Biskop: Præstens person og tro er altafgørende for prædikenen

Hvis du med din prædiken skal skabe mening for andre, må det, du forkynder, også være meningsfuldt for dig selv, mener biskop over Lolland-Falsters Stift og ph.d. i homiletik, Marianne Gaarden

I sit arbejde med en afhandling om prædikenen satte Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falsters Stift, sig i overført betydning på kirkebænken. Hun interviewede nemlig en række kirkegængere om deres oplevelse af prædikenen. Et af de overraskende fund var, at præstens person og tro har afgørende betydning for kirkegængernes oplevelse af prædikenen. Foto: Jens Welding Øllgaard

"Vi søger en troende præst," sådan formulerede et jysk menighedsråd sig, da de slog et ledigt embede op i 2013.

Det fik kirkedanmark op af stolen. Debatten rasede ikke bare i Kristeligt Dagblad, men også i Politiken, Jyllands Posten, Berlingske og på DR.

Den daværende radikale kirkeminister Manu Sareen fandt formuleringen "mærkelig" og advarede mod, at "vi i folkekirken får en retorik, hvor vi mistænker hinanden for ikke at være ’troende’ på den rigtige måde."

Præsteforeningens formand Per Buchholdt Andreasen fandt det dybt problematisk "at måle folks tro og dømme folk ude."

Nogenlunde samtidig på Institut for Kultur og Samfund på universitetet i Aarhus var Marianne Gaarden, i dag biskop over Lollands Falsters Stift, i gang med at skrive en erhvervs-ph.d., hvor hun på klassisk sociologisk vis – ved hjælp af kvalitative forskningsinterviews – undersøgte, hvordan kirkegængere hører en prædiken.

Den aktuelle diskussion oplevede hun som en kommentar til de empiriske fund.

Hendes data talte nemlig et tydeligt sprog: Præstens person og tro er altafgørende for kirkegængernes oplevelse af prædikenen.

Når hun bad kirkegængere forholde sig til gudstjenesten og prædikenen, talte de spontant om deres indtryk af præsten.

Flere gav udtryk for, at de godt kunne lide præsten, selvom de hverken forstod prædikenen eller ikke var enige i præstens teologiske udgangspunkt.

"Det overraskede mig," husker hun tilbage.

Marianne Gaarden har budt indenfor på bispekontoret til en samtale om prædikenen. En samtale om, hvordan konklusionerne i hendes erhvervs-ph.d. kan omsættes til praksis rundt om på landets prædikenstole.


            Marianne Gaarden på sit kontor i Bispegården i Nykøbing F.
Marianne Gaarden på sit kontor i Bispegården i Nykøbing F. Foto: Ingridfotograf.dk

For hvorfor overraskede det hende, at præstens person og tro har betydning for kirkegængernes oplevelse af prædikenen? Og hvad skal man som præst stille op med den viden?

Hun forklarer, at virkningshistorien fra den dialektiske teologi er medvirkende til at opretholde antagelsen om, at præstens person og tro er uvedkommende for prædikenen. Man har forstået prædikenen som Guds ord, der kommer fra oven, hvilket indebærer, at præsten bør forkynde evangeliet uden at stå i vejen for Guds ord. Det har, ifølge Marianne Gaarden, ledt til den udbredte holdning, at en prædikant kan bedømmes på sin forkyndelse uafhængigt af sin person og tro.

Problemet er bare – som hendes undersøgelse med al tydelighed viser – at det betyder noget for kirkegængerne, at præsten tror på sine egne ord. Det gør det uagtet kirkegængernes alder, køn, kirkelige tilhørsforhold, uddannelsesmæssige baggrund eller øvrige livsomstændigheder: Hvis præsten ikke er personligt engageret, bliver prædikenen ligegyldig og uinteressant for tilhøreren.

Det affødte en nysgerrighed hos Marianne Gaarden. Hun ville vide, hvorfor præstens person og tro har så stor en indflydelse på kirkegængernes udbytte af en prædiken. 

Ligeglade med teologisk observans

Når hun gennemgik sin empiri, fandt hun frem til, at kirkegængerne efterspurgte en autentisk præst. Når præsten oplevedes som nærværende, sig selv, personligt engageret og vigtigst – tro mod sin egen tro – gav det menigheden respekt for præsten. Det vigtige for kirkegængerne var altså ikke graden af tro eller fromhed eller hvilken teologisk observans, en præst måtte have, men at præsten var autentisk og tro mod sin egen tro.

