Frivillighed er folkekirkens DNA – men formen er ny

For 25 år siden kørte et landpostbud rundt med posten på egnen. Det gav en vis tryghed, at postmanden havde følehornene ude, hvis Ane på 80 ikke havde hentet sin post ind i flere dage. Så ville han give informationen videre – måske til sognets kirke, og nogen ville tage sig af hende. Dengang kunne man tale om uorganiseret frivillighed.

”Der har altid været frivillighed i folkekirken og de frie kirkelige organisationer. Men praksis har ændret sig over tid. Frivilligheden er ikke mindst blevet mere organiseret og mere projektorienteret,” fortæller Henrik Bundgaard Nielsen, teolog og generalsekretær i Kirkefondet.

Flere engagerer sig i sognekirkerne

I dag finder man størstedelen af folkekirkens frivillige i de frie kirkelige organisationer (FDF, KFUM, søndagsskolerne, Indre Mission, Kirkens Korshær etc.) – og sådan var det også tidligere.

Men over de sidste 40 år er der også kommet et større engagement af frivillige inden for folkekirkens eget regi, oplyser Henrik Bundgaard Nielsen.

”I nogle sogne kan man finde op mod 150 frivillige, som arbejder med kirkekaffe, læsning og bøn ved gudstjenesten, hjælp ved altergang, ældremøder, aktiviteter i kirken og til konfirmandlejr. Så der er en bred form for frivillighed i folkekirken foruden menighedsrådet, som jo også er frivilligt,” siger Henrik Bundgaard Nielsen, der samtidig understreger, at der er et behov for lønnede medarbejdere til at varetage daglige opgaver og til at lede og organisere frivillige.

“Ansættelser af kirke- og kulturmedarbejdere kan ses som et udtryk for et stigende behov for at sætte frivilligheden i system. Jo flere frivillige, man ansætter, des mere organisering får man brug for. Mange af de nye kirkeansatte kommer til at arbejde med at koordinere grupper af frivillige.”

Frivillighed skal være ”sjovt sammen om sagen”

Frivillighed i Danmark bygger på en lang tradition. Begrebet er derimod af nyere dato. Da præstens kone lavede kaffe og brød til kirkekaffen eller foredragsaftener for et par generationer siden, kaldte ingen det frivillighed, selvom den frivillige praksis går mange år tilbage.

Strømninger i slutningen af 1800-tallet i form af andelsbevægelserne, højskolerne, idrætsforeningerne, mejeriforeningerne, dannelsen af flere frie kirkelige organisationer og ikke mindst menighedsrådsloven fra 1903 kan siges at have befordret frivilligheden.

Derfra tog frivillighed fart i Danmark og blev en etableret del af dansk liv og kultur. Og frivilligheden optager stadig danskerne, men folks vaner har ændret sig.

I en undersøgelse fra Center for frivilligt og socialt arbejde, som er sammenfattet i ”Frivilligrapporten 2016-2018 – tal om det frivillige Danmark”, afledtes et slogan, som er kendetegnende for danskernes forhold til frivillighed i dag: Det skal være ”sjovt sammen om sagen”.

Det er en udfordring, som folkekirken skal besinde sig på, mener Henrik Bundgaard Nielsen:

”Tidligere kunne man finde frivillige, der nærmest forpligtede sig på at komme og servere kirkekaffe de næste tyve år. Den type frivillighed er der ikke meget af længere. I dag ønsker folk et overskueligt, kort projekt, som de kan engagere sig i for en kortere periode. Kirken skal derfor tænke i, hvordan de kan tilbyde korte, mere projektorienterede arrangementer. For så vil folk gerne hjælpe.”