Raun Iversen: Her er ti punkter til det næste Folkekirkemøde

DEBATINDLÆG: Folkekirkens formål, dens forhold til de fattige og de fremmede, dens deltagelse i den offentlige debat og dens forkærlighed for farven sort – det er nogle af de emner, som lektor emeritus Hans Raun Iversen foreslår, at folkekirken begynder at diskutere

De uklare kompetencer i folkekirken skyldes, at Danmark har aldrig fået en kirkelov, sådan som der for eksempel er en skolelov og en lov om folkeoplysning. En kirkelov står på Hans Raun Iversens ønskeliste til dagsordenen for det næste Folkekirkemøde.
De uklare kompetencer i folkekirken skyldes, at Danmark har aldrig fået en kirkelov, sådan som der for eksempel er en skolelov og en lov om folkeoplysning. En kirkelov står på Hans Raun Iversens ønskeliste til dagsordenen for det næste Folkekirkemøde. Foto: Leif Tuxen

En læser af min bog ”Folkekirke, brugerkirke, kirke i mission” (Eksistensen 2020) har spurgt, om jeg ikke kunne lave en to-do-liste for folkekirken nu, mens tid er. Det vil jeg gerne forsøge.

Et problem er som sædvanligt, hvem ”folkekirken” er? Hvem skal man skrive listen til? Jeg har fået den ide at lave en dagsorden med ti punkter til den udmærkede forsamling, Folkekirkemødet, når dette forum genopstår i kølvandet fra coronaen.

Ting, der allerede kører, for eksempel liturgidebatten, dåbsdiskussionen og grøn-kirke-arbejdet, går jeg udenom. For at være realistisk – og for samtidigt at give mig selv et kreativt benspænd – har jeg begrænset mine punkter til 10:
 

1. Folkekirkens formål.

Det er meget praktisk for alle parter, hvis et foretagende har et formål. I min bog har jeg særligt peget på fem forslag til formulering af folkekirkens formål. Bedst synes jeg for tiden om formuleringen fra Efeserbrevet 3,17, som også indgår i nadverliturgien: ”at Kristus må bo ved troen i jeres [læs: flest muligt menneskers] hjerter”.

Men vi kunne også bruge biskop (for en kort tid i 1868 kirkeminister) P.C. Kierkegaards formulering fra en tale i Folketinget: ”at omtone alle mennesker i hele landet med et tilbud, ikke en tvang, men et tilbud, om kristen tugt og trøst”.
 

2. Folkekirkens livsstil.

Formålsbestemmelsen afgør ikke altid stilen og etikken i et foretagende. Til den ende må vi gå et skridt videre. Jeg tror, at to afgørende pejlemærker for folkekirkens etik og livsstil kunne være de to hovedpunkter, som Tom Holland finder frem til som særkende i kristendommens bidrag til særligt Europas historie i bogen ”Herredømmet” (Kristeligt Dagblads Forlag, 2020):

Det ene er, at alle mennesker grundlæggende og principielt har aldeles samme værdi uanset social status (Gal 3,28). Det andet er, at Gud møder os i mennesket Jesus af Nazareth, der dør på korset. Guds magt fuldkommes i afmagt (Fil 2,6-11).

Disse to grundtanker har sat nogle uudtømmelige ressourcer ind i verden, så der i deres kølvand altid er drivkræfter til at kritisere de former for magtmisbrug, som hele tiden hober sig op blandt mennesker – i kirken som i samfundet, siger Holland. I praksis betyder det, at folkekirken må være selvudtømmende (kenotisk, kalder Paulus det), altså dele ud af alt det, den har, i stedet for at hæge om sig selv og sit eget.
 

3. Folkekirkens mattæuseffekt

Folkekirkens er desværre præget af den skævvridning, som er karakteristisk for alle kulturinstitutioner i disse år: dem, der har, får i overflod, og en voksende restgruppe får aldeles ingenting.

