Kaj Munks prædikener - 11. søndag efter Trinitatis

Kaj Munk: Farisæeren og tolderen

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække 

Afholdt :

24. august 1941 

Prædiketekst: 

Lukasevangeliet 18,9-14

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« 

Prædiken: 

Chr. Hansens Regnebog og Vorherres er ikke kommen paa samme Forlag. Farisæeren — ja, nu ved vi, at en Farisæer er en grimme Karl, men det er jo bare, fordi vor Børnelærdom har fortalt os det. Farisæeren var i Virkeligheden Indbegrebet af Agtværdighed i det israelitiske Folk. Det var Mænd, der vidste, hvad Karakter var; for den havde de selv. Tør vi gaa saa vidt som til at sige, at de var Folkets Rygrad? I hvert Fald de var Kvalitetsmennesker, og de vidste det.

Der er intet i Lignelsen, der fortæller os, at denne Farisæer udskilte sig fra Slagsen. Han var en strengt gudfrygtig Mand, og han var dybt hæderlig. Han satte en Ære i at være et Mønstermenneske, og naar han følte det lykkedes, gav han Gud Æren. Han havde den sunde Selvtillid, som klæder de Folk, der har haft Karakter nok til at undgaa Akkorden her i Livet. Han er et Herremenneske. Et oprejst Sind. Rolig Selvbevidsthed. Rank Holdning. Han hører til de faa, om hvem det kan siges, at Landet var bedre rejst, hvis vi havde mange af hans Slægt.

Over for ham er stillet Tolderen. Nu ved vi, at vi skal indtage en Holdning af Velvilje, men det er atter noget, vor Børnelærdom har forberedt. Hvis vi havde lært at se paa ham med hans Samtids Øjne, saa holdt vi os nu for Næsen. Toldernavnet — der stod en Lugt om det, af misliebige Affærer, af at have solgt sig til Landets Fjender, Uhæderlighed og Vindskibelighed, Genstand for de nationalt tænkendes Spyt. Den absolutte Modsætning til Farisæeren, den Samfundsstøtte og Gudsmand.

Tolderen skulde helst ses i et Værtshus, en Dag han havde gjort gode Forretninger. Men i Dag var han altsaa for engangs Skyld kommen i Kirke. Dær gjorde han en ynkelig Figur.

Den hjemmevante Farisæer, der er kommen i Guds Hus af den skønneste af alle Grunde: for at takke, og Vinkelskriveren i de fremmedes Sold, se, hvor han staar og spiller Dilettant dernede ved Døren!

Nej, Chr. Hansens og Vorherres Regnebog bygger ikke paa de samme Principper.

Og hvad i Alverden er det saa, der faar Jesus til at sige, at denne ynkværdige Figur, han fik da noget ud af sin Gudstjeneste? Er det saadan, Gud vil have os? er Tolderen det kristne Mandsideal? en sjusket og smudsig Muldvarpsjæl, der til daglig roder i alt af Jorden og om Søndagen drevet af skidt Samvittighed kommer og krummer sig for Gud, som han er vant til paa Hverdagens sex at krumme sig for Mennesker!

Der er ingen af disse to, der er Idealskikkelser. Kristus har aldrig forlangt, at alle Kristne skulde ligne Tolderen her. Han forlangte for øvrigt aldrig Lighed. Han havde det klareste Blik for den Styrke og Rigdom, der hedder Forskellen. Kun deri skulde de Kristne ligne hinanden, at de modtog Ham selv.

Nej, Tolderen er ingen Idealskikkelse. Naturligvis har Kristus ikke noget direkte mod Hæderlighed og Retskaffenhed. Det er ikke nok til at gøre et Menneske berygtet i Kristi Øjne, at det er uberygtet.

Men atter her finder vi hans ubegrænsede Mistro til Resultater, hans Foragt for alt det ydre. Han lader sig ikke blænde af alle de Medaljer, Farisæeren dekorerer sig med. Hans Blik søger bag det ordensbehængte Bryst det nøgne Hjerte. Hvad er der inde i det?

