Guide til kirkelige festivaldeltagere: Disse arrangementer skal du se på årets Folkemøde

Folkemødet 2019 begynder på torsdag – og du har endnu ikke fået kigget på programmet. Men det har Kirke.dk, og vi har kurateret dette alt andet end uvildige udvalg til den kirkelige folkemødedeltager

Sidste år gik antiomskærelses-lobbyisterne i Intact hjemløse rundt iført peniskostume på Folkemødet. I år har de deres eget telt, hvor de diskuterer religionsfrihed med ateisterne. Kirke.dk griber chancen og bringer et billede af ovennævnte kostume i dialog med ungdommen.
Sidste år gik antiomskærelses-lobbyisterne i Intact hjemløse rundt iført peniskostume på Folkemødet. I år har de deres eget telt, hvor de diskuterer religionsfrihed med ateisterne. Kirke.dk griber chancen og bringer et billede af ovennævnte kostume i dialog med ungdommen. Foto: Kåre Gade

Programmet til årets Folkemøde i Allinge på Bornholm bliver præget af det politiske limbo, hvor Folketinget – med mindre Mette Frederiksen tager fusen på os alle sammen – stadig befinder sig i vadestedet mellem valg og regeringsdannelse.

Det forhindrer naturligvis ikke sommerens mest populære musikfestival for kedelige mennesker i at være spækket med arrangementer. Og ja, der er også noget for kirkelige mennesker.

Her er Kirke.dk's kvik-guide til den kirkelige festivalgænger.

Torsdag den 13. juni

"Åbningsreception med kirkeministeren og ’Bornholms biskop’ "

Bornholms biskop (det er ham, der passer Københavns Stift i sin fritid) er vært ved åbningsreceptionen i folkekirkens telt, der igen i år meget passende ligger på Cirkuspladsen. Ifølge programmet får han selskab af den nye kirkeminister, men det er der vist ikke nogen, der rigtigt tror på. Der er heller ikke kristen stand-up-komik i år, så biskoppen kommer nok til selv at stå for underholdningen ved åbningsreceptionen.

Hvor: Folkekirkens telt, C11 på Cirkuspladsen
Hvornår: Torsdag 13:00-14:30
Deltagere:
Biskop Peter Skov-Jakobsen

"Kirken og Verdensmålene"

Elsker du den politisk engagerede kirke – eller elsker du at hade den – kan du i stedet begynde Folkemødet på Kæmpestranden i den modsatte ende af Allinge. Her inviterer Danske Kirkers Råd inviterer til debat om verdensmålene i et kirkeligt perspektiv. I debatpanelet sidder blandt andet en repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp og Grøn Kirke og en tidehvervsmand fra Dansk Folkeparti, så der er sørget for underholdningen.

Hvor: Mellem Himmel og Jords telt, J37 i "Liv & Sjæl"-området på Kæmpestranden
Hvornår: Torsdag 13:30-14:30
Deltagere:
Pia Risør Bjerre, FN-ungdomsdelegeret 2019, De Grønne Pigespejdere
Daniel Nørgaard, præst, den katolske kirke
Birthe Juel Christensen, præst, Folkekirkens Nødhjælp og Grøn Kirke
Karen Klint, tidligere formand for Kirkeudvalget, Socialdemokratiet
Christian Langballe, kirkeordfører, Dansk Folkeparti
Thomas Ravn-Pedersen, Direktør, Verdens Bedste Nyheder

"Kom bag facaden på folkekirken med graver, præst og formand"

Arbejdsmiljø Loungen er sammen med Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration (ja, undskyld, men sådan hedder det, og sådan skrives det) vært for en samtale, der vil demonstrere, at folkekirken er leveringsdygtig i alskens arbejdsmiljøproblemer. Programmet lover, at det handler om svamp, løft, chikane og meget andet, så det gælder om at komme tidligt, hvis man vil have en plads.

