Rekruttering til menighedsråd

Den meget religiøse kandidat: Troen er min kæphest

Det var Flemming Christophersens mor, der præsenterede ham for det, han i dag kalder "ordentligheden i kristendommen", nemlig at man ikke skal udfordre de syv dødssynder. Foto: Iben Gad

For partner og direktør Flemming Christophersen er kirkegang og engagement i menighedsrådet en uundværlig afveksling fra et hektisk arbejdsliv

Egentlig betragter Flemming Christophersen ikke sig selv som ”meget religiøs”. Men når han læser et signalement af denne kandidattype, er det stort set kun betegnelsen, han ikke kan nikke genkendende til.

”Det passer ret godt,” som han siger.

Siden 2016 har Flemming Christophersen siddet i menighedsrådet i Vesterbro Sogn i København. Han tager imod på Danmarks første app-restaurant, hvor han er direktør og partner i den svenske kæde, som restauranten er en del af.

Her bestiller man farverige drinks og småretter fra sin mobiltelefon, alt imens man befinder sig i et ”cirkus-inspireret miljø, hvor alt kan ske”, som det lyder på restaurantens hjemmeside.

Når man sidder der i restauranten på en skinnende rød velourstol blandt gyldne cirkusheste, hvide kaniner, grønne aber og sart rosa tylskørter oplyst af den slags glødepærer, man kender fra teatrets make-up borde, fornemmer man, selv udenfor åbningstid, at her er det ungt, smart og hurtigt.

Et alternativ til business-universet

Måske ikke lige de ord, man instinktivt forbinder med arbejdet i et menighedsråd. Netop denne kontrast, mellem arbejdsliv og kirkeliv, fremhæver 50-årige Flemming Christophersen som givende.

”Kirken giver en god balance i forhold til mit arbejdsliv, som er hektisk. Det gør, at jeg ikke drukner i det her business-univers,” forklarer han.

Derfor ønsker Flemming Christophersen heller ikke at påtage sig opgaver, hvor han kan bruge sin erfaring fra et langt arbejdsliv inden for salg og marketing.

”Jeg skal ikke være kasserer eller sekretær. Jeg brænder mere for de bløde værdier,” fortæller han.

Hans kristentro blev grundlagt i barndomshjemmet, hvor særligt hans mor talte med ham om den styrke, man kan finde i troen. Hun præsenterede ham også for det, han i dag kalder ”ordentligheden i kristendommen”.

”Troen tilskynder til, at man holder sig på den rigtige side. At man ikke udfordrer de syv dødssynder, som grådighed, misundelse, vrede. At man opfører sig ordentligt,” siger han.

Han vil dog ikke betegne sit ophav som kirkeligt. Han blev døbt og konfirmeret i Eliaskirken, der ligger i Vesterbro Sogn, hvor han nu sidder i menighedsrådet.

”Efter min konfirmation kom jeg i mange år ikke mere i Eliaskirken, men i min ungdom eksperimenterede jeg en del med det spirituelle. Jeg syntes ting som clairvoyance og aurategninger var spændende og kom også forbi buddhismen og andre trosretninger."

"Jeg synes, det er vigtigt at have respekt for andre religioner, hvor der også er meget smukt at hente, men kristendommen er der, hvor jeg hører hjemme,“ siger han.

Han mener, at mennesker bliver lykkeligere af at tro.

”Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad folk skal tro på, men en af mine kæpheste er, at det er en god ting at tro. Troen kan være en støtte, en guide, og vi kan hægte os fast på den, når livet byder på ’ups and downs’, som det jo gør,” siger han.

Selv skænker han dagligt Gud en tanke, og lader kristentroen være en guide til sit liv.

”Jeg har bedt mange bønner. Og ikke kun i dårlige tider. Troen er ikke en lottokupon, det er også vigtigt at sige tak, hvis man har haft en god dag eller har oplevet gode ting,” siger han.

Præsten opfordrede ham

For omkring fem år siden mærkede Flemming Christophersen en lyst til at søge tilbage til rødderne i Eliaskirken. Her mødte han sognepræst Birgitte Kvist Poulsen, der inviterede ham med til Tirsdagsjazz. Han begyndte også at gå til højmesse, ikke bare i Eliaskirken, men også i Apostelkirken og Sct. Matthæus Kirke.

