Kaj Munks prædikener - 1. søndag efter Trinitatis

Kaj Munk: Den rige mand og Lazarus

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 1. søndag efter Trinitatis, 1. tekstrække

Den rige mand og Lazarus
Valdemarsdag

Afholdt: 5. juni 1941

Prædiketekst: Lukasevangeliet 16,19-31

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet.

Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested.

Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

Prædiken:

Denne første Søndag efter Trinitatis falder i Aar paa en af vort Folks store Festdage, Valdemarsdagen, vor Flagdag. Havde det ikke været Tilfældet, var det rimeligt ud fra Teksten i Dag at have talt om Planøkonomien, set med Jesu Kristi Øjne. Det Spørgsmaal maa vi nu gemme til en anden Lejlighed. I Dag er det ikke muligt at holde Tankerne fra Fædrelandet. Siger Evangeliet her da noget til os om Danmark? Eller skal vi igen have en Præst til at drive Behændighedskunster for ved Indlægning i Stedet for Udlægning at aktualisere det gamle Ord?

Jeg vil ærligt sige til jer, at jeg behøver ikke at gaa i Trapezen, Vorherres Ord er af en evig Aktualitet. De er altid levende, kommer altid En i Møde. Hvad der end ligger dig paa Hjerte, du vil aldrig finde noget Goddag Mand, Økseskaft.

For mig staar det virkelig, som om der er noget, der snerter til mig og mit Folk i denne Skildring af den rige Mand, der klædte sig i Purpur og kostbart Linned og levede hver Dag i Fryd og Herlighed. Hvad galt var der i det? Historien betyder jo ikke, at Kristus vil Rigdommen til Livs. Han var ikke en Tølper fra Landsbyen uden Sans for de Værdier, Rigdommen kan skabe.

Vi véd, han kunde beundre Arkitekturen, kom gerne i de velstaaendes Huse, satte Pris paa, at der blev gjort Stads af ham, var madkær og gildesglad og gik altid selv nobelt klædt. Det var ikke Rigdommen, der var ham imod, men den golde Rigdom, den hjerte- og ansvarsløse Rigdom. Synet af den kunde gøre ham til Kommunist. Over for Besidderen, der forstaar, at det at eje forpligter, kalder han sig med Navn af Ven.

Vi vender altsaa Blikket mod vort Folk. Har vi været et Lazarus-Folk, et Folk af Lazaroner? Meget langt fra. Vi har kendt en Smule til Kriser — og hylet ynkeligt, som det ofte er Brug hos de rige, naar de synes, de ikke tjener nok. Vi har haft nok at bide og brænde, alle Mand; og har vi ikke ligefrem klædt os i Purpur og kosteligt Linned, har vi desmere klædt os i Ford og Chevrolet.

Vi har altsaa i høj Grad hørt til de besiddendes Lag. Hvordan saa med Sansen for, at det at eje forpligter? Lad det endnu engang blive sagt rent ud: det danske Folk har været et pjattet og overfladisk Folk. Ja, vi har været pjattede og overfladiske. Der er meget godt at sige om os, men det er ogsaa nødvendigt engang imellem at faa det andet frem. Lad ikke Profeternes Ord drukne i Skaaltalernes.

Vi har leget os fra Livets Alvor. De store Krav laa uden for vor Dør, Kravet om Gudsfrygt, om Selvdisciplin, om Offervilje for Landet. Men vi lod dem ligge som uhumske Lazarusser, hvis Saar Hunde kunde slikke; vi vendte os til vort Liv i Lyst og Letsind igen: det gaar nok i vor Tid, og Pokker skulde sørge for Resten.

Den rige Mand døde og blev begravet og slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine.

Det er næsten ikke til at forstaa det, og det er næsten ikke til at sige det, men det gik jo ogsaa, os saadan. Letsindet fik ikke Ret med, at det gaar nok i vor Tid. Det gik ikke i vor Tid.

Han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine.