Hvor: Arbejdsmiljø Loungen, G13 i "Arbejde & Vækst"-området på Yder/Indermolen
Hvornår: Torsdag 14:00-14:45
Deltagere:
Inge Kjær Andersen, formand, Hans Egede menighedsråd, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd
Bjarne Rødkjær, kirkegårdsleder, Sankt Hans Kirke, Hjørring, formand for Forbundet for Kirke- og Kirkegårdsansatte
Jens Chr. Bach Iversen, sognepræst, Dalby Kirke, medlem af Præsteforeningens hovedbestyrelse
Trine Sick, moderator, Trine Sick Kommunikation

"Vi afliver myter om GDPR"

GDPR, der som bekendt er en forkortelse for Det Store Dyr i Åbenbaringen, var længe før det steg op af havet den 25. maj 2018 ved at skræmme livet af såvel folkekirkens kordegne som frikirkernes og organisationernes medlemsdatabaseansvarlige. Ingen kender Dyret bedre end Datatilsynets jurister, der nu i flere år har arbejdet på at udlægge, hvad det betyder. På dette arrangement tilbyder to af dem at aflive myterne om GDPR. En umådeligt fristende mulighed for at komme og stille irriterende spørgsmål.

Hvor: Datatilsynets telt, B18 i "Lov & Orden"-området på Nordlandspladsen
Hvornår: Torsdag 14:30-14:50
Deltagere: 
Camilla Andersen, cand. jur., fuldmægtig, Datatilsynet
Rasmus Møller Jakobsen, cand. jur., fuldmægtig, Datatilsynet

"Av mit arbejdsmiljø! Udsigt til stressfrie arbejdspladser?"

Selv om dette arrangement ligger på Kirkepladsen, er det ikke kirkeligt. Men mon ikke det alligevel vil vække interesse hos en enkelt stresset akademiker eller to med ansættelse i kirkelivet? Det tror vi nok, det vil. 

Hvor: Akademikernes Hus, K7 på Kirkepladsen
Hvornår: Torsdag 15:00-15:50
Deltagere:
Yun Ladegaard, Arbejdsmiljøforsker, Københavns Universitet
Eva Secher Mathiasen, Formand, Dansk Psykologforening
Tomas Kepler, Formand, Gymnasieskolernes Lærerforening
Marianne Dissing, Administrerende Direktør, Finanssektorens Arbejdsgiverforening
Peter Toftsø, Formand, Forbundet Arkitekter og Designere
Sofie Nilsson, Forhandlingsdirektør, Akademikerne

"Omskæringsritualer: Er der grænser for religionsfriheden?"

Sidste år gik antiomskærelses-lobbyisterne i Intact hjemløse rundt iført peniskostume på Folkemødet. I år har de fået deres eget telt på Kæmpestranden. Her kan du høre et panel drøfte ovennævnte spørgsmål. I lyset af, at panelet består af formanden for Ateistisk Selskab, forkvinden for Intact samt ateistkomikeren Anders Stjernholm, antager vi, at svaret på spørgsmålet er ja. Hvilket formentlig også er forklaringen på, at debatten ifølge online-programmet både begynder og slutter klokken 16.00.

Hvor: Under Bæltestedet, J21 på Kæmpestranden
Hvornår: Torsdag 16:00-16:00
Deltagere:
Simon Nielsen Ørregaard, formand, Ateistisk Selskab
Anders Stjernholm, komiker, journalist, tidl. MF, Alternativet
Lena Nyhus, forkvinde, Intact Denmark
 

Fredag den 14. juni

"Politikerportræt gennem ord og penselstrøg"

Vinderen af tv-programmet "Danmarks bedste portrætmaler", Aksel Riber Nielsen, portrætterer folketingsmedlem Mogens Jensen (S), mens han indgår i en samtale, der handler om at blive rigtig god til noget. Hvad har det med kirke at gøre? Ingenting, med mindre Mogens Jensen bliver kirkeminister i en socialdemokratisk mindretalsregering, sådan som nogle profeter spår.

