Rapport fra en sognepræst efter en lang vinter i folkekirken

KIRKESYN: Under coronakrisen har mange talt om deres grundlovssikrede ret til at demonstrere, men få har talt om religionsfrihed eller om, hvorvidt kirken kunne have brug for at blive særligt understøttet eksempelvis ved mere lempelige regler for begravelser og gudstjenester. Og hvis skyld er det så? Hvem skulle have talt? spørger Kirstine Ravn

Blovstrød var blandt det mindretal af sogne, hvor menighedsrådet besluttede at trodse biskoppernes anbefaling og gennemføre julens gudstjenester i 2020. Det betød opkald fra medierne, som ville vide, hvorfor kirken ikke ville være solidarisk med resten af samfundet, fortæller sognepræst Kirstine Ravn.
Blovstrød var blandt det mindretal af sogne, hvor menighedsrådet besluttede at trodse biskoppernes anbefaling og gennemføre julens gudstjenester i 2020. Det betød opkald fra medierne, som ville vide, hvorfor kirken ikke ville være solidarisk med resten af samfundet, fortæller sognepræst Kirstine Ravn. Foto: Leif Tuxen

I søndags stod der en kirkegænger, som jeg ikke havde set før. En flygtning fra Iran, som netop var ankommet til Sandholmlejren. Manden fortalte på tysk, at han var kristen, havde siddet i fængsel, fordi han var konvertit, og nu ville til gudstjeneste.

Det sker ret tit, at der på den måde kommer besøg fra den store verden til min lille landsbykirke i Blovstrød. Sandholmlejren et par kilometer væk er som regel første stop, når asylansøgere kommer til Danmark.

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

Besøgene er i den grad et møde mellem to verdener. Folk i Blovstrød siger gerne selv, at de bor i et smørhul. Skøn natur, gode skoler, høje indkomster og landsbysammenhold. Kirken er samlingssted for hyggeklub, festlige fejringer ved høst, advent og fastelavn, og jeg begraver sjældent nogen på under 80 år.

Alt er givet til os. Vi er så enestående heldige, men fordi vi alle sammen er det, så tænker vi ikke rigtigt over det. Og ind i den verden træder nu som i søndags en mand, som har siddet i fængsel i Iran for sin tro.

Gudstjenesten går i gang og pludselig, under gudstjenesten, smelter de to verdener sammen.  Bibelens ord lyder og orglets toner spiller. Konkret bliver det i altergangen, når vi bliver ét i Kristus. Os ”forkælede” nordsjællændere og iraneren på flugt.

En julegyser

Besøget af iraneren i søndags fik mig til at tænke på julen i år, hvor vi traf en meget svær beslutning i Blovstrød. En beslutning, som jeg i høj grad fandt mod til med tanke på de forfulgte kristne, jeg har mødt.

Som bekendt skete det i de dage, at der udgik en besked fra biskopper og kirkeminister omkring klokken 21 lillejuleaften, med en opfordring om at aflyse alle julens gudstjenester.

Biskopperne havde altså, muligvis på grund af tidspres, overimplementeret de nye regler fra sundhedsmyndighederne, som faktisk ikke sagde, at man skulle aflyse

Alt var ellers aftalt ned i mindste detalje til den 24. december: Vi vidste præcis, hvor mange der kom til hvilke tjenester, og alle ville blive fulgt ind på deres bænke, én familie ad gangen og alle med virkelig god afstand imellem. Mediernes omtale af kaotiske, overfyldte kirker eller sportshaller juleaften ville overhovedet ikke blive aktuelt.

Aften nærmede sig nat den 23. december. Menighedsrådsformanden og jeg ringede sammen frem og tilbage. Hvad skulle vi gøre? Tidspresset gjorde det umuligt at nå at høre hele menighedsrådet. En kirkeretsekspert blev konsulteret:

”Bid mærke i, at det er en anbefaling fra biskopperne, ikke en ordre,” sagde vedkommende.

Men hvad sagde så sundhedsmyndighederne?

”Gudstjenester kan gennemføres, men uden sang og højst en halv times varighed.”

Biskopperne havde altså, muligvis på grund af tidspres, overimplementeret de nye regler fra sundhedsmyndighederne, som faktisk ikke sagde, at man skulle aflyse.

Hvad mon andre kirker gjorde? Flere steder så ud til at gennemføre på trods, men de fleste strakte våben. TV2 og DR dækkede også hurtigt historien: ”Biskopper aflyser alle julegudstjenester.”

”Vi gennemfører!” besluttede menighedsrådsformanden så kort før midnat, da vi talte sammen for fjerde gang.

Måske formandens militære baggrund gav udslaget: Hvis der ikke var tale om en ordre fra en overkommanderende, så måtte det være tilladt at bruge sund fornuft og så i øvrigt nøje følge sundhedsmyndighedernes nyeste anbefalinger. En modig beslutning, som begge vi to præster ved kirken bakkede op, men som også i høj grad gav mildest talt tyndslidte nerver.