Der er Hovmod hos Farisæeren. Der er Ydmyghed hos Tolderen.

Alligevel er det kolossalt, ja, er det rystende, at Jesus tillægger Ydmygheden saa stor Betydning, at den alene vejer fast alle andre Dyder op. Han maa jo mene, at Dygtighed, Karakterstyrke, Gudsfrygt er altsammen intet værd for den, der er i Hovmodets Vold.

Er det nu rigtigt? har Frelseren ikke for engangs Skyld taget fejl? er Forklaringen ikke den simple, at han, Tømrersvenden fra Galilæa, har set sig saa gal paa det hovne Plutokrati i Jerusalem, at det blot har været ham om at gøre at ramme det dødeligt?

Lad os betænke det jødiske Folks Skæbne. Hvorhen førte Farisæerhovmodet det ulykkelige Folk? Farisæernes stolte Tro paa ved minutiøs Opfyldelse af Lovens Krav at kunne binde den almægtige Gud saadan til sig, at Verdensherredømmet blev Jødernes, førte først til Fejltydning af Profeterne og Forkastelse af Jesus; dernæst og derfor til de endeløse Sammenstød med “Hedningerne", der førte til Elendighed, en Elendighed saa dyb, at intet andet Folk i Verden er kommet den nær, saa det forlængst havde været udryddet, om ikke just Ydmygelsen hvergang havde reddet en Rest.

Og lad os prøve en Stund at rette Blikket mod de store Personligheder i Verdenshistorien. Hvor ofte ser vi ikke, at Selvovervurderingen, at Hovmodet har slynget dem fra deres straalende Bane og bragt Ulykker og Rædsler over dem selv og andre, saa alt det gode, de havde udført, er blevet mere end udslettet derved!

Eller lad Tanken standse ved vor egen Kultur. Det var jo en frigjort Kultur. Den dyrkede Selvtilstrækkelighedens stolte Evangelium. Hvorhen har den ved denne formastelige Frækhed bragt sig selv? Vaander vore Hjerter sig ikke ved Anelsen om de unge Menneskeliv, der nu kastes ud til Gødning paa Europas Marker! En degenereret Abeart er Menneskeslægten. Saa langt har dets Hovmod ført det frem.

Han har ikke set galt, den Herre Kristus, han har ikke set galt, da han udnævnte vor Egensindighed til vort Livs og vor Sjæls farligste Fjende. Chr. Hansens Regnebog rækker for kort. Det er bedre at lære sig Regning hos Kristus.

Lad os takke ham for hans skaanselsløse Udfordring, da han stillede Tolderen op for Farisæerens Øje til et Eksempel. Hans Fortælling er en Novelle fra Landsbyen, men der er Verdenshistorie i den.

Hvad? har De ikke selv kendt Fru Jørgensen? Hjemmet skinnede af Properhed, Arbejdet føg hende fra Haanden, der var Orden, der var Velstand, og der var Foragt for Hansigne ved Bysjøvlen. For Hansigne hun overkom ikke Alverden, og der var halvsnusket i Krogene, og det kneb for Hansigne og Jørgen at faa det til at gaa rundt.

Men der var Hjertevarme og aabent Sind og aldrig et ondt Ord om nogen hos Hansigne, og Kaffen smagte godt af den skaarede Overkop. Ovre hos Fru Jørgensen var Kaffen kold, selv naar den dampede; for der var ikke Livsglæde skabt i det Hus.

I Rom sad Tiberius. De romerske Kejsere naaede det Maal af Hovmod, man kalder Storhedsvanvid. De troede, de var Guder. De er næsten glemte nu, huskes kun som Skampletter paa Menneskenavnet, medens han, Tømreren fra Nazareth, han, der var sagtmodig og ydmyg af Hjertet, hans Navn er, Aartusinder efter, endnu paa alles Læber og Verdens eneste Haab.

Mine kristne Venner, lad os lægge os paa Sinde Vorherres lille Anekdote om Selvretfærdigheden og den Selvforkastelse, der søger sin Oprejsning i Guds Naade.

