En fælles efteruddannelse for præster og organister. Sådan lyder et forslag fra blandt andre Mads Djernes, som er præst og tidligere organist. Og lad det være sagt med samme: Redaktøren for Kirke.dk synes, det er en så indlysende brillant idé, at han kun kan undre sig over, at ingen er kommet i tanke om det før.
Mads Djernes sidder i en arbejdsgruppe sammen med biskop i Haderslev Marianne Christiansen. Da biskoppen først luftede tankerne om en obligatorisk efteruddannelse for organister, forlød der ikke noget om, at den også skulle omfatte præsterne. Reaktionerne fra organisterne var forudsigeligt fornærmede, ikke mindst blandt de konservatorieuddannede – de såkaldte DOKS’ere, altså medlemmer af Dansk Organist og Kantor Samfund:
”Min umiddelbare holdning er, at det er der ikke behov for. Tværtimod vil jeg sige, at jeg har mødt ganske mange præster, hvis viden om kirkemusik befinder sig et sted mellem sporadisk og ikke-eksisterende,” sagde orgelprofessor Ulrik Spang-Hanssen.
Det minder til forveksling om mange præsters modvilje, da den obligatoriske efteruddannelse for præster blev indført i 1990’erne. Både cand.theol.’er og DOKS’er har en stor – og velbegrundet – faglig selvfølelse med sig fra deres kandidatuddannelse: Behov for efteruddannelse? Mig? Må jeg være fri!
Stærke fagligheder mødes – og konflikter opstår
Forslaget om en fælles efteruddannelse for præster og organister bliver derimod modtaget med interesse fra Spang-Hanssen, fordi der er mange "gensidige uforståeligheder". Som hans (helt berettigede) stikpille til præsterne demonstrerer, rummer netop den faglige selvbevidsthed også et stort konfliktpotentiale, når de to stærke fagligheder mødess
Det gælder såmænd også, når organisten er uddannet KMOK’er (Kirkemusiker i Orgel og Korledelse) fra folkekirkens kirkemusikskoler. Fordi præsten har det overordnede ansvar for gudstjenesten, mens organisten har det faglige ansvar for musikken, er det helt afgørende, at præst og organist har gensidig respekt for hinandens fagligheder og er i stand til at samarbejde.
Det er tilfældet i de fleste kirker, men desværre langt fra i alle. I præstekredse hygger man sig med at tale om kontrære organister, som nægter at spille salmer, der ikke står i salmebogen, og blandt organister udveksler man gerne historier om præster, der afleverer salmenumre i sidste øjeblik.
Organister og præster involveret i halvdelen af sager om arbejdsmiljø
I det lidt større perspektiv handler konflikterne ofte om præster, der oplever, at organisten barrikaderer sig bag musikfaglige principper og undgår at engagere sig i menigheden. Eller om organister, der oplever, at gudstjenestens musikalske flow og sammenhæng tromles af ignorante præster, der insisterer på deres ret til at bestemme over gudstjenesten.
Dertil kommer latente konflikter indenfor det kirkeliv, som ikke er gudstjeneste eller kirkelige handlinger: Hvad er for eksempel forventningerne til organisten, når det handler om babysalmesang, amatørkor eller samarbejde med kirke-kultur-medarbejderen?
Konflikterne er ikke kun anekdotiske: En opgørelse fra Folkekirkens Arbejdsmiljø Rådgivning (FAR) viste for et par år siden, at organister og præster er de to faggrupper, der oftest er involveret i rådgivningens sager, nemlig i omkring 50 procent af sagerne.
Kirkeministerium og menighedsråd bør bakke op om efteruddannelse
På Pastoralseminariet i København er man begyndt at lade de kommende præster tilrettelægge gudstjenester sammen med organiststuderende. Det er en begyndelse, men der skal mere til. Derfor er forslaget om en fælles, obligatorisk efteruddannelse en virkelig god idé.
Det vil ganske vist være en udfordring for tilrettelæggelsen af uddannelsen, at der er stor forskel på organisternes uddannelsesniveau. Også et stigende antal præster har de kommende år en anden baggrund end den teologiske kandidatgrad. Og der stor forskel på den lille landsbykirke, hvor orglet har fire stemmer, og den store koncertkirke med det professionelle kantori.
Men alt det må kunne løses. En fælles efteruddannelse i regi af Kirkemusikskolerne og Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter vil være til gavn for både arbejdsmiljøet i kirkerne, gudstjenestens musikalske kvalitet, menighedslivet og – på den store klinge – evangeliets forkyndelse.
Derfor bør Kirkeministeriet arbejde på at finde den fornødne finansiering via folkekirkens fællesfond. Og derfor bør menighedsrådene bakke aktivt op om, at organisterne ligesom præsterne får tjenestefrihed til at tage på efteruddannelse.