Kære, kristne Menighed, lad os standse længe ved det Ord Pine. Det er et raat og hæsligt Ord. “Lidelse” det er der Filosofi ved, Romantik, om man tør, det er ikke fri for at være et fint Ord, lyst i Kuld af store Aander. Men Pine, det er bare det, at det gør ondt, og bliver ved at gøre ondt, aah, saa rent haabløst, haa, haa, haah. Ingen af os vil ønske sig Pine. Ingen. Og alligevel ... alligevel ...

Naar jeg spørger mig selv om, hvordan det dog skal gaa til, at mit Folk skal vækkes, saa ved jeg ikke, om der er nogen anden Vej. Og jeg synes, at jeg ude hos Folket begynder at spore en spirende Fornemmelse af det samme. “Vi var kommet for højt op,” hedder det paa jævnt Dansk. Men endnu er der jo mange her til Lands, der tror, at Lidelse er, at Lyntogene ikke kører mere, og Bilen staar paa Klodser, og Kaffen er erstattet med Tungen ud ad Vinduet.

Og saa med at læse Krigsbøger om, hvordan andre har det. Det er næsten det uhyggeligste. Man nyder Frankrigs Sammenbrud til den sidste gode Cigar. Man læser om og beundrer Finnernes haabløse Kamp mod Overmagten, medens man for sit eget Lands Ære slet ikke har villet røre en Finger til andet end at korse sig ved Tanken.

Den rige Mand har anskaffet sig Kikkert til interesseret at studere Lazarus uden for Porten.

“Men da han omsider i Dødsriget slog sine Øjne op, var han i Pine.” Det var ikke saadan noget fint noget som Lidelse. Det var ikke Tvivl og Anfægtelser og Anger og andre aandelige Upasseligheder. Det var grov kødelig Av. Rent ud sagt: Tørst. Det store Sold var endt. Det var Dagen derpaa. “Fader Abraham, forbarm dig over mig, send Lazarus, lad ham dyppe en Fingerspids i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue.”

Hvem skulde tro, at denne Champagnegreve kunde naa til at tigge om Vand, blot saa meget, som kan ligge paa en Negl, Lazarus' sorte Negl.

Hvad venter der vort Folk forude? Ikke blot Samvittighedsnag og Omvendelseskval, ikke blot Hjernekneb, men Mavekneb?

Kan vi undgaa det? Kan vi tage os sammen nu? Skal vi bede om en ny Vækker i Danmark? Hvad svarer Aanden os? I har Grundtvig, I har Vilhelm Beck, I har Stormænd af Aand som kun faa Folk i Verden. Tror I ikke dem, saa tror I heller ikke, om jeg igen lod en Aandshelt fødes iblandt jer.

Og vi maa give Aanden Ret. Der er talt til os saa ofte, saa varmt og saa myndigt, at vi aldrig kan forklage os over, at vi vidste ikke bedre. Vi maa tilstaa, at vi ligger, som vi selv har redt.

For vi har spillet Bold med alle Livsværdier, vi har strøget det Ord hellig af vort Sprog; vore Kirker stod tomme, vi tillod vore Præster at tale til os uden Ild; vi vidste ikke, vi havde et Fædreland; vi kaldte dem for Idioter, der lod sig styre af den Tro, at Liv betyder Offer; vi mente, at vi i Stedet for at kæmpe kunde nøjes med at debattere.

Oh, Herre, vor Synderegning er stor.

Har Evangeliet da intet Trøstens Ord til os i Dag?

Nej, det har det ikke. Saa strengt er det. Findes der nogen Trøst i det, da ligger den i Tavsheden, i, at der ties om den rige Mands evige Skæbne.

Blev han i Dødsriget i Pinen til evig Tid? Det er ikke sagt.

Og saadan er det jo ogsaa vor kvælende Uvished og Angst for Danmark: er det Døden, dette, uigenkaldelig Døden denne Gang, eller er der Mulighed for en Opstandelse?

