Kaj Munks prædikener - 2. søndag efter Helligtrekonger

Kaj Munk: Brylluppet i Kana

Kaj Munk Forskningscentret udgiver til hver søn- og helligdag en Kaj Munk-prædiken. Prædikenerne redigeres og kommenteres af Christian Grund Sørensen og publiceres på Kirke.dk

Prædiken til 2. søndag efter Helligtrekonger, 1. tekstrække

Afholdt:19. januar 1941 i Vedersø Kirke
Udgivet i ”Med Ordets Sværd”, 1942

Prædikentekst: Johannesevangeliet 2, 1-11

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Prædiken

Denne Historie om Jesus ved Brylluppet i Kana den maa bestemt passe. Den er saa usandsynlig, at den aldrig kan være opdigtet. Hvor er vi dog Apostlen Johannes, det kære gamle Menneske, hvor er vi ham dog taknemlig for, at han — og han alene — har husket, at Jesu Undergerninger begyndte paa denne festlige og værdige Maade. Ellers er det jo gerne Syge, der skal hjælpes, og Sultne, der skal mættes, og bange, ulykkelige Sjæle, der skal have Trøst og Styrke. Men selve Indledningen til alle disse Barmhjertighedsgerninger er altsaa et Mirakkel, der strengt taget er overflødigt og bare tjener til at skabe forøget Festlighed. Det er det, jeg kalder for guddommelig Kaadhed. Jesus er saa ung endnu, at det sprutter med Livsglæde fra ham. Det er maaske det eneste Exempel, vi har, paa, at han ogsaa kunde være en Gavstrik — saadan som en god Søn kan have lidt Løjer med sin egen lille Mor. For sikke han optræder imod hende! brøsigt og affejende. Men der er et Blink i hans Øjne, hun kender. Derfor hvisker hun til Tjeneren: Gør, hvad han siger til jer.

Og se, der har vi Brud og Brudgom, de hænger noget med Ørene; den skal nu klæbe til dem for hele Livet, denne Skandale, at ved deres Bryllup slap Vinen op. Ak! var man dog Maler! Se nu Bruden! Unge Kvinder er jo næsten altid søde, men sødest er de som Brud — ikke dem paa Raadhuset, for de er jo ikke Brude, de er bare Kontraktunderskrivere! Hvilken festløs og billig Tid vi lever i: at snyde en ung Kvinde for at være Brud! Snyde hende for Kirke og Orgel og Blomster og den hvide Kjole og Slør og Myrter og hvad der er det værste: Vorherres eget Haandtryk.

Er der noget saa skønt som en Brud? Det skulde da lige være hende igen, den Tid derefter da hun gaar og skal have sit første Barn og er saa grim, at man næsten maa tilbede hende; det er Skønheden, der er drejet over Gevind, saa højt er den naaet, en Skønhed paa eengang højere og dybere end Æstetikkens.

Og der staar Jesus. Skal vi fordriste os til at prøve paa at følge hans Tanke. Maaske det dog har givet et lille Sæt i ham, da Marie kom med sin urimelige Bøn. Han har bare tænkt: “Mor er tosset! hun forkæler mig, saa hun tror, vi tør ulejlige Far heroventil med Narrestreger.” Men saa har han set hen paa Bruden og er blevet fuldstændig besejret. Nej, nej, det kan ikke være Guds Mening, at denne søde Pige skal have saa dybt et Skaar i Glæden paa sit Livs største Festdag. Og han har spurgt Gud, og han har mærket i sit Hjerte: “Jo, det gaar an; fordi jeg, Guds Søn, er til Stede, skal alt forløbe i fuldendt Fryd og Gammen, saa det skal rygtes til alle Tider og Slægter, hvordan det gaar til, naar jeg er med.” — Lidt i Baggrunden skal vi have et morsomt Billede af Køgemesteren, der er ganske ædru, og for hvem det hele dog render rundt. Og det er ikke til at undres over, for der kommer de slæbende med noget, de har øst op af Vaskefadene, og saa er det — jamen det kan jo aldrig i Evighed passe! det er Vin, det er min Salighed den fyldigste Vin!