Hvor: Dansk Folkeoplysnings Samråd, C8 på Cirkuspladsen
Hvornår: Fredag 9:00-10:00

Mogens Jensen, MF, Socialdemokratiet
Aksel Riber Nielsen, Danmarks bedste portrætmaler
John Meinert, direktør for AOF

"Dansk nok til folkekirken?"

Gertrud Højlund får travlt med at styre forsamlingshuset, når folkekirkens telt byder på en festlig cocktail mixet af lige dele indvandring, kristendom og danskhed – og spicet op med et overraskende stænk holdsport i form af Dansk Boldspil Unions næstformand. 

Hvor: Folkekirkens telt, C11, Cirkuspladsen
Hvornår: Fredag 10:30-11:30
Deltagere:
Christian Langballe, sognepræst, forhenværende folketingsmedlem, kirkeordfører, Dansk Folkeparti
Niels Nymann Eriksen, immigrantpræst, folkekirken
Peter Skov-Jakobsen, biskop, folkekirken
Bent Clausen, næstformand, DBU
Lisbeth Trinskjær, forstander Ubberup Højskole, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Gertrud Højlund, moderator, freelancer

"Samtalesalon: Andreas Gylling Æbelø og Abdel Aziz Mahmoud"

Alternativt kan du gå ned på Kæmpestranden, hvor det Kristeligt Dagbladsk klingende tema ”Liv & Sjæl” favner så alsidige arrangører som Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Dansk Håndbold. Her finder man Ateistisk Selskab (nærmeste nabo til det økumeniske telt Mellem Himmel & Jord), som byder på samtalesalon med ægteparret Andreas Gylling Æbelø og Abdel Aziz Mahmoud (henholdsvis formand for AIDSfondet og tv-vært). De skal tale om ”udfordringer og styrker ved deres tværreligiøse forhold.”

Hvor: Ateistisk Selskab, J38, Kæmpestranden
Hvornår: Fredag 10:30-12:00
Andreas Gylling Æbelø, direktør for AIDSfondet
Abdel Aziz Mahmoud, tv-vært
David Ramm, Ateistisk Selskab

"Humanistisk konfirmationsworkshop"

På Kæmpestranden finder du også Humanistisk Samfund, der i år har slået pløkkerne i lige ved siden af de missionskes Folk og Tro-telt. Det giver præster en unik mulighed for at spionere på fjenden og måske få ny inspiration, når Unge Humanister inviterer til workshop om den humanistiske konfirmation. 

Hvor: Humanistisk Samfunds telt, J44 i "Liv&Sjæl"-området på Kæmpestranden
Hvornår: Fredag 12:00-12:45
Deltagere:
Franciska Brodersen, Unge Humanister

Søren Pape om forholdet mellem tro og politik

Dina Al-Erhayem, der sidst er set sammen med Peter Mygind og et meget stort gospelkor i Boxen i Herning, lover at gå tæt på den endnu fungerende justitsminister i en personlig samtale om den kristne tro: Er det en aktiv vandring med Jesus eller mere et fundament i nogle kulturkristne værdier? Jo jo, det er skam i Grundtvigsk Forums køligt kirkelige telt, det foregår. Og der er fyraftenssang ved Den Grønne Studenterbevægelse lige bagefter.

Hvor: Grundtvigsk Forums telt, C25, Cirkuspladsen
Hvornår: Fredag 16:30-17:20
Dina Al-Erhaym, journalist og skuespiller, Frikirkenet
Søren Pape, fyngerende justitsminister, partiformand, Konservative
Hans Grishauge, bestyrelsesmedlem, FORA


Lørdag den 15. juni

"Er kirken for de stærke blot?"

Bør folkekirken tage mere socialt og diakonalt ansvar? Og bør den i højere grad omfavne ngo'er som KFUM's Sociale Arbejde og Kirkens Korshær? Sådan lyder oplægget til denne debat oppe i den nordlige ende af Folkemødet. Med et panel bestående af politikere, diakonale og folkekirkelige stemmer sætter vi vores penge på, at der højst går fire minutter, inden ordet "samskabelse" bliver sagt første – men ikke sidste – gang.