Vi véd det ikke. Og det blev den kværkende Spænding for dette danske Slægtleds Liv.

Vi véd det ikke. Men som troende Mennesker véd vi, at vi har ikke Lov til at regne med den Mulighed.

Helligaanden vil levendegøre for os de stærkeste Ord fra baade den gamle og den nye Pagt.

“For Gud er alle Ting mulige.” “Her gælder det de helliges Udholdenhed og Tro.” “Søg, saa skal I finde, bed, saa skal der gives jer, bank paa, saa skal der lukkes op.” “Hvor skal jeg flygte bort fra dit Ansigt? farer jeg til Himlen, saa er du der; reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg fly til det yderste Hav, da skal ogsaa der din Haand finde mig, og din Højre holde mig fast.”

Vi beder om, at disse Ord maa faa Lov til at gælde ogsaa for vort Fædreland, det dyrebare. Vi har ikke Mod til at bede om Pine. Og dog beder vi om, at vi, her i Dødsriget, maa opleve det, der gør saadan ved os, at Gud igen kan se til os i Naade, saa en ny Aand kan tage Bolig i vort gamle Folk, og vi kan rejses af Graven til en Genfødelse, et nyt Liv. — Det er Valdemarsdag. Dannebrog vajer over vort Land. Paa denne Dag for 722 Aar siden i et Øjeblik, da det gjaldt Liv eller Død for Konge og Hær, dalede det ned til os fra Himlen. I over 700 Aar har det draget vore Øjne opad. Maatte det, nu vi er i den dybe Dal, vinke os op til Livet! maatte dets hvide Offertegn rense vort Blod, saa det atter bliver sundt og rødt!

Amen

Kommentar:

I denne prædiken tager Munk sit afsæt i både søndagens evangelietekst, beretningen om den rige mand og Lazarus fra Luk 16, og den nationale festdag valdemarsdag. Sammenfaldet af valdemarsdag og 1. søndag efter Trinitatis er en kærkommen lejlighed for Munk til at italesætte betragtninger omkring det danske folk, folkets ansvar og dermed koblingen mellem det nationale og Guds ansvarliggørelse af individet i nationen.

Munk indleder med at konstatere, at det er Danmarks flagdag, valdemarsdag. Munk kunne i prædikenen, nævner han, have tiltalt et samtidigt, politisk spørgsmål, nemlig den under besættelsen indførte planøkonomi, som regulerede varetildelinger, råstoffer og prisniveau bl.a. med det formål at begrænse sortbørshandelen. Formentlig et indgreb, som for tilhøreren såvel som læseren i prædikensamlingen ”Ved Babylons Floder” (1942), i hvilken denne prædiken er aftrykt, har været af betydning for hverdagen. Munk beklager eksempelvis flere gange i sine prædikener, at hans elskede bil må stå opstaldet pga. benzinrationering.

Munk vil imidlertid en anden vej. Det politiske, som potentielt kunne være blevet diskuteret i prædikenen ud fra et religiøst perspektiv, ”set med Jesu Kristi Øjne”, udsættes til fordel for det mere væsentlige: fædrelandet. Munk spørger retorisk, om ”Evangeliet”, forstået formentlig både som dagens evangelietekst og som det kristne kerygma i central betydning. Evangeliet siger noget om Danmark, alternativt ville præsten tale udenom, og ”drive Behændighedskunster for ved Indlægning i Stedet for Udlægning at aktualisere det gamle Ord.” Udlægningen er primært determineret af teksten, hvorimod en indlægning vil være en påførelse af teksten uvedkommende temaer, som dermed problematiserer prædikenens konsistens.

Guds ord er evig aktuelt, formentlig forstået som både den bibelske tekst og præstens udlægning. Munk har formentlig også en uudtalt reference til Hebr 4, 12, i forhold til at Guds ord er levende: ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.” Guds ord, som her næppe skal forstås i Johannesprologens betydning af Kristus som Guds ord (Joh 1) er meningsfuldt, modsat den kendte talemåde ”Goddag mand, Økseskaft.”

