Det ny kirkeår er begyndt, julen står for døren og for præster indfinder sig en af de travleste tider på året. Adventsprædikener tager form og måske er præsterne også ved at samle idéer til de mange juleprædikener.
Imens sidder redaktører og journalister på lokalredaktionerne og klør sig i hovedet for at samle gode historier og opbyggelige debatindlæg i stedet for alt det konflikt- og sensationstof, som præger resten af året.
Nu skal julefreden sænke sig.
Her er det oplagt at sende en juleklumme til lokalavisen. Men præster har travlt, især i julemåneden. Derfor opfordrer jeg til at slå to fluer med et smæk: Skriv juleprædikenen om til en juleklumme.
Jeg har været præst i over 20 år, inden jeg efteruddannede mig til journalist. Med begge uddannelser i bagagen tænker jeg på, hvordan prædikenens budskab kan formidles til en større skare end de, der normalt indfinder sig på kirkebænken. Det hjælper mig til at bruge relevante illustrationer og tale i forståelige hverdagstermer.
Nogle gange laver jeg prædikenen i to versioner – en kirke- og en klumme-version – inden gudstjenesten. Andre gange gennemgår jeg min kirkeprædiken efter gudstjenesten. Jeg redigerer den, så pointen og den spændende illustration kommer først og argumentation og skrifthenvisninger bagefter. Og nogle gange skriver jeg blot én enkelt prædiken. Jeg læser blot op af klummen, som jo er skrevet så også udenforstående kan forstå den.
Jeg lærte i homiletik (prædikenlære), at man skal kunne formulere sin prædiken i én sætning. Den skal man skrive øverst på sit manuskript, så man hele tiden kan falde tilbage på sit hovedbudskab. Og herfra kan man så argumentere, fortælle anekdoter og læse skriftsteder fra Bibelen.
Det har jeg holdt fast i siden. Og det hjælper mig, så jeg ikke forvilder mig ud på åndelig skovtur uden mål og mening. Nøglesætningen er det, der forbinder min kirkeprædiken med min klummeprædiken.
Altså: Kirkeprædikenen tager typisk udgangspunkt i skriftlæsning, fortsætter med argumentation og krydres derefter med forskellige illustrationer. Klummeprædikenen forløber lige omvendt. Den begynder med en illustration, som forklares ved argumentation og underbygges så til sidst af en skrifthenvisning. Men vær varsom. Bibelvers og ord som Gud, Jesus og Helligånden gør stort indtryk og behøver derfor kun siges én gang. Ofte er det nok at begreberne er underforstået. Man skal ikke undervurdere sine læsere.
Kan prædikenens budskab i kirken holde til at blive kværnet igennem kommunikationsmøllen, så den er grydeklar til lokalavisen? Ja, det mener jeg.
Vi forstår i koncepter. Det er ikke ordenes antal, der afgør forståelsen, men ordenes betydningsindhold. Jo mere præcist, vi kan beskrive et koncept, jo bedre forstår modtageren det.
Det er sjældent svært for præster at skrive langt, men at fatte sig i korthed er en kunst for alle. Jeg er sikkert ikke den eneste, der har oplevet, at jo bedre jeg har forberedt min prædiken, jo kortere er den. Og har jeg sjusket, sidder min kone garanteret på kirkebænken og kigger på uret!
Med et klart hovedbudskab kan den samme prædiken blive til en klumme i dagbladet og endda et kort opslag på Facebook eller Twitter. Når først nøglesætningen er formuleret, kan præsten selv vælge hvor lang tid eller plads, der skal bruges på at uddybe den.
Det kristne budskab er for godt til at blive gemt væk i vores kirkehuse. Præster bør komme helt ud over prædikestolen, helt ned til bænkerækkerne, helt ud gennem våbenhuset, helt ud på gågaden og ind i stuerne hos danskerne, som slås med hverdagens små og store udfordringer.
Det gælder ikke mindst julens fantastiske budskab om at Gud er med os og hos os og i os gennem Jesus Kristus.
Svend Løbner Madsen er freelancejournalist og foredragsholder.