Afholdt:
31. januar 1926
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 25,14-30
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
Prædiken:
Jeg synes, det er saa længe siden, at jeg har holdt en mandig og kraftig Prædiken, at jeg bør gøre det i Dag. Der kan tales saa længe og hældøret om Guds Faderkærlighed, at Evangeliets voldsomme Toner fortones. Lad mig da i Dag oprette, hvad jeg i den Henseende kan have forsømt. Og lad det vrede Ord om den unyttige Tjener da ramme vort Øre i Dag, jert og mit, om det ogsaa maatte kunne naa vort Hjerte, jert og mit.
Og det skal I da vide, alle I i dette Sogn, som jeg er sat til at forkynde Ordet for, at der er ikke en eneste af jer, uden at der er ham eller hende et Pund betroet. Og lige saa skal I vide, at der ikke er een eneste iblandt jer, uden at der for ham eller hende vil komme en Regnskabens Time for dette Pund — tror I det ikke? Rejs jer op og sig det, rejs jer og ræk Hænderne i Vejret, I, der tør det: og sig det: jeg skal ikke dø.
Kast saa — endnu i Dag lever I jo, men om I rammes af Hjerteslaget, af Blodproppen, af Lammelsen i Nat, det ved I ikke — kast saa i Dag, siger jeg, mens I endnu har Timen, et Blik, et Skøn hen over Regnskabet, hen over Forvaltningen af det Pund, du fik! Hvad er det for noget, at du, der selv er døbt og konfirmeret og har ladet dine egne Børn døbe, at du undskylder dig med, at Religionen ikke ligger for dig og derfor lader være med at lære dem en Aftenbøn? Er det saadan, du forvalter dit Pund? Hvad er det for noget, at du daglig beder dit Fadervor, beder: Forlad os vor Skyld, som ogsaa — og saa gaar du dog med gammelt Nag i dit Hjerte og kan ikke glemme og ikke tilgive din Nabo den Krænkelse, den Tilsidesættelse fra i Fjor. Er det saadan, at du forvalter dit Pund? Og du vil i Himlen
Hvad er det for noget, at du lever midt i et gammelt kristent Land, hvor Klokkerne kalder Søndag efter Søndag til Sang og Prædiken og det at samle sit Sind i Alvoren og Højtiden, men du sidder hjemme — med dumme Undskyldninger — du har saa langt til Kirke, ikke sandt, og det er daarligt Føre, og du faar smænd heller ikke noget ud af at komme her? Min Ven, du har ogsaa langt til Himmerige, men Vejen til Helvede er brolagt. Og hvorfor faar du ikke noget ud af at komme i Kirke — du skulde skamme dig, at du har forplumret dit Sind saadan, at du faar alt for lidt ud af din Kirkegang. Og du skulde tage fat paa at øve dig fra nu af paa at blive indstillet. Du skulde ikke gaa her iblandt os og være med til at gøre Sognet kedeligt og Menigheden sendrægtig. Og du skal vide og høre det i Dag, at det er blevet til alt for megen Søvndysselse med denne Gudfaderreligion, men at der er ogsaa Ord af Jesu egen Mund, der taler om en Strenghedens Herre, der høster, hvor han ikke — — og samler, osv.
Og du, som lever midt i et gammelt kristent Samfund, hvor Frelsen tilbydes dig daglig, vil du gaa i din Grav og oprejses paa den yderste Dag og møde din Dommer uden at have taget mod dette Tilbud? Og du, der hører til et af Verdens mest oplyste Folk, kan du ikke se, hvor det er aandsfortærende og dumt, at I ikke, naar vi kommer sammen, ved noget bedre end disse evindelige Kort?
Unyttige Tjener — er det den Betegnelse, du længes efter at høre af hans Mund, den Herre, du er døbt til — kast ham ud, siger han endog.
Eller vilde du ikke hellere barnlig æske Naadelønnen:
Vel, du gode og tro Tjener.
Amen
Kommentar:
Munks prædiken om de betroede talenter, i Munks udgave de betroede pund, fra Mat 25 er en stærk formanings- og omvendelsesprædiken. Der er flere af denne kategori fra Munks hånd, men det er ikke hans foretrukne genre.