Munk tager nu livtag med teksten. Den rummer en smertelig indsigt både for det danske folk og prædikanten. Problemet ligger ikke i den rige mands rigdom. Problemet ligger i, ”den golde Rigdom, den hjerte- og ansvarsløse Rigdom.” Hermed ses et glimt af den sociale indignation, som Munk trods sin politiske konservatisme jævnligt lod skinne igennem. Selv Kristis kunne blive kommunist ved synet af den uansvarlige rigdom.

Kristus selv var dog jf. Munk både ”madkær og gildesglad”, gik pænt klædt og satte pris på arkitektur. Det sidste postulat er der næppe meget bibelsk belæg for, men det passer i Munks visualisering af Jesu karakter og psykologi. Han var ”ikke en Tølper fra Landsbyen”, et udtryk som muligvis har provokeret i Vedersø, men han havde sans for det æstetiske. Det var ikke den rige mands liv i luksus, som fordømte ham, men dette, at han ikke anerkendte, ”at det at eje forpligter.”

Munk problematiserer nu, hvovidt det danske folk bør identificere sig med Lazarus eller den rige mand. Nok har der været krise i Danmark og utilfredshed. I den sammenhæng kan tænkes på 1930’ernes økonomiske depression. Alligevel har der været tilstrækkeligt af de væsentlige fornødenheder, og tilmed biler. Munk ejede selv biler af mærkerne Ford og Chevrolet. Danskerne kan dermed snarest forbindes med den rige mand. Danskernet har været ”pjattede og overfladiske og ”leget os fra Livets Alvor.”

Munk harcelerede andetsteds kraftigt mod den danske nedrustningspolitik op til besættelsen, men nævner ikke temaet konkret her. Danskerne har ladet nogen ”ligge som uhumske Lazarusser” ved ikke at føle det guddommelige ansvar, ”Kravet om Gudsfrygt, om Selvdisciplin, om Offervilje for Landet.” Måske tænker Munk med Lazarus på især det norske folk, som jævnligt opfattes med en særlig veneration i Munks forkyndelse. Besættelsen af Norge indledtes samme dag som i Danmark, men nordmændene udviste en større forsvarsevne og –vilje.

Dommen over den rige mand ligner Munk med den danske tilstand. Pludselig vågner den rige i pine og har ligesom danskerne erfaret, at det ikke var tilstrækkeligt at handle letsindigt. Danskerne er under besættelsens pine. Munks dobbelte brug af udtrykket ”vor Tid” kan være et reference til Müncehnaftale, fra 1938, hvor den britiske premierminister Neville Chamberlain og den franske premininister Édouard Daladier, undertegnede en fredstraktat med Hitler. Denne blev snart Chamberlains berømte deklamation:  ”peace in our time”, ”fred i vor tid”. Hvilket jo i 1941 tydeligt var modbevist.

Munk diskuterer nu begrebet pine, som i modsætning til termen lidelse, som kan forstås romantisk og filosofisk kun har negative konnotationer. Alligevel er Munk ved at ønske pine for landet, så det vågner op. Lidelsen er nu, i en folkelig forståelse, at der ikke er lyntog og benzin, og at kaffeerstatningen er ”Tungen ud ad Vinduet.” Samtidig er interessen for krigen til stede ved lekture, som giver gys sammen med beundring for de kæmpende lande, her Frankrig og Finland. Man vil ikke selv tage kampen op, og nyder gyset ved krigshandlingerne ”til den sidste gode Cigar.” Den rige mand beskuer Lazarus’, det kæmpende Europas skæbne, distanceret, som med en kikkers perspektiv.