Og hvis man nu var rigtig modig, som de gamle Mestre jo var, saa malede man et lille Hul i Himlen oven over Kana, og der sad Gud oppe og saa med Velbehag ned paa sine glade, sorgløse Mennesker. Man skulde kunne se paa ham, at han var ret inderlig tilpas med, at han havde taget sig sammen til at træffe den Beslutning, at i Dag maatte det gaa til lidt udenfor Reglerne. Skal der være Gilde, saa lad der være Gilde. Naar nu Marie, den blufærdige, var fræk nok til at ønske det, og min egen Dreng bad mig om det, og det er saadan to pæne unge Mennesker, der tydeligt er meget glade for hinanden, saa er jeg ogsaa glad ved, at jeg reddede dem fra Fadæsen og gav dem en Bryllupsgave, de vil takke mig for i al Evighed.

Ja, saa naivt vilde jeg male det. For saa naivt har jeg følt det sommetider i min Kirke, naar jeg viede et Par, der holdt meget af hinanden. Saa syntes jeg, det var Jesus selv, der stod hos mig og gav dem sin Velsignelses kostelige Vin, og Gud selv, Samfundets store Gud, vores allesammens gode Far i det høje, saa fornøjet ned til sin gildesglade Menighed, som i Dag var trukket i Kisteklæderne til Ære for de to unge af deres egne, ja, han ser med Velbehag og glæder sig over deres unge Lykke og siger Amen til Velsignelsen, at de kan stifte et godt kristent dansk Hjem og holde sammen i Slid og i Fest, i Magsvejr og Modgang, holde trofast sammen Livet igennem, som Landsbyfolk jo gør det, fordi det er deres Guds Vilje, d. v. s. det eneste naturlige.

Hvordan mon det gik det Brudepar i Kana sidenhen? Jo, de blev naturligvis ved at se hinanden dybt ind i Øjnene, og Kyssene smagte lige saa friske paa Sølvbryllupsdagen som det kvarte Aarhundrede før. De gjorde Pokker, gjorde de. Hvem ved, om hun ikke er blevet lidt lad med Aarene (for hvad? slap Vinen op, saa var det jo da sket engang før, at der kom noget nyt af sig selv!). Og maaske han fik Hang til at pimpe en Smule (for den havde jo smagt svært godt, den sidste Forsyning paa Bryllupsaftenen) og saa blev der jo Ballade i Hjemmet. Vilde de saa rende fra hinanden? Maaske de har truet med det. Men de vidste udmærket, at det var ganske udelukket. Hvorfor var det udelukket? Fordi — ja, fordi de hørte jo hinanden til. Der laa en Flaske nede i Kælderen af Jesu Bryg, og den skulde de tømme i Fællesskab. Og naar de havde været allermest Uvenner, saa fik de Flasken op, og hun skænkede en Snaps for sig og en for ham, og saa klinkede de og drak og sagde Ah og sad lidt og snakkede med hinanden, og saa var den Nat gaaet lige paa et Kvarter. Hvad var det, den Vin smagte af? De kunde ikke hitte ud af det. Men jeg ved det godt. Den smagte af Hellighed. Der var noget helligt ved deres Ægteskab; Jesus havde været til Stede, den Aften det blev stiftet, og givet dem sin Vin. Der er ikke noget, der binder som det hellige.

Der er ingen Mennesker, der skal bilde mig ind, at de Folk, der “vies” paa Raadhuset, er rigtig gift. De har indgaaet en Kontrakt med hinanden, og en Kontrakt gælder saa længe, som — ja, det kan De spørge Statsmændene om. Nuvel, man behøver heller ikke at være rigtig gift for at være gift. Det kan gaa udmærket uden. Men Kristne de er ikke saa dumme, at de plaprer af sig, at det at gifte sig, det er en Sag, der bare angaar Katrine og mig. Det at et Hjem stiftes, er tilvisse en Sag, der i høj Grad ogsaa angaar Stammen, og hvordan skulde Gud, der er Samfundets Gud og de døbtes Far, være uinteresseret i den Begivenhed, der er den mest indgribende i vor Tilværelse næst efter Fødsel og Død? og Kristenfolk, der ved, at i Gud lever, røres og er vi, hvordan kan de ønske at lukke Gud ude paa deres Bryllupsdag?

Sandheden er jo den, at for moderne Mennesker er Ægteskabet ikke længer den livsvarige Forbindelse. Nu flytter vi sammen, og saa ser vi, hvordan det gaar. En skamløs Slægt vandrer paa vore Gader. Det hellige i Livet er kasseret, det gaadefulde ligger udkrammet og illustreret paa enhver Boghandlerdisk, det intime er slaaet op paa Indersiden af Kafédørene, alle ved om alle, hvordan de er i en Seng. Luxus, moderne Bekvemmeligheder, Barnløshed har gjort Husfruens Hænder og Sjæl ledige, og da Livet skal bruges til noget, nu man, uvist af hvilken Grund, har faaet det prakket paa, saa kan man jo gaa ud paa den spændende Jagt efter en større eller dog anden Varme end Centralfyrets derhjemme.

