Kirkens kommunikation

Guide: Fire redskaber til at målrette kommunikationen i sognet

Selv om folkekirken er for alle, er sognets kommunikation nødt til at operere med smallere målgrupper, mener Christian Roar. Hvis det kun er dem over 60, der læser kirkebladet, er det nok ikke der, man skal annoncere babysalmesang. Foto: Kåre Gade / Helsingør Stift

Det er vigtigt at definere og differentiere forskellige målgrupper, når man tilrettelægger sognets kommunikation, mener sognepræst Christian Roar Pedersen. I denne klumme foreslår han fire konkrete redskaber, der kan bruges til formålet

I folkekirken træffes der alt for mange ubevidste valg angående kirkens kommunikation. Under grundsætningen “folkekirken er for alle” luller sognene sig selv i søvn og tror, at de kan kommunikere til alle på en gang i kirkeblad, annoncer og på hjemmeside. Det oplever jeg gang på gang, når jeg besøger kirker og taler med dem om deres kommunikation. Hvis jeg spørger, hvem der er målgruppen for kirkebladet, lyder svaret: Det er alle i sognet.

Går jeg menighedsrådet på klingen, indrømmer de til sidst, at det nok mest er dem over 60 år, der læser bladet. Jamen, hvorfor så ikke lave et kirkeblad målrettet den aldersgruppe?

Det gælder om at træffe bevidste valg, men det er en svær proces. For hurtigt er vi inde ved sognets selvforståelse og identitet.

Her kommer fire konkrete redskaber, man kan bruge i sognet til at arbejde med målgrupper. Øvelserne kan laves i menighedsrådet – eventuelt sammen med medarbejderne.

1. Få overblik over, hvad I allerede gør

Gennemgå det seneste års aktiviteter. Lav en liste over samtlige arrangementer og gudstjenester. Skriv dem eventuelt op på en tavle. Prøv, om I kan sætte en målgruppe på hver aktivitet. Nogle er nemmere end andre. Babysalmesang er for babyer og forældre. Søndagshøjmessen favner bredere. Se også på, hvem der rent faktisk dukkede op?

Til babysalmesang er det nok mest mødre og børn. Til højmessen kan der være en overvægt af dem over 60 år. Skriv til sidst ud for hvert arrangement, hvor I har gjort opmærksom på det. Er det kirkeblad, flyer eller mundtligt? Hænger det sammen med dem, I vil nå?

Når I skal til at kommunikere med jeres målgruppe, bliver det hurtigt meget abstrakt. Derfor kan det være en god ide at sætte ansigt på.

Øvelsen er god til at få et overblik over de valg, der er truffet kommunikationsmæssigt. Samtidig peger øvelsen fremad mod at forbedre, hvordan I når de rigtige personer.

2. Brainstorm over målgrupper

Dette er en simpel øvelse, hvor I skal brainstorme over potentielle målgrupper i sognet. I har brug for selvklæbende post-it sedler og blyanter. Bed først deltagerne om at udfylde så mange post-it sedler som muligt. En målgruppe per seddel. Intet er rigtigt eller forkert. Når en seddel er udfyldt, skal deltagerne hænge den op på tavlen. Giv folk ti minutter til at tømme hjernen for målgrupper. Dernæst skal I prøve, om I kan samle sedlerne i grupper. Er der nogle, der har skrevet det samme? Er der nogle, der hører naturligt sammen? Afsæt også ti minutter til denne del.

En målgruppe kan være mødre til børn under10 år, men det kan også være dem, der dyrker kajakroning i byen, eller dem, der har mistet inden for de sidste to år. I bestemmer selv kriterierne, men husk, at alder ikke er det eneste. I har nu et overblik over mulige målgrupper. Husk at skrive dem ned til senere brug! Dernæst skal I vælge en målgruppe, som I vil arbejde med.

Se på:

  • Hvad ved I om målgruppen? Hvem er de, hvor mange er de, hvor henter de deres information?
  • Hvilke tilbud har I allerede til målgruppen? Skal der sættes nye initiativer i gang for at nå den?
  • Udvælg de kanaler I vil bruge til at kommunikere med målgruppen. Tænk ud af boksen.

3. Sæt ansigt på målgrupperne

Når I skal til at kommunikere med jeres målgruppe, bliver det hurtigt meget abstrakt. Derfor kan det være en god ide at sætte ansigt på. Det er svært at skrive til småbørnsmødre generelt, men single Dorte på 37 år, der er frisør, går til fitness og har toårige Knud, kan man se for sig. Inden for kommunikation kalder man dette at arbejde med personaer. Det kan være nemt at lave disse personaer over de faste kirkegængere, men så snart målgruppen er uden for dem, I kender, er det straks sværere. Prøv at indhente oplysninger om målgruppen. Statistikbanken.dk kan være et nyttigt redskab for at finde ud af antal, uddannelsesniveau og indtægt.

Det kan også være en god ide at invitere nogle fra målgruppen til en kop kaffe, så I kan lære dem at kende. For at kommunikationen skal blive effektiv, er det vigtigt at vide, hvorfra målgruppen får deres informationer, og hvad der skal til, for at de ville vælge at komme til et kirkeligt arrangement. Har de nogle udfordringer, som I kan hjælpe dem med? Hvad trigger deres interesse? Hæng personaerne op på væggen og brug dem, når I skal kommunikere. Skriv til Dorte!

4. Lav et årshjul for sognet

Et årshjul kan skabe overblik både over aktiviteter og kommunikation. Om årshjulet skal være rundt eller et skema med de enkelte måneder, er ikke så vigtigt. Både tilbagevendende aktiviteter og enkeltbegivenheder skal tages med. Ved arbejdet med årshjulet bliver det hurtigt klart, om der er for stor aktivitet i nogle måneder. Det gør det også nemt at sætte et tema på enkelte måneder. For eksempel sorg i september og oktober op til allehelgen. Årshjulet skal gerne rumme disse elementer for hver aktivitet/arrangementet:

  • Beskrivelse af aktivitet.
  • Målgruppen.
  • Kommunikationskanaler og indhold.
  • Hvem der er ansvarlig.
  • Øvrige ressourcer.

Årshjul kan konstrueres på et hav af måder. Prøv jer frem. Det vigtigste er at få skabt et overblik. Vær også opmærksom på, at det ikke er al kommunikation, der følger årets gang. Derfor kan årshjulet ikke stå alene. I mit pastorat sender vi for eksempel brev ud til alle, der har fået et barn. Børn fødes løbende, og denne kommunikation fanges ikke så godt i et årshjul.

Jeg vil slutte med en bøn: Husk medarbejderne. Visionerne kan hurtigt flyve vidt omkring, men der er altid begrænsede ressourcer til rådighed - både menneskelige og økonomiske. Man kan ikke alt. Heller ikke som et sogn i folkekirken. Det er sjovere for alle at gøre få ting godt end mange ting dårligt. Også selv om kirken er for alle.

Fire redskaber til at målrette sognets kommunikation

  1. Få overblik over, hvad I allerede gør
  2. Brainstorm over målgrupper
  3. Sæt ansigt på målgrupperne
  4. Lav et årshjul for sognet