Den rige mands opvågnen til pine var dog det, som erkendelse af virkeligheden. Det var ikke ”Tvivl og Anfægtelser og Anger og andre aandelige Upasseligheder”, men derimod det fysiske ubehag. ”Tørst. Det store Sold var endt. Det var Dagen derpaa.” Dagen ovenpå mellemkrigstidens skødeløshed, kan der formentlig tolkes, og solden er betaling for skødesløsheden. Måske refererer Munk med termen ”Sold” til Rom 6,23, som i Munks nytestamentlige bibeloversættelse fra 1907 skriver, at ”Syndens Sold er Død, men Guds Naadegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre.” I 1992-oversættelsen er udtrykket ”Sold” erstattet med ”løn”.

Den rige mand er en ”Champagnegreve”, som først vågner ved pine og tørst og først da råber på hjælp. På samme måde må det danske folk forvente ikke blot de kristne emotioner ”Samvittighedsnag og Omvendelseskval”, men også de virkelige konsekvenser, eksemplificeret med ”Mavekneb”, som naturligvis må tolkes udvidende.

Munk diskuterer, om det kan undgås, om Danmark kan vækkes, om Gud ved Helligånden vil give en vækkelsesskikkelse. Landet har haft dem, Munk henviser til Grundtvig og til Vilhelm Beck, Indre Missions mest kendte formand. Hvis ikke danskerne skulle lytte til dem, hvordfor skulle de så lytte til en ny profet? Munk spiller her på evangelieteksten, hvor den rige mand beder om, at der bliver sendt en budbringer til hans brødre, så de kan undgå en tilsvarende pine. Men Guds Ånd afviser, I Munks prædiken, fordi danskerne har fået mange advarsler, og nu må bære konsekvenserne. ”Der er talt til os saa ofte, saa varmt og saa myndigt, at vi aldrig kan forklage os over, at vi vidste ikke bedre.”

I Munks videre prædiken ser vi, at besættelsen for ham er mere end politik. Den har at gøre med, at danskerne har været skødesløse i forhold til livsværdier, har nedvurderet den kristne tro, ikke gået i kirke, eller har ladet præster ”uden Ild” tale. Der har manglet respekt for den formaning som er kommet til folket, som har valgt at debattere frem for at kæmpe. Derfor har danskerne en stor skyld overfor Gud, hvorfor dagens evangelietekst og prædiken ikke har til hensigt at trøste.

Giver teksten fra Luk 16 håb skyldes det kun, at den ikke udtaler sig om den rige mands evige skæbne, blot om nuet. Måske er det muligt med en opstandelse for Danmark. For Munk er det dog usikkert. Formentlig vil Munk ikke udtømme den i prædikenen opbyggede spænding ved at indføre et simpelt nådesmotiv. Alligevel henviser Munk til adskillige løfterige skriftsteder. Om Guds almagt i Mat 19,28 eller parallelt Luk 18,27, hvor en rig ung mand konfronteres med Jesu kald. Citatet om udholdenhed og tro kan referere til adskillige skriftsteder. Bjergprædikenens løfte Mat 7,7 om bøn og Sl 139,7-10 om Guds evige nærvær.

Mennesket har ikke mod til at bede om pine, men Munk beder om at det danske folk, der som den rige mand er i ”Dødsriget”, en allusion til besættelsen, må opleve at komme ud af ”af Graven til en Genfødelse, et nyt Liv.”

Til slut diskuterer Munk temaet omkring valdemarsdag og Dannebrog. Der henvises til Guds indgriben ved slaget i Estland i en fjern tid. Når tilhøreren ser op på Dannebrog kan den røde dug stå for blodet, formentlig en henvisning til krigen og kampen, hvorimod det hvide kors, et ”Offertegn”, kan rense lutre blodet, så det bliver ”sundt og rødt”, formentlig i forhold til det iltfattige blod, som har en mindre prægnant rød farve.

Om prædikenen

Type:            Besættelsesprædiken, formaningsprædiken
Referencer: Luk 16,19-31          Den rige mand og Lazarus
Temaer:        Den rige mand, Lazarus, besættelsen, helhjertethed, konsistens, kamp, pligt, ansvar