I folkekirken gælder det for eksempel for deltagelsen i kirkelige handlinger, som er hjørnestenen i forholdet mellem folk og kirke. Har du mange venner og en stor velfungerende familie, inviteres du til kirkelige handlinger i et væk. Har du det ikke, inviteres du ikke, men overlades til dig selv, måske helt uden kirkelig kontakt.

Mange sogne og kirkelige organisationer gør, ligesom Kirkens Korshær, meget for at inkludere ”dem ved de yderste gærder”, men det ser ud til, at folkekirken samlet set i stigende grad modsiger sit eget budskab ved at blive de velaflagtes kirke.
 

4. De fremmede og de anderledes

Som vi altid har de fattige iblandt os (om end måske mestendels på afstand), har vi også altid de fremmede og de anderledes lige uden for døren (hvis de ikke bliver inviteret indenfor).

Historien bag Matt. 25 udspiller sig hver dag i hvert eneste sogn. Folkekirken bliver brugt meget. Det er en rigtig bruger-kirke, vi har. Men det er ikke en folkekirke, hvis den ikke i lige grad kan bruges af alle slags folk i Danmark. Både indvandrerarbejdet og arbejdet blandt de 15 procent markant handicappede af os er styrket i folkekirken gennem de sidste 25 år.

Forslaget om adgang til dobbelt kirkemedlemskab af hensyn til medlemmerne i migrantkirkerne har snart ligget på is et år, fordi det afventer statsministerens spindoktors køreplan. Det er dybt godnat. Det er snart lige så skørt, som det er at anlægge dyre ramper op til kirken, når der ikke gøres noget for at få folk med handicap til at bruge ramperne.
 

5. Offentlighedsteologien og værtskirken

Folkekirken har mere end nok at gøre med at være til stede med sit tilbud om evangelisk tugt og trøst for enhver. Det er og bliver hovedopgaven. Men man skal være en dårligt bibellæser, hvis man ikke ser, at alt i kristendommen er offentligt, og at den evangeliske tugt og trøst også hører hjemme i den offentlige debat og i forhold til offentlige institutioner, derunder det politiske niveau.

Det vigtigste er dog, at en kirke tager ansvar, akkurat som den har position og magt. Folkekirken – især en række enkeltpersoner ansat i folkekirken – har en position i den offentlige debat.

I praksis er der især to punkter, hvor folkekirkens talsfolk skylder at stille op i den offentlige debat. Det ene er de sammenhænge, hvor kirken bruges som politisk gidsel eller målestok for, hvad der er dansk og ikke dansk. Det andet, der i dag hører sammen med det første, er folkekirkens opgave som den gamle kirke i landet, der derfor må påtage sig rollen som vært og forsvarer for nye trossamfund.
 

6. Farvesætningen

Da sognepræst Bent Sørensen (Bartholdy) omkring 1970 skiftede præstekjolen ud med et mørkt jakkesæt til gudstjenesterne i Kirkefondets vandrekirke i Avedøre, blev han skældt ud for at lade teologien gå i klædeskabet. Ser man på, hvad der siden er investeret i præste- og bispeklæder, har folkekirken med flid skaffet sig nyt tøj med farver til klædeskabet. Derfor er det underligt, at den gænge præstedragt fortsat er kulsort.

Koret i Vor Frue Kirke, der har tv-monopol søndag kl. 10 i foråret 2021, optræder også som ”Men in Black”. Den sorte kjole er skarp branding og god til begravelser. Samtidig er der et stigende antal præster, der helst bærer hvid alba og stolaer i kirkeårets farver.

Man kan være helt sikker på, at kreativiteten ville udfolde sig, hvis der blev sat en gruppe til at farvesætte folkekirken i forhold til indholdet i dens budskab. I en stadigt mere farverig folkekirke er det tankevækkende, at farven sort retligt set har patent på at være farven for det glade budskabs forkyndere.
 

7. Kirkelov eller kaos

Utroligt meget kunne ordnes med en fornuftig snak hen over hækken i folkekirken, hvis man bare kunne få at vide, hvem man skal snakke med. Blandt andet menighedsråd oplever det dagligt – og vi fik det igen udstillet under coronaens kirkenedlukninger – at der er uklare kompetencer i folkekirken.