Er det for haardt sagt? Gudskelov er det det. Og dog er det sandt, at Japanernes Chance er ikke, at Europa har for faa gode Bombemaskiner, men: for mange daarlige Ægteskaber.

Det gamle sunde kristne Ægteskab — Gudskelov, det trives iblandt os endnu, og det vil komme paa Mode igen. Det begyndte vel, som naturligt er, med Blodets unge Vin, men det vidste, at det var helligt, og det nøjede sig ikke med at stifte sig selv, det stiftedes ogsaa i Himlen. Kanske der kom Tider, da Vinen slap op, men Ægteskabet slap ikke op, det var grundet for Livet, og for Livet skulde det vare. Bitre Kvinder sad ikke hen med officielt Kassationsstempel paa deres Legeme, Mænd løb ikke grassat for at finde en ny Kone at tage til Takke med som Hævn over den gamle, der var stukket af fra dem, Børn drev ikke rodløse rundt som Ofre for Skalpejagt. Og hvor var det smukt at se et gammelt, værdigt, prøvet og lutret Ægtepar. De havde elsket hinanden ungt og hedt, havde følt Blodets Baal blive til Emmer og Trofasthedens Arneild tænde sig som dets Afløser, de havde haft Sammenstød og været bitre paa hinanden, maaske ogsaa svigtet hinanden og saa fundet sammen igen. Nu var Kanter slebet af, Tilpasning havde fundet Sted, de var begyndt at ligne hinanden ogsaa i det udvortes. Og Børnene kom paa Besøg, og Hjemmet var endnu deres Livs faste Borg, og Børnebørnene larmede ind og blev strax uvilkaarligt lidt stille og højtidsfulde, og saa var det dog søde Bedstemor og Bedstefar, og de to Gamle selv — ja, naar de var alene, kunde de sidde med hinanden i Haanden og tænke: Han har gemt den bedste Vin til os til sidst.

Amen

Kommentar

Her står vi over en af Kaj Munks måske mest vellykkede prædikener. Den emmer af interessante billeder, menneskelig indlevelse, omsorg og så det karakteristiske twist af barokke sammenstillinger og overraskende skift, som ikke usandsynligt har fundet ved fra Munks arbejde med dramatikken.

Det er også en prædiken, hvor Munk provokerede sin samtid – og provokerer endnu mere i dag. Munk har et klassisk, kristent syn på parforhold og ægteskab. Samtidig er det værd at bemærke, at Munks begrundelse herfor ikke primært ligger i en række skriftsteder, men i et dobbeltperspektiv af dels Guds skabelsesorden, dels en omsorg for det enkelte menneskes tryghed, anerkendelse og lykke.

Til indledning et anslag, som argumenterer for ikke blot væsentligheden, men også sandhedsværdien i forhold til den bibelske beretning om brylluppet i Kana. Munk ræsonnerer ret overbevisende for, at hvis ikke der var tale om en virkelig begivenhed, var det usandsynligt at evangelietekstens forfatter skulle have opdigtet den. Evangelierne er præget af mange mirakelfortællinger, som hver gang tager udgangspunkt i en persons dybe fysiske eller åndelige nød. Der er ”Syge, der skal hjælpes, og Sultne, der skal mættes, og bange, ulykkelige Sjæle, der skal have Trøst og Styrke.”

Alligevel er Jesu første under i Bibelen et mirakel, som ”strengt taget er overflødigt og bare tjener til at skabe forøget Festlighed.” Hermed det uventede. Hermed får vi et indblik i Jesu psykologi – han afviser først sin mor, for derefter, med et blink i øjet, at handle. Munk kalder Jesus for en ”Gavstrik” æg sætter ham dermed ind i en psykologi og relation til Maria, som tilhøreren kan forholde sig til.

Munk ønsker at være maler og at afbillede det unge pars slukørethed, fordi der er skam i, at vinen slipper op. En skandale, tilmed. Måske trækker Munk her på en erfaring af sladder og social stigmatisering fra Vedersø.

