Kirkens kommunikation

Journalist: Tre vinkler på den gode menneskehistorie

Der ligger masser af gode historier gemt i de mennesker, der er involveret i og omkring kirken, som lokalaviserne vil være glade for at fortælle, skriver journalist Svend Løbner. Foto: Adam Garff

Kirken er fuld af gode historier, der bare venter på at blive fortalt. Der er den smilende kordegn, dåbsfamilien og præsten, der alle har en historie i relation til troen og kirken. De gode historier kan fortælles i menigheden, i kirkebladet og i lokalavisen, skriver journalist Svend Løbner Madsen

Er der noget, lokalavisen har brug for, så er det gode historier. Der findes kun to af slagsen, siger man: 1. Bare det var mig! 2. Godt, det ikke er mig!

Det sidste fylder rigtig meget i medierne – ulykker, overgreb, krig og katastrofer. Men hvor er de historier, hvor læsere lyttere og seere tænker: Bare det var mig?

Jeg flyttede til en lille landsby på Fyn og begyndte at komme i den lokale sognekirke. Lundeborg Kirke ligger smukt med udsigt til vandet. Gravstederne er passet og stien op til kirkehuset er omkranset af smukke frugttræer. Kirken er enkelt og praktisk indrettet, og det samme er det lille menighedshus ved siden af, som indbyder til kaffe og hygge efter gudstjenesten.

Men det vigtigste er ikke omgivelserne, rammerne, kirkerummets enkle indretning. Det, der får mig op søndag morgen for at gå til gudstjeneste, er menneskene: præsten, den smilende kordegn, naboer og venner fra byen, og organisten, der hver gang finder på nye kruseduller til salmerne. Og ikke mindst præsten, som med varme og indlevelse udlægger søndagens tekst.

Og det er her, blandt mine medmennesker, de gode historier ligger gemt. Her er i hvert fald tre vinkler, som journalisterne kan gå i gang med:

1. Kirkens historie. Dyk ned i lokalhistorisk arkiv og find ud af, hvem, der i historiens løb har betydet noget for kirkens vækst og udvikling. Kirken stod der ikke bare lige pludselig. Der var nogen en gang, der brændte for at netop jeres område skulle have en kirke.

I Lundeborg var det Mathilde Olivia Sørensen, der som tilflyttet skolelærer for over 130 år siden blev spurgt af fiskekonerne, om hun ikke nok ville læse højt for dem fra Bibelen. Det ville hun, men de skulle hver lægge ti øre i en indsamlingsbøsse ved hver samling, og så skulle overskuddet gå til at bygge en kirke i Lundeborg. Efter 10 år stod der et bedehus på en grund i byens udkant, efter yderligere 10 år blev der rejst et kirketårn med klokke doneret af godsejer Sehested fra det nærliggende Broholm Gods. Og 10 år senere blev kirke og kirkegård indviet af biskoppen. Sikke en historie!

Hver kirke har en historie. Og der er altid spændende og initiativrige mennesker involveret.

2. Kirkens medarbejdere. Der er en masse mennesker involveret i og omkring kirken. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor flot kirketjeneren har pyntet kirken til hver gudstjeneste. Han går så stille omkring, men hvor får han de kreative indfald fra, ja, hvad er det, der driver ham? Og graveren, der holder omgivelserne så pænt. Organisten, der for øvrigt spiller harmonika med sit orkester på havnen en gang imellem. Og ikke mindst præsten, der tager så hjerteligt imod os, når vi kommer og giver os et knus til farvel. Hun er da vist ikke helt almindelig! Hvad er hendes troshistorie? Hvorfor valgte hun at blive præst?

3. Kirkens brugere. Jeg vægrer mig ved at bruge ordet ”brugere”, for i virkeligheden består kirken af levende stene, alle de mennesker i sognet, der har valgt at slutte sig til kirken med deres familier.

Det tænker jeg tit på, når der er dåb i vores kirke i Lundeborg. Er det ikke et interview værd at spørge familie og faddere, hvad den kirkelige handling betyder for dem? Og der er mange flere historier. Hvad betyder det for brudeparret at blive viet af en præst i en kirke? Hvor trygt er det at kunne gå hen og mindes sin afdøde ægtefælle ved en smuk grav? Og hvorfor kommer manden med stokken hver evig eneste søndag og sætter sig på bageste række? Hvad hedder han? Hvor kommer han fra? Hvad er der sket i hans liv?

Jo, kirken bugner af gode historier, hvis vi bare kan få øje på dem. De historier skal bare fortælles videre. Nogle som små anerkendelser i kirkedøren. Andre som anekdoter i kirkebladet. Og atter andre i lokalavisens spalter.

For hvor trænger vi alle sammen til at læse noget, der får os til at tænke: Bare det var mig!