Gode råd: Skriv et opslag, der giver ansøgere lyst til at flytte på landet

Mange sogne uden for de større byer får få ansøgninger, når de slår en præstestilling op. Her kan du læse, hvad to biskopper og en provst mener er vigtigt i et stillingsopslag

Det er vigtigt at lægge vægt på de naturskønne omgivelser i området i et stillingsopslag, mener biskop Marianne Gaarden. På billedet ses kirken i Esbønderup i idylliske omgivelser.
Det er vigtigt at lægge vægt på de naturskønne omgivelser i området i et stillingsopslag, mener biskop Marianne Gaarden. På billedet ses kirken i Esbønderup i idylliske omgivelser. Foto: Kåre Gade

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop Marianne Gaarden og biskop Elof Westergaard giver her deres bud på, hvad der kan give ansøgere lyst til at flytte væk fra Danmarks store byer.

Provst: Fortæl, at Danmark er et lille land

Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring Søndre Provsti. Han mener, at det er vigtigt at fokusere på infrastruktur i et stillingsopslag.

”I vores stillingsopslag skriver vi, at vi her i området er tættere på København, end vi er på Aarhus. Jeg kan gå ud af min hoveddør i Hjørring og stå på Kongens Nytorv i København to timer senere, hvis jeg kører i bil til Aalborg lufthavn og tager flyet til København derfra.”

Thomas Reinholdt Rasmussen tilføjer, at mange er bange for at købe et hus i et område, hvor det kan være svært at skille sig af med det igen. Derfor er præsteboligen et vigtigt aktiv:

”I en situation med få ansøgere må man sørge for at vedligeholde præsteboligerne rigtig godt og sørge for, at de kan opvarmes til en overkommelig pris,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Biskop: Fortæl om Danmarks smukke natur

Marianne Gaarden er biskop over Lolland-Falster Stift. Hun mener især, at det er vigtigt at nævne det store kirkelige engagement og det gode samarbejde med lokalbefolkningen. Personligt værdsætter hun den storslåede natur, der findes uden for Danmarks største byer.

”Her er vand, skov og strand. Der er virkelig smuk natur lige inden for rækkevidde. I København er trafikken tung, og der er støj, larm og uro. Jeg tror, at mange falder for den fred, ro og sjælefred, som findes i naturen. Det er healende for sind, psyke og sjæl."

"Stiftets motto er, at fra fordybelse kommer fornyelse. Inden for teologien taler man om, at fred og ro er nødvendig for at høre Guds stemme. I et samfund, hvor flere og flere rammes af stress, er der mange, der har brug for at koble af og komme ned i kroppen. I naturen er det muligt at finde ro og fordybe sig,” siger Marianne Gaarden og fortsætter:

”Når du bevæger dig væk fra storbyen stiger medlemsprocenten i folkekirken og det kirkelige engagement. Kirkelivet interesserer folk her i stiftet, og det tiltaler nogle præster at komme ud i et sogn, hvor der er stor opbakning til og interesse for deres arbejde.”

Biskop: Beskriv en realistisk arbejdsmængde

Biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard siger, at det vigtigste i et stillingsopslag er, at det er realistisk.

”Det er vigtigt at få skabt gode stillinger, hvor det er realistisk, at præsten kan opfylde den arbejdsmængde, der er. Præsten skal ikke falde helt sammen over arbejdsmængden, og det skal være tydeligt i stillingsopslaget, at jobbet er til at overskue,” siger Elof Westergaard.

"Menighedsrådet skal ikke spænde buen for højt. Det er vigtigt, at der er plads til de kerneopgaver, der ligger i præsteembedet."

”Samtidig gør vi meget ud af at fortælle, at vi har et meget virksomt foreningsliv, og at kirken spiller en central rolle her, da den er med til at danne fællesskab.”