Tirsdag i denne uge falder der dom i en sag, der afgør, om natkirke er en gudstjeneste eller ej. Da sagen blev kendt, var kommentatorer på Facebook ikke sene til at more sig over, at en årtusinder lang, teologisk diskussion om, hvad en gudstjeneste er, nu skal afgøres af en københavnsk byretsdommer.
Det er dog ikke stridende teologiske fraktioner, der er parter i sagen, men derimod Koda, som varetager komponisters rettigheder, og to københavnerkirker, Trinitatis og Vor Frue. Koda’s påstand er, at natkirke ikke er en gudstjeneste og derfor heller ikke omfattet af den undtagelse, som fritager kirker for at betale Koda-afgift af musik i gudstjenesten.
Men stridende teologiske fraktioner var ikke sene til at gribe anledningen til at genopfriske en ellers næsten bilagt strid om natkirkens gudstjenestelige kvaliteter eller mangel på samme.
Natkirkefænomenet, som netop har rundet 20 år, er i tilhængernes øjne en nødvendig nyskabelse, der med stor succes har åbnet kirkerne for mennesker, der aldrig ville komme til en traditionel gudstjeneste – med natkirkepræst Signe Malene Bjergs ord til Kristeligt Dagblad “et rum med højt til loftet i forhold til tro” med plads til “en fælles opdagelsesrejse i det religiøse rum.”
I kritikernes øjne er natkirkens miks af meditativ lyssætning og hippe musiknavne af den slags, man finder på GAFFA’s ‘Hold øje med’-side, en lige lovlig smart måde at få folk i kirke på. For er en gudstjeneste en gudstjeneste, hvis deltagerne ikke oplever det som gudstjeneste? ”Det er som om, succeskriteriet for en gudstjeneste er blevet, at den ikke føles som en gudstjeneste,” siger sognepræst Nana Hauge til Kristeligt Dagblad.
Den uenighed vil fortsat eksistere, når byretten har afsagt sin dom i morgen. Og uanset, hvad dommeren afgør, vil folkekirken uhindret kunne kalde natkirke for gudstjeneste og lave gudstjeneste-eksperimenter, som får nogle til at klappe i deres kulturåbne hænder og andre til at rase mod kirkens kætterske leflen for tidsånden. For mens der er ret klare retningslinjer for, hvad der konstituerer en højmesse, er gudstjeneste en ikke-beskyttet titel, der kan dække over et væld af former.
Er det da pengene, der gør det så vigtigt for kirkerne at fastholde, at natkirke – set med ophavsretslige briller – er gudstjeneste? Ifølge Koda betaler 30 af de 34 kirker, der har natkirke, allerede afgift af musikken (mon ikke disse kirker alligevel opfatter deres natkirke som gudstjeneste?) Det er ikke en formue, striden drejer sig om. Selv om kravet mod Vor Frue og Trinitatis er akkumuleret til 80.000 kroner, handler det om 500 kroner for hver af de koncerter, som kirkernes altså fastholder ikke er koncerter, men gudstjenester.
I forvejen har begge kirker et koncertprogram (som de ikke kalder for gudstjeneste), og hvor de villigt betaler Koda-afgift. Og når et band medvirker i natkirken, får musikerne honorar. Set fra Koda’s og kunstnernes synsvinkel er det underligt, at komponister og tekstforfattere som de eneste ikke honoreres for deres arbejde.
Dertil svarer Københavns domprovst Anders Gadegaard, at musikerne “skal passe på med at presse citronen.” Gadegaard mener, at der er for lidt frivillighed ved gudstjenesterne, og at flere burde yde noget uden at få betaling – en temmelig frisk bemærkning fra en kirkeligt ansat med tjenestemandsansættelse og en basisløn på den lune side af 50.000 kroner.
Derfor er det mest interessante spørgsmål i natkirkesagen ikke, om natkirke er gudstjeneste, men hvorfor gudstjenester er fritaget for at Koda-afgift. Det spørgsmål bør også rettes til Koda:
Indtil 2006 betalte folkekirken faktisk 1,3 millioner kroner om året i Koda-afgift af gudstjenesterne – et beløb, der efter stikprøveindberetninger blev fordelt mellem komponister og salmedigtere. Under kirkeminister Bertel Haarder opsagde ministeriet imidlertid den frivillige aftale og overførte i stedet beløbet til den nyopfundne udviklingsfond.
Langt den meste musik, der bruges i gudstjenesterne, er skrevet af mennesker, der har været døde i mere end 70 år, og er derfor slet ikke belagt med afgift. Men hvorfor skal ny musik og nye salmer ikke honoreres? Uanset om det er en Lisbeth Smedegaard Andersen-salme til en højmesse eller en popduo, der "bevæger sig i spændingsfeltet mellem electronica, hip hop og pop med et nordisk twist" til en natkirkegudstjeneste, så må man antage, at kirken forventer en professionel præstation.
Hvad er argumentet for, at netop professionelle komponister skal være frivillige i en kirke, hvor gudstjenesten er gennemprofessionaliseret fra kirketjener og korister til organist og præst?