Munk maler med ord sin fascination af den unge kvinde. ”Unge Kvinder er jo næsten altid søde, men sødest er de som Brud…” Et borgerligt bryllup, som i Munks samtid nok var mere normalt i København end i Vedersø, betragter han som en festløs og billig kontraktunderskrivelse. Hermed bliver bruden snydt for det smukke, som hører kirkebrylluppets æstetiske traditioner til. Men især snydes hun for ” Vorherres eget Haandtryk”, formentlig det punkt i vielsesritualet, hvor brudeparret giver hinanden hånd, hvorpå præsten lægger sin hånd på deres og udtaler vielseserklæringen.

Måske, indvender Munk, er den unge kvinde måske endnu smukkere når hun venter sit første barn? Selvom hun æstetisk er ”saa grim, at man næsten maa tilbede hende” er den æstetiske skønhed her transformeret til noget både højere og dybere.

Munk fabulerer igen over Jesu tanker: Er mor tosset? Kan man ulejlige far, in casu Gud? Retbeset er miraklet jo, som ovenfor nævnt, unødvendigt. Men da Jesus ser bruden bliver han grebet ved hjertet, som Munk selv, og kan ikke holde sin kærlighed tilbage. Festdagen skal ikke mangle noget; ” “Jo, det gaar an; fordi jeg, Guds Søn, er til Stede, skal alt forløbe i fuldendt Fryd og Gammen, saa det skal rygtes til alle Tider og Slægter, hvordan det gaar til, naar jeg er med.” Hermed skaber Munk en bro til en klassisk kristen tanke, at når Jesus er med, transformeres det jordiske, immanente uanset dets karakter af hverdag til det guddommelige, transcendente.

Temaet kendes også fra bryllupssalmen ”Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund”:  ”Til ham, som var buden ved Kanas brudefærd, mens tiderne skifter, I holde jer nær! Velsignet hver plet, som Jesus kalder sin! Hvor Herren vil dvæle, kan vand vorde vin.” Munk refererer dog ikke til salmen, selvom den kan være blevet afsunget ved gudstjenesten og dermed klinge med.

I en næsten Shakespeare-inspireret comic relief ser Munk ”Køgemesteren”, skafferen eller anretteren, som undrer sig over at servere vaskevand.

Men tilbage til det væsentlige: beskrivelsen af Guds psykologi: Miraklet har undtagelsens karakter og hidrører her fra Marias lidt frække bøn og Jesu samtykke. For Munk er der ingen puritanisme her: Glæden og overfloden er efter Guds ønske og Gud glæder sig ved den. Gud selv ”gav dem en Bryllupsgave, de vil takke mig for i al Evighed”, og det evige kan her også forstås som evangelietekstens gentagne påmindelse af tidernes kristne om Guds omsorg og ”Regelbrud”,

Munk omfokuserer til sig selv: Som præst vedkender han sig sin naivitet, at ville give denne vin til de elskende på den store festdag. At de må leve i lykke og velsignelse i et ”godt kristent dansk hjem.” Undertitlen til prædikensamlingen er jo netop ”danske prædikener”, hvilket bliver særlig betydningsfuldt her under besættelsen. Ægteskabet indeholder livsvarig trofasthed ”som Landsbyfolk jo gør det, fordi det er deres Guds Vilje, d. v. s. det eneste naturlige.” Munk henter ikke her legitimationen i et bestemt skriftsted, men i selve skabelsesordningen, med en underfundig reference til landsbylivet i Vedersø.

Endnu engang skifter Munk perspektiv: Denne gang tidsligt. Elskede det unge par hinanden lige hedt ved sølvbrylluppet? ”De gjorde Pokker, gjorde de.” – konkluderer Munk med et effektfuldt og teatralsk diktum, som i stilen ligger op ad en missionsk tiltaleprædiken. Hun var måske blevet doven. Han drak måske for meget. Vinen bliver her et billede på både den velsmagende velsignelsens vin i Kana og bordvinen, man kan pimpe lidt af.

I kontrast til det unge, lykkelige brudepar diskuterer Munk nu skilsmissen. Skænderier og uenighed kan der være og trusler om at gå, men tilknytningen er så fundamental, at de vidste, at det var udelukket at forlade hinanden.