"Det viste sig, at respekten for præsten har afgørende indflydelse på kirkegængeres villighed til at lytte til og koncentrere sig om prædikenen. Og de aflæser lynhurtigt, om ordene betyder noget for præsten selv. De kan mærke, om det er hjerteblod eller bare tilegnet teologisk viden," siger hun.

Flere gav udtryk for, at de godt kunne lide præsten, selvom de hverken forstod prædikenen eller ikke var enige i præstens teologiske udgangspunkt

Hvis kirkegængerne oplever, at prædiken og prædikant ikke kan adskilles, må det betyde et opgør med den antagelse, at prædikanten kan bedømmes på sin forkyndelse uafhængigt af sin tro. Og, forklarer, Marianne Gaarden, må det også betyde et opgør med en forståelse af kommunikation som uhildet transport af information fra en person til en anden.  En kommunikationsforståelse, der i fagsprog kaldes transfermodellen.

Det opgørs relevans støttes af endnu en af afhandlingens hovedkonklusioner: 

Kirkegængerne hører slet ikke prædikenen. Eller mere præcist: De hører og forstår ikke prædikenen i overensstemmelse med præstens intention.

Når Marianne Gaarden spurgte kirkegængere om, hvad de havde hørt i en prædiken, refererede de typisk til de tanker, som prædikenen havde affødt i dem. Brudstykker af præstens ord blev altså vævet sammen med kirkegængernes egne refleksioner.  

"Mange præster har sikkert oplevet, at nogen i menigheden mener, de har hørt dem sige noget på prædikestolen, som de ved med sikkerhed, at de aldrig har sagt," siger Marianne Gaarden.


            Marianne Gaarden prædiker i Maribo Domkirke, da hun i september 2017 blev indsat som biskop over Lolland-Falsters Stift.
Marianne Gaarden prædiker i Maribo Domkirke, da hun i september 2017 blev indsat som biskop over Lolland-Falsters Stift. Foto: Leif Tuxen

Selv gjorde hun sig den erfaring, da hun som nyudklækket præst holdt en juleprædiken for en stuvende fuld kirke. Frem for at forklare sit budskab ville hun illustrere det ved hjælp af en anekdote. Hun ønskede at kommunikere til kirkegængerne, at sand glæde for den kristne består i at tilsidesætte sig selv i stedet for at søge selvtilfredsstillelse. Det gjorde hun så ved at fortælle om en 36-årig kvinde, der gik til lægen for at få fornyet sin p-pillerecept. Lægen sagde imidlertid til kvinden, at han ikke burde forny recepten, fordi man bliver så selvoptaget, når man ikke lærer at tilsidesætte sine egne behov til fordel for et andet menneske. Og, lød moralen, ingen kan lære én det så godt, som ens eget barn.

"Dagen efter modtog jeg en mail fra en mand, der takkede mig hjerteligt for min prædiken. Jeg blev glad og stolt. Lige indtil jeg læste de sidste linjer i mailen. Her forklarede han, hvorfor han så godt kunne lide min prædiken: Han var også imod prævention!"

Mange præster har sikkert oplevet, at nogen i menigheden mener, de har hørt dem sige noget på prædikestolen, som de ved med sikkerhed, at de aldrig har sagt

Hun fortæller om episoden med smil i øjnene, men bliver så igen alvorlig.

"Det kirkegængerne tager med sig ud af kirkerummet er altså ikke præstens ord, men de tanker, som prædikenen har sat i gang i deres bevidsthed," forklarer hun.

Prædikanten bliver et værktøj for meningsdannelse

"Man kan sige, at kirkegængerne bruger præsten som samtalepartner, og netop derfor bliver præstens person og præstens tro af stor betydning. For hvorfor skulle man engagere sig i en samtale med en, man ikke har respekt for? Og hvorfor være tilstede i en relation, hvis den anden ikke er det?"

Umiddelbart kan man forestille sig, at dette ønske om autenticitet fra kirkegængernes side må være en stor byrde for præsterne at bære. Men det mener Marianne Gaarden ikke, at det behøver at være. Snarere tværtimod.

Men det kræver, at man begynder at forstå prædikenen som en interaktion, der har karakter af et socialt møde mellem aktive deltagere i en kommunikationsproces. Og i forlængelse heraf må man give slip på forestillingen om, at man som prædikant kan styre, hvad kirkegængeren hører og tager med sig.

Hertil må man opgive idéen om, at man i prædikenen skal skabe en forståelse af evangeliet, men i stedet indlade sig på, at man skal stille sig til rådighed som et værktøj for meningsdannelse.

Hun taler om, at interaktionen mellem kirkegænger og prædikantens ord skaber noget nyt, noget tredje.

