Bedemand: Den gode kirketjener tager lederskab som vært i kirken

Formand for Danske Bedemænd fremhæver de egenskaber ved en kirketjener, der skaber et godt samarbejde med bedemanden

Arbejdstilsynet har strenge regler for løft af kister. Knud Larsen mener, at kirketjenerne bør hjælpe med kisten. "Når bedemændene hjælper med at pakke blomster ud og dele salmebøger ud, forventer vi også, at kirketjenerne hjælper til den anden vej," siger han.
Arbejdstilsynet har strenge regler for løft af kister. Knud Larsen mener, at kirketjenerne bør hjælpe med kisten. "Når bedemændene hjælper med at pakke blomster ud og dele salmebøger ud, forventer vi også, at kirketjenerne hjælper til den anden vej," siger han. Foto: Adam Garff

De møder som oftest hinanden ved dødsfald, men derfor kan der sagtens være gensidig glæde i samarbejdet mellem kirketjener og bedemand. 

Det mener Knud Larsen, formand for brancheforeningen Danske Bedemænd. Han arbejder selv i Frederikssund Begravelsesforretning, men taler her om de generelle holdninger, han hører fra sine fagfæller om, hvad der udgør en god kirketjener.

"Samarbejdet mellem bedemanden og kirketjeneren fungerer meget forskelligt, alt efter hvor vi er i landet, men det er mit indtryk, at de fleste bedemænd ønsker, at samarbejdet sker på lige fod og i anerkendelse af hinandens forskellige roller," siger han.

Hvad er det for nogle udfordringer, der er i samarbejdet mellem bedemænd og kirketjenere?

"Bedemændene kan selv være med til at skabe udfordringer ved at glemme at respektere, at de kommer i kirken som gæster. Det kan være en af udfordringerne. En anden udfordring kan være en kirketjener, der ikke synes, at han eller hun har brug for hjælp."

Nogle gange er der brug for, at kirketjeneren glemmer, hvis der har været en anden bedemand, der ikke har udvist tilstrækkelig åbenhed

"Vi har haft megen dialog om, hvor meget kirketjenerne må røre kisten, og der er det min holdning, at vi gerne ser, at de hjælper til med at flytte den.” 

"Hvis der kommer 100 mennesker til en bisættelse, hjælper bedemændene ofte til med at pakke blomster ud og dele salmebøger ud, selv om det ikke er vores opgave. Men så forventer vi også, at kirketjenerne hjælper til den anden vej," siger Knud Larsen og opfordrer samtidig til, at kirkerne anskaffer det rette udstyr i form af katafalker, der kan løfte kisterne ved hjælp af motorkraft. 

Hvad er i dine øjne en god kirketjener?

"Den gode kirketjener er den, der har ro, er rummelig og har forståelse for, at de mennesker, der kommer ind i en kirke under en begravelse eller bisættelse er i en anden situation end normalt, og at de derfor agerer på anden vis."

"Den rummelighed skal man udvise hele vejen rundt - også når de pårørende kommer med blomster, der er svære at lægge."

Hvordan fungerer det gode samarbejde med en kirketjener?

"Det fungerer rigtig godt, hvis kirketjenerne tager lederskab som vært i kirken og siger til, hvor de gerne vil have hjælp."

"I de kirker, vi kommer fast i, er det ikke noget problem, men i de kirker, hvor bedemanden kommer første gang, kan han være i tvivl om, hvad han kan hjælpe med uden at overskride grænser," siger Knud Larsen. 

"Derfor gør det en forskel på alle, hvis man med et smil får at vide, hvad man kan hjælpe med."

"Nogle gange er der brug for, at kirketjeneren glemmer, hvis der har været en anden bedemand, der ikke har udvist tilstrækkelig åbenhed. Hvis de møder mig med et smil, så får de også så meget mere igen af mig."