Lad os huske hans Dom over for det, der stiller sig op i Templet og takker Gud for alt det Gevaltige, det har drevet det til.

Og over for vort eget Land og overfor vor egen Sjæl, lad os dær tage ved Ydmygelsens miskundelige Lære.

Vort eget Land — ja, naturligvis er for de store Lande Fristelsen til at stole paa egen Magt og Mængde stor. Men ogsaa smaa Lande kan faa Fedt om Hjertet af Selvtilfredshed og gejle sig selv op til at tro det fortjenstfuldt at lovprise sig selv. Førerne, der skal tækkes Folket, ser deres Fordel ved at udbasunere deres egne Bedrifter og skamrose Folket for dets Vaagenhed, dets Flid, dets Ligevægt og hvilke andre skønne Dyder, man med større eller mindre Smæld kan føre rundt i Manegen.

Og Folket kan virkelig lade sig bestikke og ende med at synes saa godt om sig selv og sin Indsats og takke Gud for, at det ikke er som de andre forfærdelige Nationer, Røvere, uretfærdige, Libertinere, og slet ikke som denne Farisæer.

Det er aldrig Kristenpligt at underkende sig selv. Men det er altid Kristenpligt at tage sit Medansvar for det Heles Fald. Ogsaa vi Danske har, om vi vil finde og vinde vort Liv igen, en Vandring for os frem til Bodsstedet: Fader, vi har syndet mod Himlen og mod dig; men giv du os af din Naade.

Og hvordan er det med dig, min Tilhører, har du ikke et eller andet Sted i dit Hjerte et Hovmod, du skal have kastet bort? Jeg ved, at Tingen er svær og indviklet; man kan ikke gøre sig ydmyg; man kan ikke komme og sige: I Gaar var jeg en Farisæer, men nu er jeg en Tolder, der ikke ved af anden Bøn end den: Gud, vær mig Synder naadig.

Nej, det kan man ikke. Den, der giver sig selv Attest som Tolder, vær viss paa, han er Farisæer. Enten bedrager han andre eller baade andre og sig selv.

Men vi kan lære at fatte Afsky for Hovmodet. Vi kan lære at hade og forfølge det hos os selv. Og da skal Guds Aand, som har selve Evigheden til sin Raadighed, opbygge Ydmygheden i os. 

Amen.

Kommentar: 

Denne prædiken stammer fra krigsåret 1941 og indgår i prædikensamlingen ”Ved Babylons Floder” fra samme år, med undertitlen ”Danske Prædikener”. Der er altså tale om en menighedsprædiken såvel som en litterær fremstilling, hvilket formentlig påvirker prædikenens form i form af et mere helstøbt, skriftligt manuskript.

Munk indleder prædikenen ved at sammenligne to uforenelige slags matematik. Guds regnebog og ”Christian Hansens Regnebog”. Her refereres til en meget udbredt serie af regnebøger med facitlister, udgivet i 2. halvdel af 1900-taller og brugt endnu på Munks tid, og som kendes fra udtrykket "Det er vist ikke helt efter Christian Hansens regnebog". (Kilde: Christian Glenstrup: Skolebøger - grundlag for vor viden). 

Uformidlet springer Munk til prædikenens næste led: en beskrivelse af farisæeren fra Luk 19. Der er tale om en generel beskrivelse, som bygger på den klassiske, kristne traditions diskrepans i forhold til farisæeren, en tilhænger af den jødiske, religiøse retning farisæismen. På den ene side repræsenterer farisæeren det værdige, moralske aspekt af jødisk dagligliv, idet farisæeren i sin religiøse iver og efter overholdelse af den jødiske Torahs lovbud er ”Indbegrebet af Agtværdighed i det israelitiske Folk”, ”Folkets Rygrad” og ”Kvalitetsmenensker”, hvilket farisæeren er sig bevidst. På den anden side tolkes farisæeren i kristen tradition, ”Børnelærdom”, som en hykler og ”skidt Karl” ud fra flere nytestamentlige passager.