Hvor: KFUM's Sociale Arbejde, A29 i Danchells Anlæg
Hvornår: Lørdag 10:45-11:30
Deltagere:
Marianne Gaarden, biskop, folkekirken
Carl Holst, tidligere medlem af Folketinget og regionsrådsformand i Region Syddanmark, Venstre
Birgit Bouet Friis, formand for Kirkens Korshær og sognepræst
Marianne Jelved, medlem af Folketinget, Radikale Venstre
Morten Skov Mogensen, generalsekretær, KFUM's Sociale Arbejde
Torben V. Lauridsen, sekretariatschef, Landsforeningen af Menighedsråd

"Kirke til tiden"

Skal kirken skabe udvikling eller fastholde traditioner? Og har små landkirker med svindende befolkningsgrundlag særligt behov for at tænke nyt? Det er spørgsmål, som er særligt aktuelle for mindretallet syd for grænsen. Ruben Fønsbo, der er præst i Den Danske Kirke i Lyksborg, lægger op til debat. Mon den nye provst i Sydslesvig – tidligere leder af projekt Kirken på Landet – kommer forbi?

Hvor: Sydslesvigteltet, C24 på Cirkuspladsen
Hvornår: Lørdag 11:30-12:15
Deltagere:
Ruben Fønsbo, præst i Den Danske Kirke i Lyksborg

"Nødbingo - Climate justice edition"

Hygge og bingo med et klimatwist på Kutteren Anton! Ok, vi er faktisk ikke helt klar over, hvad dette arrangement går ud på, men det foregår på en båd, og det skal du altså prøve på Folkemødet. Og hvem kan sige nej til et arrangement, der både sætter fokus på klimaretfærdighed og lover god stemning? CISU - Civilsamfund i Udvikling og Folkekirkens Nødhjælps Ungdom står bag.

Hvor: H14, Levende Hav
Hvornår: Lørdag 13:30-14:30
Deltagere Camilla Bøgelund, forperson, Nødhjælpens Ungdom

"Syng demens du ka"

Dagens bedste titel. Nogle vil sige, at det gerontologiske altid har været folkekirkens naturlige ekspertise, men de senere år er demensarbejdet sat i system som folkekirkeligt forsknings- og indsatsområde. Kommunerne siger ikke nej tak til en folkekirkelig håndsrækning til ældrebyrden, så også i dette arrangement vil der givetvis blive sagt "samskabelse" et par gange. Men der vil også være fællessang. Vi gætter på "Glemmer du, så husker jeg."

Hvor: Folkekirkens telt, C11, Cirkuspladsen
Hvornår: Lørdag 15:00-16:00
Deltagere:
Jens Rueskov Nielsen, visesanger, freelancer
Louise Dixen Hansen, præst, folkekirken
Rose Marie Tillisch, gerontolog, FUV - Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
Pernille Vinge Karlsson, cand.theol.


Søndag den 16. juni

"Økumenisk gudstjeneste i Allinge Kirke"

Jamen, selvfølgelig skal du i kirke – det er jo søndag! Der er præster og biskopper med fra både folkekirke og frikirke. Plus, Marianne Jelved prædiker, peppet op med lovsang fra en tværkirkelig ungdomsgruppe. Kom nu. Er du kirkelig, eller er du bare kedelig?

Hvor: Allinge Kirke, K9, Kirkepladsen
Hvornår: 10.30-11.30
Deltagere:
Lone Møller-Hansen, generalsekretær, Baptistkirken Danmark
Marianne Jelved, MF og ordfører, Radikale Venstre
U ungdomsband, lovsang, tværkirkelig ungdomsgruppe

 

Hvis ikke der var noget, der fristede i Kirke.dk's kvik-guide, så må du selv i gang med programmet. Der er nok at vælge imellem. God fornøjelse på Folkemødet!