Det italesætter Munk næsten lyrisk: ”Der laa en Flaske nede i Kælderen af Jesu Bryg, og den skulde de tømme i Fællesskab. Og naar de havde været allermest Uvenner, saa fik de Flasken op, og hun skænkede en Snaps for sig og en for ham, og saa klinkede de og drak og sagde Ah og sad lidt og snakkede med hinanden, og saa var den Nat gaaet lige paa et Kvarter.” I Kanas vin ligger altså en varig velsignelse og en mulighed for at forny den kærlighed, som kan være udfordret. Vinen smager af ”Hellighed”, selvom de ikke kunne placere smagen, derved er ægteskabet helligt, og ”..der er ikke noget, der binder som det hellige.”

Hermed vender Munk tilbage til en tidligere diskussion, nu hvor han har argumenteret dramatisk og poetisk: Selvom man ikke behøver være ”rigtig gift for at være gift”, hvormed Munk henviser til det uformelle samliv, er helelr ikke det borgerlige bryllup i egentlig forstand en vielse. Det er en kontrakt indgået alene mellem to mennesker.  For Munk er kærligheden og ægteskabet ”en Sag, der i høj Grad ogsaa angaar Stammen, og hvordan skulde Gud, der er Samfundets Gud og de døbtes Far…” ”Stammen” er her det danse folk, set i en inklusivkristen betydning.

Gud ønsker, at være med i parfoldet, i dets indgåelse og liv. Men Munk ser allerede i krigsårene en opløsning af idealet om det livsvarige ægteskab, som han begræder. Grebet foretages af ”en skamløs Slægt”, hvormed Munk måske især henviser til arbejdsbevægelsens afvisning af de kirkelige værdier og traditioner ikke mindst de papirløse ”kammeratægteskaber”, som bl.a. blev anprist af Studenterforeningen fra 1920’ernes slutning.

Det smukke og hellige ved parforholdet ligger ”udkrammeret og illustreret paa enhver Boghandlerdisk” og handler formentlig om erotisk litteratur. Seksualiteten er gjort offentlig. Munk går så langt, at han ser en sammenkædning mellem modernitetens simplere, mindre arbejdskrævende hverdag og kvindernes eventuelle barnløshed som en anledning til, at mennesket kan krænke ægteskabets hellighed ved at ”gaa ud paa den spændende Jagt efter en større eller dog anden Varme end Centralfyrets derhjemme.”

Munk må dog gribe sig selv: ”Er det for haardt sagt? Gudskelov er det det. Og dog er det sandt, at Japanernes Chance er ikke, at Europa har for faa gode Bombemaskiner, men: for mange daarlige Ægteskaber.” Munks fokus er i virkeligheden ikke den klassiske moraliseren. Munk blev selv udsat for stærk kritik for frivolitet, da han i et digt kommenterede nærheden mellem sin hustrus cykelsadel og hendes skød. Men han ser ægteskabets, og dermed parforholdskærlighedens forfald som en fundamental trussel mod samfundet, endda større end krigen.

Munk ønsker en tid, hvor ægteskabet igen kommer i ære i en kristen, kirkelig kontekst. At selvom ”Vinen”, kærlighedens ssymbol, skulle slippe op ville man ikke forlade ægteskabet. Kvinder skulle ikke gå bitre om med et ”Kassationsstempel paa deres Legeme” og mænd ikke løbe ”grassat for at finde en ny Kone at tage til Takke med som Hævn over den gamle, der var stukket af fra dem.” Munk bekymrer sig også for rodløshed hos børnene.

Fra bekymringen går Munk mod idealet: Det ældre par, som har delt livet sammen. Familien, som samles om dem. Bevægelsen fra begæret over sammenstød og bitterhed og svigt til at finde sammen igen, med med rummelighed tilpasning som ideal.  Munk slutter med en følesesappel: Billedet af de to ældre, som engang var unge elskende i Kana, ”ja, naar de var alene, kunde de sidde med hinanden i Haanden og tænke: Han har gemt den bedste Vin til os til sidst.”

Hermed en endelig reference til den hellighedens vin, som i Munks forståelse er knyttet til Jesus og troen.

Om prædikenen

Temaer: Ægteskab, parforhold, Jesus, vin, Helligånden, skilsmisse, børn, borgerlige vielser

Referencer: Johannesevangeliet 2,1-11: Brylluppet i Kana

Munks liv: "Kongen" (historisk enakter); "Ved Babylons Floder", prædikensamling); "Sværg det, Drenge" (digtsamling); justitsministeriet bliver specielt opmærksom på Munk, på grund af hans foredragsvirksomhed.

Kilde: Kaj Munks liv - Tidstavle