Næste morgen vågnede jeg op til en rødglødende telefon: Ritzau og forskellige aviser. Mange var forargede. Hvor var kirkens næstekærlighed; ville vi ikke passe på samfundets svageste? Bør kirken ikke være solidarisk med resten af samfundet?

Jeg besvarede ikke de mange henvendelser, men barrikaderede mig i kirken. Fokuserede midt i virvaret på gudstjenesterne og på, at ingen overskred den mindste coronaregel, mens jeg følte et meget tungt ansvar på mine skuldre.

Og så kan jeg altså huske, at jeg tænkte på dem fra Sandholmlejren. Kristne flygtninge, som har banket på eller pludselig siddet på kirkebænken søndag morgen. Mennesker, som er flygtet, fordi de ikke kan praktisere deres religion der, hvor de bor.

En forsamlingsreligion

Men hvorfor behøver de også skilte med deres tro? Hvorfor ikke bare lade som om man er muslim eller andet og så holde Kristus i hjertet for sig selv?

Det kunne redde mange menneskers liv, men det er bare ikke en mulighed. Hverken for dem eller – vil jeg mene – for os i Danmark. For kristendommen er ikke noget, man kan nøjes med at gå med privat i hjertet.

Kristendommen er en fællesskabsreligion, og jeg tror netop her under coronakrisen, at mange har opdaget, hvor vigtige fællesskaber er, især de fysiske

Det handler i meget høj grad også om en bestemt praksis, en bestemt måde at omgås sine medmennesker på, og i særdeleshed, ind i dens inderste DNA, så handler kristendommen om, at man forsamles.

Kristendommen er en fællesskabsreligion, og jeg tror netop her under coronakrisen, at mange har opdaget, hvor vigtige fællesskaber er, især de fysiske. Kirker over hele Danmark meldte i adventstiden om, hvordan folk strømmede til kirke. Mange fandt ro i kirkens fællesskab. Et åndehul fra pressemøder, mink og statistikker. En ilttilførsel af ord til trøst og opmuntring.

Men siden den 23. december har det være vanskeligt at opretholde ”åndehullet” og fire måneder på den måde har sat sit aftryk: De fleste kirker har oplevet, at der kommer markant færre til gudstjeneste end normalt, nye menighedsrådsmedlemmer er faldet fra og dåbstallet er alarmerende.

Og det til trods for, at grundloven sikrer borgerne i Danmark ret til at praktisere deres religion. Og særligt står der i grundloven, at folkekirken skal understøttes af staten.

Under coronakrisen har mange talt om deres grundlovssikrede ret til at demonstrere, men få har talt om religionsfrihed eller om, hvorvidt kirken kunne have brug for at blive særligt understøttet eksempelvis ved mere lempelige regler for begravelser og gudstjenester.

Og hvis skyld er det så? Hvem skulle have talt?

Hvem taler kirkens sag?

Jeg troede indtil for nylig, at folkekirken havde nedsat en taskforce til at sørge for, at kirken blev prioriteret i det politiske spil, men de seneste dage har jeg forstået, at det er en misforståelse. Taskforce har forklaret, at den udelukkende ser sig selv som et koordinerende organ. Jeg har altså sovet i timen.

I hvor høj grad kan en biskop affinde sig med at koordinere og beholde Kristus i sit hjerte for sig selv?

Men det gør mig også forvirret. I taskforce sidder Københavns biskop, vel sagtens fordi han er primus inter pares, men hvad er egentlig en biskops rolle og opgave? I hvor høj grad kan en biskop affinde sig med at koordinere og beholde Kristus i sit hjerte for sig selv?

”Når folkekirken skal spille efter reglerne – men uden for banen” hed en rapport om folkekirkens håndtering af corona i foråret 2020 som blev lavet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Jeg håber, nogle kloge mennesker vil lave en tilsvarende undersøgelse af vinteren og foråret 2021 og grundigt undersøge, hvor bolden overhovedet var, og hvem der sparkede hvornår? Hvem har truffet hvilke beslutninger? Hvem har kæmpet for hvad?

Og meget gerne slutteligt en fyldig perspektivering: Hvordan kan man i en lignende situation i fremtiden gøre det på en smartere, mindre kaotisk og mere gennemsigtig måde?

På søndag kan vi igen fejre en fuld højmesse med salmesang. Det bliver fantastisk, og vi har i mit sogn på bedste og mest privilegerede nordsjællandske vis indkøbt bobler for at fejre det.

Ingen tvivl om, at der er grund til at glædes. Men jeg er spændt på, hvor mange der sidder på kirkebænken, og jeg kan ikke slippe en bekymring for folkekirkens fremtid i Danmark efter en meget lang vinter.

Kristine Ravn er sognepræst i Blovstrød.