Mandagsnyhedsbrevet

Redaktør: Kirkerne bør omfavne coronakrisens nyfundne sangglæde

Kirkerne bør gribe chancen og lægge hus til, når coronatidens glæde ved at "synge sammen hver for sig" i den kommende tid får lov at rykke ud af dagligstuerne og ind i de virkelige, fysiske fællesskaber, skriver Kirke.dk's redaktør Kåre Gade. Foto: Kåre Gade

MANDAGSNYHEDSBREVET: På den ene side har pandemien gjort sang til noget smittefarligt, på den anden side har den fået danskerne til at “synge sammen hver for sig”. Fællessangens comeback er en chance for kirkerne

“Frydeligt med jubelkor hilses vårens komme” – sådan sang vi i Morten Børups 500 år gamle forårssalme, da jeg var til gudstjeneste i går.

For første gang i fire måneder havde vi regeringens og sundhedsmyndighedernes velsignelse til at synge med på salmerne, og selv om det fortsat skal foregå under skærpede areal- og afstandskrav, føltes det som en befrielse.

Menighedssangen som bærer fællesskabet

Tidligt under coronapandemien blev sang udset som en af de største smittesyndere.

Lige siden genåbningen i maj 2020 har der været særlige areal- og afstandskrav ved sang i kirkerne. Ind under jul gik sundhedsmyndighederne over til at anbefale, at kirkerne helt undgik fællessang, og frygten for julesalmesyngende smittebærere var afgørende for sidste-øjebliks-stramningerne den 23. december, der førte til lukningen af de fleste kirker i julen.

Mange organister har været aktive fortalere for at droppe sangen under coronaen. Jeg har i facebookopslag set restriktionsivrige organister argumentere for, at man sagtens kan holde gudstjeneste uden sang – ja, at det er historieforagt at påstå andet.

Historisk er det dog en del lettere at finde eksempler på, at man sagtens kan holde gudstjeneste uden orgel end uden sang. I oldkirken var instrumenter bandlyst i gudstjenesten, hvorimod menighedens unisone salmesang blev betragtet som bærer af fællesskabet.

Og med den lutherske reformation fik menighedens salmesang – på det lokale sprog – en helt central plads i gudstjenesten. Det gælder ikke mindst i den danske, folkekirkelige tradition, hvor antallet af vers i salmerne generelt er langt højere end i vores lutherske nabokirker.

Gudstjenesten er ikke en tilskuersport

For mig som for mange andre er det at kunne synge med på salmerne afgørende for, at jeg oplever mig som deltager i gudstjenesten. Menighedssangen understreger, at jeg og de øvrige kirkegængere ikke er et passivt publikum, men aktive medvirkende, uden hvem gudstjenesten ikke ville give mening.

Gudstjenesten er ikke en tilskuersport. Jeg griber derfor ofte mig selv i at blive irriteret, når deltagere i et dåbsfølge ved den første salme vender sig om i bænkene og kigger op på koristerne på pulpituret i stedet for at åbne salmebogen og selv synge med.

Det kan jeg naturligvis ikke tillade mig, for så vidt som jeg mener, at gudstjenesten ikke er forbeholdt de indforståede. Men jeg ville ønske, at flere af de lejlighedsvise kirkegængere ville kaste sig ud i at synge med og unde sig selv at være deltagere snarere end publikum.

Fra coronasmitte til smittende begejstring

Paradoksalt nok kan coronakrisen, trods sangforbuddet, vise sig at blive en styrke for menighedssangen.

For mens pandemien på den ene side har gjort sang til noget farligt, så har den på den anden side sat turbo på fællessangens comeback ved at få danskerne til at “synge sammen hver for sig” med Phillip Faber og kendte kunstnere.

I går sendte DR2 over 10 timers maratonsang fra den nye højskolesangbog, og den 4. maj markerer fællessangsinitiativet Alsang befrielsesdagen med sangarrangementer, som for andet år i træk i coronaens skygge afvikles mere eller mindre online.

Personligt kunne jeg ikke drømme om at synge med foran tv-skærmen – for mig virker det som et temmelig postuleret fællesskab. Men jeg anerkender, at det for mange har været vejen til at opdage glæden ved at synge sammen.

Denne nyfundne begejstring for sang bør organister, sangere og alle andre ansvarlige for kirkemusikken lade sig – ja, undskyld – smitte af og tilbyde at lægge kirkehus til fællessangen, når den i den kommende tid får lov at rykke ud af dagligstuerne og ind i de virkelige, fysiske fællesskaber. 
 

Organistformand: Jeg husker mig selv på, at korsang er sundt
Korsang og corona

Organistformand: Jeg husker mig selv på, at korsang er sundt

Det er udfordrende at øve kor med afstand, men vi skal undgå at skabe smittekæder. Og korsangens smittende effekt betyder, at man går glad og opløftet hjem – selv med to meters mellemrum, skriver Karin Schmidt Andersen

Redaktørens analyser og kommentarer

Her har vi samlet analyser og kommentarer skrevet af Kåre Gade, redaktør for Kirke.dk

Læs flere