Nu går Munk fra det generelle imod det specifikke og fokuserer på denne enkelte farisæer. Han må må formodes at være gudsfrygtig, hæderlig og ydmyg, idet han giver ”Gud Æren”. Han udmærker sig ved en balanceret selvbevidsthed, konsistens, ro og undgår kompromisser, ”Akkorden her i Livet.” Munk beskriver ham som et ”Herremenneske”, hvilket kunne konnotere til det 3. Riges retorik om ”Das Herrrenvolk” og de karakteristika om stoisk opførsel, som ideelt kunne knyttes hertil.  

Heroverfor står tolderen, som først nu introduceres. Som Munk påpeger, har tolderskikkelsen, modsat farisæeren, positive konnotationer i kristen tradition; ”vor Børnelærdom”. Som Munk anpriste farisæerens positive karaktertræk gør han nu det modsatte mod farisæeren, der beskrives som uhæderlig, lugtende, overdrevent nidkær, forkastelig i sin samtids øjne. I tjeneste hos ”Landets Fjender”, som i evangelietekstens kontekst var det Romerske Imperium, men som hos Munk konnoterer til besættelsestidens værnemageri, som foragtes af ”de nationalt tænkende”. Hermed opstiller Munk to typer eller positioner, som begge får et genkendeligt præg. I hvilket omfang de mulige referencer til besættelsestidens grupperinger er blevet opfattet sådan at menigheden/læserne og naturligvis uvist.

Farisæeren kommer, i modsætning til tlderen, hjemmevant i ”Guds Hus”, et udtryk, som peger imod den kristne kirke. Tolderen var mere hjemmevant på værtshuset. Munk udmaler perspektivet, farisæeren med sin taknemmelighed, ”Vinkelskriveren”, som identificerer en person, som arbejder juridisk uden bestalling, tolderen, lader som i en dilettantkomedie netop som om, han hørte til.

Da Munk nu har beskrevet situationen med både et datidige og samtidige lag vender han tilbage til regneprincipperne: Er tolderen virkelig Guds ideal? ”En sjusket og smudsig Muldvarpsjæl”, som kun på den 7. dag træder frem for Gud. Den dobbelte reference til den jødiske sabbats 7. dag og den kristne søndagsfejring. Men Munk konkluderer, at tolderen netop ikke skal forstås som et ideal. Ganske vist er retskaffenhed en kristen dyd, men Gud værdsætter diversitet og ydre fromhed em smukt, men Gud søger ”det nøgne Hjerte”. I hjertet repræsenterer farisæeren hovmodet, tolderen ydmygheden, og for Kristus opvejer ydmygheden farisæismens dyder. Dyderne mister betydningen for den, ”der er i Hovmodets Vold.” 

Denne tanke må Munk problematisere med spørgsmålet, om Kristi holdning mon blot er begrundet i antipati over for Jerusalems bedre borgerskab. For at diskutere dette går Munk til historien: Den jødiske historie afspejler for Munk, at ”Farisæerhovmodet” med sine dynamikker førte jøderne til en uholdbar storhedstanke. Gud blev forstået som bunder til jøderne og Guds profeter og sluttelig Kristus blev afvist. Kun Guds omsorg har reddet det jødiske folk. Måske udtrykker Munk her en brod imod zionismen, hvilket dog ikke her kan tolkes som antisemitisme. 

Hovmodet har ramt løfterige personligheder i verdenshistorien og har bragt ”Ulykker og Rædsler over dem selv og andre”. Her tænker Munk måske på Hitler og Mussolini, for hvem han i de tidlige 1930’ere nærede en vis reverens. Det gælder også i samtiden, hvor ”en frigjort Kultur” med ”Selvtilstrækkelighedens stolte Evangelium” har ledt til krigen, hvor ungdommen ”kastes ud til Gødning paa Europas Marker”. Det er uklart, om Munk med frigørelsen her sigter til den af ham forkætrede kulturradikalisme eller til aksemagterne.