På alle andre områder i samfundet findes der en lov, for eksempel en skolelov og en lov om folkeoplysning. Men vi har aldrig fået en kirkelov. Det skyldes selvsagt, at politikerne ikke har kunnet enes om, hvordan en sådan lov skal fordele kompetencerne. Men så kunne man dog i anstændighedens navn begynde med at beskrive den eksisterende retstilstand i én sammenhængende lov.

Kan ingen finde ud af det, må man sige, at folkekirken misrøgtes retligt set. Og så kunne man spørge, om Folketinget skulle opgive sit monopol på kirkelig lovgivning og overlade den sag til folkekirkemødet.
 

8. Postkasse og borgerforslag

Folkekirkens diffuse magtstruktur på landsplan betyder blandt andet, at kirken savner en postkasse, så det er muligt at kommunikere til og med den uden, at det sker ud i den tomme luft. En mailboks som den, der her 2020 er oprettet af biskopperne til indberetning af bidrag til liturgidebatten, burde være permanent.

En styregruppe på landsplan er der måske ikke de store ønsker om, selv om det har været akkurat en sådan, der har fungeret under coronaen. I hvert fald mangler folkekirken ofte en initiativgruppe med analysekapacitet, så uløste opgaver og udfordringer kan analyseres og kvalificerede forslag til justeringer kan sendes ud til fri debat.

På det politiske område har vi fået ordningen med borgerinitiativer. Det betyder, at enhver kan søge at skabe tilslutning til en sag, måske få støtte nok – og i nogle tilfælde få sagen gennemført. Det er en god modgift mod den magtesløshed og demokratiforagt, man kan opleve, når man ingen muligheder har. Det gælder også i folkekirken – blandt menige medlemmer, men ikke mindst i menighedsrådene.
 

9. Bodelingen

Allerede bodelingen gør det svært at blive skilt i guldbryllupsalderen, selv om parterne måske lever som hund og kat. Det er nærmest lige så svært at få klarhed over, hvad der hører med til statens og hvad til kirkens bo i Danmark – og hvad der eventuelt tilhører almenvellet.

Omlægningen af økonomien mellem stat og kirke, som foreslået ”Betænkning 1511” (2009) og oprettelse af et besluttende økonomiudvalg for folkekirken på landsplan hænger sammen, som det fremgår af ”Betænkning 1544” (2014) om folkekirkens styre.

Argumenterne for ændringerne fremgår i kort form af kommissorierne for de to udvalg bag betænkningerne. De handler primært om folkekirkens troværdighed og handledygtighed. Hertil kommer de stærkt stigende udgifter til finansieringen af de statslige normer for bevaringen af kirkebygningerne som kulturarv, som begynder at æde sig ind på folkekirkens driftsmidler.
 

10. Sidemandslæringen

Reformatorisk kristendom er anlagt på sidemandslæring. Det almindelige præstedømme betyder, at vi står lige over for Gud, men det betyder sandelig også, at vi står lige over for hinanden – med lige ansvar for at tage vare om den andens liv. Vi er sendt til hinanden for at gøre Guds gerning i forhold til hinanden. Det er den bibelske definition på diakoni.

Tilsvarende skal den basale sjælesorg udøves som søstrenes og brødrenes indbyrdes omsorg og trøst. Derfor er reformatorisk kristendom også anlagt på sidemandslæring, sådan som vi måske bedst kender det under godnatsangen ved sengekanten.

Desværre er folkekirken i dens mere officielle lag med præster og andre ansatte mere anlagt på embedstænkning: En overliggende magt overdrager en dertil af magten selv uddannet person magt til at forvalte et stykke af magtens magt. Blandt andet fagforeninger er gode til at udnytte den tradition til kassetænkning i stedet for samarbejde.

Derfor har vi i folkekirken alt for dårlige praktikordninger og i det hele taget tradition for, at vi lærer arbejdsformerne af kende ved at arbejde ved siden af en, som har lidt mere erfaring.