i øvrigt påpeger Munk så klart, som han nok fra begyndelsen har tænkt, at det meste er svindel.

Om teksten

Type: Journalistik
Referencer: Matt 17,1-9    Forklarelsen på bjerget
Temaer: Spiritisme, videnskab, svindel, forklarelsen på bjerget
Munks liv: "De Udvalgte" (bibelsk drama om kong David og Batseba); "Saul" (bibelsk drama).
Kilde: Kaj Munks liv - tidstavle