Derfor giver det også god mening, når Munk i indledningen anfører, at ”det er saa længe siden, at jeg har holdt en mandig og kraftig Prædiken..” Han har selv talt for længe uden fokus på ”Evangeliets voldsomme Toner”, hvilket han vil rette op på. Munk nævner, at der kan tales ”længe og hældøret om Guds Faderkærlighed”. Med hældøret er der formentlig en skjult reference til grundtvigianerne, for hvem udtrykket hældører stedvis var et spotteudtryk mod de indremissionske.
Munk stiller sig solidarisk med tilhøreren, for også han har brug for at høre det ”vrede Ord om den unyttige Tjener”, hvormed Munk antyder, at det ikke er de to ansvarlige og roste tjenere, Munk vil prædike over. All, også i Vedersø Sogn, har fået et pund, et talent, betroet af Gud. ”En Regnskabens Time for dette Pund” er på vej, og regnskabsaflæggelsen vil ske ved livets afslutning.
Munk tiltaler direkte menigheden og konfronterer dem til håndsoprækning. Hvem skal ikke dø, og dermed foran Guds domstol? Det er næppe sandsynligt, at Munk forventede nogen fysisk aktivitet som respons. Menigheden skal overveje og prøve sig selv: dåbsforældrene, som ikke beder Fadervor med sit barn, Den, som selv beder sit Fadervor, men som holder fast i utilgivenhed og krænkelse. ”Er det saadan, at du forvalter dit Pund? Og du vil i Himlen.” slutter Munk afsnittet. Menighedens afgørelse har evighedskonsekvens.
Munk udvider sin kritik til at omfatte de, som i ”et gammelt kristent Land, hvor Klokkerne kalder Søndag efter Søndag” holder sig fra kirke med dårlige undskyldninger. Ja, føret kan være dårligt til kirken og ”Min Ven, du har ogsaa langt til Himmerige”, bekræfter Munk, men angriber samtidig mageligheden, for ”Vejen til Helvede er brolagt”, forstået i modsætning til den plørede kirkesti,
I det hele taget er det menneskets indstilling, der for Munk er problemet. Alborten og gejsten mangler. Dermed er vedkommende med til at gøre ”Sognet kedeligt og Menigheden sendrægtig.” Munk har her ansatser til de elementer af opmuntring til opflammelse af troens ild og engagement, som fylder en del i andre prædikener. Menigheden dyses i søvn af ”denne Gudfaderreligion”, som ikke kendes ved Gud som ”Strenghedens Herre”, med en reference til høstmotivet i Mat 25. De strenge ord er også ”Ord af Jesu egen Mund”. ”Ordet af Herrens egen mund” henviser til et grundtvigsk dogme om Den Apostolske Trosbekendelse som givet ordret til menigheden af Kristus. Da ”Gudfaderreligion” var været en mindre flatterende beskrivelse af grundtvigianismen er det tydeligt, at Munks brod her er netop imod den grundtvigske teologiske tradition, som lagde stor vægt på Danmark, som ”et gammelt kristent Samfund”.
Munk taler, i modsætning til den grundtvigske, folkecentrerede tilgang, hovedsageligt til individet. Frelsen beskrives som det tilbud, den enkelte må tage imod inden Gud som. Nok er danskerne ”et af Verdens mest oplyste Folk”, måske endnu en brod til den grundtvigske oplysningstanke, for menigmands fokus er på kortspil, formentlig hasard, hvilket er ”aandsfortærende”, netop det modsatte af det åndsopbyggende i et grundtvigsk univers.
Den enkelte i menigheden stilles overfor afgørelsen. Munk taler i 2. person. Munk går åbenbart ud fra, at menigheden skal forstås i billedet af den unyttige tjener, for der levnes kun to muligheder: enten at tage imod Guds dom, eller at påkalde Guds nåde som et barn, ”æske Naadelønnen”, altså bede om den løn, man ikke har fortjent. ”Nådeløn” er et kendt, kirkeligt udtryk fra bl.a. den kendte salme ”Nu takker alle Gud” og må derfor forventes kendt af menigheden.
At Munk i indledningen understreger, at tekstens budskab også er rettet mod ham selv, at der indflettes et ”min Ven” og at der selv for den unyttige tjener er tilgivelse at få understreger, at der er nok er tale om en vækkelsesprædiken, men ikke en domsprædiken som så. Munk taler med en ”mandig og kraftig Prædiken”, men med inklusionen, ikke eksklusionen som formål.