"Man kan betegne det som noget nyt, der først opstår i selve prædikensituationen, og det er noget, der er større end summen af kirkegængernes erfaring og præstens ord," forklarer hun.

Marianne Gaarden taler derfor om prædikenen som det tredje rum – og dette rum udgør et paradoks. På den ene side er det aktiveret af prædikanten, men på den anden side har prædikanten ikke magt over det. Prædikanten kan kun indlade sig på det ved åbent at stille sig til rådighed som et redskab.

"Det er indlysende for mig, at i dette tredje rum er Helligånden på spil. Når man opgiver at ville kontrollere, hvordan kirkegængerne modtager og skaber mening i ens ord, levner det plads til Helligåndens virke. Det kan virke enormt befriende at vide, at det hele ikke afhænger af en selv," siger hun. 

Teologi og praksis må hænge sammen

De erkendelser, Marianne Gaarden har gjort sig i mødet med den indsamlede empiri, må nødvendigvis afføde ændringer i både den teologi, der ligger til grund for homiletikken og den måde, hvorpå man prædiker, mener hun.

Teologisk set mener Marianne Gaarden, at man må give køb på forestillingen om, at man som prædikant har adgang til evangeliet som en uforanderlig sandhed uden om sin egen subjektivitet, og i kraft af sit embede uhildet kan meddele den til sin menighed.

Er ens udgangspunkt derimod, at intet menneske har adgang til sandheden med stort ’S’, kan man omfavne det vilkår, at hverken prædikant eller kirkegænger har ejerskab over prædikenens mening. 
 

"Hvis vi giver køb på, at mennesket har adgang til evangeliet som en uforanderlig sandhed, men i stedet forstår evangeliet som en sandhed, der er givet os på fortolkningens vilkår, vil evangeliet hele tiden skulle inkarneres på ny," siger hun.

Også er vi tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt præstens person og tro er relevant for prædikenen.

"Hvis man hævder, at det er Gud selv, der handler i prædikenen, og ikke prædikanten, taler man allerede ud fra sin egen subjektivitet, for vi kan ikke tale om, tænke på eller pege på Gud, uden at vi selv er med i handlingen. Det vidner empirien også om," siger hun.

Og, understreger hun, selvom mange præster er skolet i en teologi, der tilsiger, at præstens person og tro er irrelevant for embedsførelsen, så er det ikke den oplevelse, de har i mødet med virkeligheden.

Hvis man hævder, at det er Gud selv, der handler i prædikenen, og ikke prædikanten, taler man allerede ud fra sin egen subjektivitet, for vi kan ikke tale om, tænke på eller pege på Gud, uden at vi selv er med i handlingen

"Præsterne ved godt, at deres person og tro har betydning for prædikenen. Det viste de kvalitative interviews, jeg gennemførte med præster om deres prædiken," fortæller hun.

Derfor er det bydende nødvendigt, at den oplevede virkelighed afspejles i den teologi, der ligger til grund for prædikenen. 

Spørger man Marianne Gaarden, hvad hendes forskning betyder for, hvordan præster skal forberede deres prædiken, er hun ikke i tvivl.


            I 2015 udkom Marianne Gaardens ph.d.-afhandling som bog med titlen "Prædikenen som det tredje rum". I 2017 udkom bogen på engelsk.
I 2015 udkom Marianne Gaardens ph.d.-afhandling som bog med titlen "Prædikenen som det tredje rum". I 2017 udkom bogen på engelsk. Foto: Forlaget Eksistensen

"De skal holde op med at skrive prædikener. Man forbereder en prædiken, der skal holdes, man skriver ikke en prædiken, der skal læses op. Hvis man sidder og tænker og skriver ved et bord, vil det ofte være sådan, at det der kommer ud af ens mund er så koncentreret, at det vil føles som en bouillonterning i øret på kirkegængerne. De vil ikke kunne fordøje det i situationen," siger hun.

Hertil kommer en påmindelse om, at man ikke skal søge at skabe forståelse, men derimod tilstræbe at skabe mening.

"Evangeliets egen kommunikationsstrategi er at kommunikere i billeder. Hvis man bruger billeder i sin prædiken, og afholder sig fra at udlægge dem, vil det invitere kirkegængerne til at interagere med dem og skabe mening."

Hun minder igen om, at en prædiken ikke skal skabe forståelse, men derimod bevæge hjerter.

"Derfor er det oplagt at begynde sin forberedelse der, hvor teksten rører en selv. Så vil kirkegængerne mærke nerven og have lyst til at interagere med prædikenen," siger hun.

Læs et uddrag af "Prædikenen som det tredje rum på forlaget Eksistensens hjemmeside 

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af "Prædikenen som det tredje rum"