Jeg er ikke den eneste, der bliver lidt fjern i blikket, når samtalen om kirken begynder at handle om budgetter og bevillinger.
”Vi menighedsrådsmedlemmer har i de fleste tilfælde ingen forudsætninger for eller interesser i at beskæftige os med budgetter og regnskaber, personaleledelse, bygningsvedligeholdelse og kirkegårdsdrift,” lød det for eksempel i et læserbrev i Kristeligt Dagblad sidste uge.
Skribenten så gerne en ordning, hvor menighedsrådet kunne koncentrere sig om forkyndelse, undervisning, mission og diakoni: ”Lad så folk, der har forstand på og interesse i alt det administrative, tage sig af det.”
Interesse for økonomi står formentlig ret langt nede på listen over folks motiver for at stille op til menighedsrådet. Derfor har valget til nogle af de økonomisk mest indflydelsesrige udvalg i folkekirken, provstiudvalgene, karakter af et valg for de særligt interesserede.
Næsten 80 procent af folkekirkens penge administreres lokalt
Det står i kontrast til, at det faktisk er provstierne, der administrerer langt størstedelen – knap 80 procent – af de penge, der cirkulerer i folkekirken. I 2019 drejede det sig om 6741 millioner kroner, som især kommer fra den lokale kirkeskat. Til sammenligning rummede folkekirkens såkaldte fællesfond, hvor landskirkeskatten ender, 1186 millioner. Og den tredje indtægtskilde, statens tilskud til folkekirken, var endnu mindre: 843 millioner kroner.
Følger man pengene, kommer man til magten. Det gælder også i folkekirken. Man kunne tro, at biskoppen og stiftsrådet har mere indflydelse end provsten og provstiudvalget, men målt i kroner og ører er det langt fra tilfældet. Biskoppen har ikke sin egen pengekasse, og stiftsrådets beføjelser er begrænset til nogle få indsatsområder.
Den økonomiske magt ligger i provstierne. De fleste af de lokale midler tilhører ganske vist sognenes kirkekasser, men det er provstiudvalget, der fastsætter rammebevillingerne til de enkelte menighedsråd. Og som et erfarent provstiudvalgsmedlem siger til Kirke.dk, handler provstiets dispositioner ikke kun om drift, men også om udvikling.
Der er teologi i administrationen
Med en plads i provstiudvalget er man med andre ord med til at sætte ikke kun rammerne, men også kursen for kirkerne. Som flere af bispekandidaterne i Aalborg Stift har udtrykt det, er der “teologi i administrationen“. Finanser og forkyndelse hænger sammen – det betyder noget, hvordan man prioriterer pengene i folkekirken.
Vil man for eksempel styrke det bestående, eller vil man sætte nye udviklingsprojekter i søen? Det vil der være stærkt delte meninger om blandt præster og menighedsrådsmedlemmer, fordi der er forskellige opfattelser af, hvordan man bedst gør det, der er et menighedsråds opgave: at fremme menighedens liv og vækst.
Det er også økonomisk magt, det handler om, når Landsforeningen af Menighedsråd foretrækker, at provstiudvalgene vælger en læg person som formand og ikke provsten, som er født medlem af udvalget. De frygter, at stærke provster med ledelsesambitioner vil træde ind over menighedsrådenes område, hvis de får lov at sidde for bordenden i provstiudvalget. Provsten bør i stedet være forretningsfører for et lægmandsledet provstiudvalg, mener organisationen.
Selv om man har engageret sig i menighedsrådet, fordi man er optaget af forkyndelse, undervisning, mission og diakoni, så bør man med andre ord interessere sig for de økonomiske beslutninger, som de nyvalgte provstiudvalg træffer de kommende fire år.