Mennesket må lære at regne som Kristus i stedet for Christian Hansen. Hovmodet er ”vort Livs og vor Sjæls farligste Fjende” hvorfor beretningen fra Luk 18 trods sin forankring er af global betydning.

Nu udmaler Munk et hverdagsagtigt eksempel på tekstens dikotomi. Den propre og velhavende fru Jørgensen stilles over for Hansigne, der repræsenterer det modsatte. Dog har Hansigne hjertevarme, hvorimod hos fru Jørgensen gælder det, at her var ”Kaffen kold, selv naar den dampede”. Kaffen og kaffemødet afspejler hjertevarme og livsglæde, som sidstnævnte var blottet for.

Endnu et eksempel er kejser Tiberius, som med den romerske kejserkults guddommeliggørelses ”Storhedsvanvid” står i kontrast til tømrersønnen Kristus som ”sagtmodig og ydmyg af Hjertet” er verdens håb. Beskrivelsen er Kristi sindelag citerer fra Mat 11,29. 

Nu opsummerer Munk: Menigheden må huske på Guds dom over selvretfærdigheden overfor tolderens ”Selvforkastelse, der søger sin Oprejsning i Guds Naade.”

Det gælder også på det nationale niveau. Også et lille land som Danmark kan gribes af hovmodigt ”at stole paa egen Magt og Mængde stor.” Nationen kan få ”Fedt om Hjertet”, hvormed Munk understreger det livstruende. ”Førerne” kan overdrive egne bedrifter og skamrose folkets dyder, så det føres rundt som cirkusheste i manegen. Folket kan som farisæeren rose sig af egne, nationale dyder, takke for dyderne herunder, at de ”slet ikke som denne Farisæer.” Munk fremfører en klassisk, kristen morsomhed, hvor tolderen erstattes med farisæeren, hvorved det bliver tydeligt, at tilhøreren kan lulle sig ind i sit eget hovmod, blot med anden adresse. Munk benytter førerbegrebet, hvilket kan være en reference til det 3. Riges ”Führer”, Adolf Hitler, men må i flertal tolkes udvidende.

Danskerne bør ikke underkende sig selv, men må som ”Kristenpligt” vedkende sig ansvar. Folket har brug for at ”vinde vort Liv igen”, en reference til Mat 16,25, hvor Kristus opfordrer den troende til at opgive sit liv, for igen at vinde det. Folket må vedkende sig sin skyld og søge tilgivelse, for også tilhøreren har nok sit hovmod. Munk taler nu direkte til sin modtager: Munk ved, at det er svært at gå fra farisæismen til tolderstanden i sit indre. Den, som udråber sin egen uværdighed som tolderen, er i virkeligheden selv en farisæer. ”Enten bedrager han andre eller baade andre og sig selv.” Her er formentlig en brod imod en missionsk kristendom, hvor fremhævelsen af egen syndighed bliver et adelsmærke. I stedet må den enkelte modarbejde hovmodet i sig selv, hvorefter Helligånden i tidens løb, ”Evigheden til sin Raadighed!, vil skabe ydmygheden i mennesket.

Sigtet og strukturen i denne prædiken er ret simpelt og følger en klassisk, kristen tradition for tolkning af evangelieteksten fra Luk 18. Munk udvider dog temaet og indfører en historisk, en åndeligt-psykologisk og en national dimension. Da prædikenen formentlig først har fundet sin endelige form som bogmanuskript behøver man næppe problematisere fraværet af visse temaer omkring besættelsen, som i anden sammenhæng er typiske for Munks forkyndelse. Prædikenen er i sin litterære form indfældet i et korpus af andre prædikener.


Type:    Menighedsprædiken, besættelsesprædiken

Referencer:    Luk 18,9-14        Farisæeren og tolderen
Mat 11,29        Jases er sagtmodig og ydmyg af hjertet
Mat 16,25        At miste sit liv for at vinde det

Temaer:    Jesus, Kristus, nation, Danmark, farisæer, tolder, hovmod, ydmyghed