Ledelse af frivillige

Fem råd til at lede frivillige i folkekirken

I folkekirken handler god ledelse grundlæggende om at give mennesker plads til at engagere sig. Udviklingskonsulent i Kirkefondet Dorte Kappelgaard fortæller hvordan

Kan man overhovedet tale om frivillige i folkekirken?

"Vi har en tradition for at tale om det almindelige præstedømme og sige, at kirken er bygget af levende stene – at kirken er menneskers og Guds, ikke kun præstens."

"I den forstand er frivillige i folkekirken i virkeligheden slet ikke frivillige - forstået som nogle, der arbejder gratis for nogen. Kirkens frivillige er tværtimod medskabere."

Sådan sætter frivillighedsekspert Dorte Kappelgaard rammen for en samtale om god ledelse af frivillige i folkekirken. Skønt hun ikke afskediger begrebet “frivillig”, mener hun, at det er værd at huske på, at kirke er noget, vi bygger sammen.

Dorte Kappelgaard har siden 2009 arbejdet professionelt med det specifikke område, som er ledelse af frivillige i en folkekirkelig kontekst. Hun giver her råd til kordegnen, kirke- og kulturmedarbejderen, præsten, menighedsrådsmedlemmet eller hvem, der ellers måtte have ansvaret for at sikre et godt miljø for frivillige i sognet.

1. Tal sammen om målet

”Når man skal finde nye frivillige, skal man som menighedsråd gøre sig klart, hvilke behov, der er i kirken og i lokalområdet, så man kan søge målrettet. Men man skal også undersøge, hvilke interesser folk i og omkring kirken har at tage afsæt i - hvad de ønsker at bidrage med."

Husk at give plads til forskelligt niveau af engagement. Der kan ske noget i menneskers liv, så deres overskud forsvinder. Får en frivillig behov for at sætte sit engagement på pause, skal kirken kunne rumme det

Dorte Kappelgaard

"Når man ved, hvad de brænder for, kan man sammensætte frivillige i kirken, som er optaget af de samme ting, og lade tingene udvikle sig derfra.”

”Det er selvfølgelig vigtigt, at man involverer de ansatte i drøftelsen af, hvordan frivillige involveres i kirken – særligt hvis de ansatte skal lede dem eller samarbejde med dem.”

”Har man ansvaret for at lede en gruppe frivillige i folkekirken, er det oplagt løbende at tale med dem om formålet. Til møderne kan man i fællesskab drøfte den praksis, man har, hvorfor man har den, og måske hvordan indsatsen spiller sammen med kirkens liv i øvrigt. Tal også om, om der er noget, I skal gøre anderledes. Og giv plads til, at de frivillige kan definere, hvad de individuelt finder meningsfuldt.”

2. Giv sparring og anerkendelse

”Følg op hos den enkelte frivillige, så vedkommende ikke føler sig overladt til sig selv. Som leder bør man påtage sig at stille coachende spørgsmål og give sparring. ‘Hvordan går det?’ ‘Er der noget, der er udfordrende?’ ‘Hvad har du brug for?’ er gode spørgsmål at stille nye som gamle frivillige."

"Det er også en mulighed at samle frivillige til en fælles snak, hvor de kan give hinanden sparring. Og først og fremmest har de fleste brug for at blive set i det, de gør, med en tak, en opmuntring eller ærlig ros i forhold til noget specifikt.”

3. Lav forventningsafstemning

”Vi vil altid have forventninger til hinanden. Som leder er det vigtigt, at man hjælper med at tydeliggøre forventninger i indledningsfasen, og det kan også blive nødvendigt undervejs. Man skal tale om forventningerne til den konkrete opgave, som skal udføres, den frivilliges egne forventninger eller forhåbninger – og det er også centralt at tale om den måde, man er sammen på: Hvilken kultur ønsker vi skal kendetegne livet i og ud fra kirken?”

”Jeg oplever jævnligt, at folk spørger: Kan man fyre en frivillig? Spørgsmålet er relevant, fordi man i kirken ofte gerne vil være meget rummelig over for alle typer mennesker. Derfor kan de ansatte og menighedsråd være bange for at sætte grænser. Men som leder bærer man ansvaret for et godt frivilligt miljø."

"Det kan være nødvendigt at finde andre opgaver til nogle frivillige, eller i enkelte tilfælde at fortælle dem, at samarbejdet må ophøre. Men det er vigtigt, at det ikke sker på grund af uudtalte forventninger. Folk kan ofte vokse med opgaven, hvis man tager en samtale om, hvordan et samspil kan blive bedre.”

4. Vov at slippe kontrollen

”Som menighedsråd kan man godt danne sig et detaljeret billede af, hvordan man vil have en opgave løst. Så kan man ende med at have frivillige, som løser konkrete opgaver, men ikke er særlig innovative – og man bliver derved begrænset til ideer, som ansatte og menighedsråd kan få."

"Gevinsten kan blive meget større, hvis man giver slip på kontrollen og sætter folk fri til at være innovative og kreative, også selvom det betyder, at opgaven ikke bliver løst på den måde, man først havde forestillet sig.”

”Der er mange frivillige, som brænder sig, fordi de troede, de ville få lov at løbe nogenlunde frit, men i stedet skal leve op til nogle forudbestemte ideer. Man risikerer, at de mister al motivationen.”

”Hvis en frivillig har lederevner eller har særlige interesser for et område, er det oplagt at lade vedkommende påtage sig ansvar. Så bliver kirken heller ikke begrænset til kirkens ansattes tid og kompetencer.”

5. Lad mennesker være mennesker

”Husk at give plads til forskelligt niveau af engagement. Der kan ske noget i menneskers liv, så deres overskud forsvinder. Får en frivillig behov for at sætte sit engagement på pause, skal kirken kunne rumme det."

"Det er en del af det at være kirke, at man ser hinanden som mennesker, der er forskellige steder i livet – og at den frivillige ikke blot ses som én, der skal lave så meget som muligt. Bare det at være menneske til stede som menneske er vel i bund og grund en gave til den gruppe mennesker, der er forsamlet.”

Dorte Kappelgaard

Dorte Kappelgaard er uddannet sociolog fra Københavns Universitet i 2009 og har beskæftiget sig med frivillighed, bl.a. hos Center for Ungdomsstudier, ved Frivilligcenter Hillerød og som selvstændig konsulent og foredragsholder.

I 2014-2017 var hun ansat som udviklingskonsulent i Kirkefondet og har siden 2017 skrevet erhvervs-ph.d. for Kirkefondet på Teologisk Fakultet på Københavns Universitet om udvikling af eksistentielle mødesteder i folkekirken.

Dorte Kappelgaard er desuden medforfatter til to bøger om frivillighed:

”Ledelse af frivillige – en håndbog”, Forlaget Ankerhus 2011 (med Rie Skårhøj) og ”Ledelse og involvering af frivillige i Folkekirken”, Forlaget Ingerfair 2016 (med med Troels B. Carlander og Steen Eskildsen).