”Jeg nyder mangfoldigheden i Vesterbro Sogn, og jeg synes, det er en styrke med alle de kirkelige retninger og forskellige præster,” siger han.

Da menighedsrådsvalget stod for døren tilbage i 2016, blev han så uventet opfordret til at stille op af sognepræst Birgitte Kvist Poulsen.

”Først afviste jeg det. Jeg havde ikke tid og tænkte ikke, at det var noget for mig. Men jeg indvilligede i at gå med til opstillingsmødet, fordi netop Birgitte spurgte mig. Både fordi hun var blevet min ven, men også fordi hun som præst spørger som en repræsentant for kirken. På den måde er det en speciel invitation,” fortæller Flemming Christophersen.

På opstillingsmødet blev han overrasket over, at han ikke var den yngste deltager.

”Og det slog benene væk under mig at høre om alt det spændende, der sker i menighedsrådet. Og jeg fik lyst til at stille op,” husker han tilbage.

Alligevel undlod han i første omgang at melde sig, fordi så mange andre gjorde det.

”Men Birgitte lod mig ikke slippe, så jeg endte med at stille op og blive valgt,” smiler han.

Og det har han ikke fortrudt. Han finder det meget meningsfuldt at arbejde for, at flere mennesker får øje på kirken. For som han siger:

”Det med at tro er en god ting. Det er en af mine kæpheste!”

Derfor er han meget optaget af, at indholdet præsenteres og forkyndes på alle tænkelige måder.

”For min skyld kan man bryde alle rammer og normer, bare det ikke går ud over teologien,” slår han fast.

Eliaskirken, Vesterbro Sogn

Eliaskirken er en del af Vesterbro Sogn, der med sine ni kirker er Danmarks største. Efter en forsøgsperiode på fire år, blev sognet oprettet i 2012. Ud af de 45.186 indbyggere i sognet er 23.503 medlemmer af Folkekirken. I 2017 havde man 399 dåbshandlinger.

Eliaskirken ligger midt på Vesterbro Torv. Den er tegnet af arkitekten bag Københavns Rådhus, Martin Nyrop, og den blev indviet i 1908. Kirken har en rytmisk musikprofil med arrangementer som Tirsdags Jazz, gospelkor og natkirke. Sognepræster ved kirken er Birgitte Kvist Poulsen og William Salicath.

 

Den meget religiøse kandidat

Denne kandidattype er kendetegnet ved, at religionen spiller en væsentlig rolle i personens hverdag og orientering i samfundet, og som oftest er de mere søgende og nytænkende end traditionelt orienterede i forhold til tro og kirke.

Ofte er disse kandidater først blevet kirkeligt aktive i en moden alder, og flere tilhører 68’er-generationen. De meget religiøse kandidater har ikke tidligere siddet i et menighedsråd og i modsætning til de menighedsrådserfarne kandidater, er de primært drevet af deres religiøsitet fremfor familietraditioner og sociale relationer.

De adskiller sig tillige fra civilsamfundets kandidater ved at insistere på, at kirken primært er en religiøs institution, der bør profilere sig på at være kristen.

De er typisk ikke fortalere for kulturkristne aktiviteter, men ser gerne en mangfoldighed, når det kommer til musik, liturgi og karakteren af præstens prædiken. Typisk vil de gerne fremme religiøse tiltag som taize-andagter og stillegudstjenester samt en variation i kirkemusikken med genrer som jazz, gospel, rock og rytmisk lovsang, da de ønsker, at kirken skal være relevant for så mange grupper som muligt.

Modsat de øvrige kandidater vil den meget religiøse kandidat gerne opfordres til at stille op til menighedsrådet af sognepræsten fremfor af en ven eller en repræsentant for lokalsamfundet.

En drivkraft, man finder blandt disse kandidater, er tillige ønsket om at styrke folkekirkens position i samfundet. Derudover føler de ofte, at et kandidatur vil ligge i naturlig forlængelse af deres kristne tro. 

Kilde: ”Kandidatvillighed – at være eller ikke være kandidat til menighedsrådet” af Steen Marqvard Rasmussen, Folkekirkens Uddannelses-og Videnscenter.