Provst: Hvorfor aflyser kirkerne arrangementer, når retningslinjerne ikke påbyder det?

"Vi må godt forsamles for at høre Ordet og ordene og være sammen, trøstes og glædes. Så hvorfor aflyser menighedsråd og præster, når de ikke skal?" spørger provst Kirsten Kruchov Sønderby. Foto: Lene Esthave/Ritzau Scanpix

Trods de seneste stramninger af coronarestriktionerne er der ikke ændret på kirkernes mulighed for at holde gudstjenester, foredrag, koncerter og alt det andet. Mennesker har brug for folkekirken. Og vi må godt være der for dem, skriver provst Kirsten Kruchov Sønderby.

Så steg smittetallene igen, og i fredags blev der pressemøde og nye krav og retningslinjer. Men heldigvis – stor var min glæde og lettelse – ikke mange ændringer på folkekirkens område.

Alligevel begyndte jeg at se det ene aflyste arrangement efter det andet i kirkeligt regi: "Aflyst på grund af de nye corona-restriktioner", skriver kirkerne i opslagene på Facebook.

Men hvorfor? Folkekirkens restriktioner og vejledninger er ikke ændrede. Jo, der er noget med, hvor mange der må forsamles på kirkegården til en begravelse, og måske noget med mundbind, men det er næsten det eneste.

Myndighederne har åbenbart vurderet, at det er forsvarligt, at vi fortsat må holde gudstjenester, foredrag, koncerter og alt det andet, med overholdelse af de afstandskrav og antalskrav, vi fik i forsommeren.

Det tolker jeg sådan, at folkekirken og de andre trossamfunds sammenhænge er så betydningsfulde for mennesker at de ikke bør undværes. Og at vi vurderes at kunne håndtere vore møder og sammenhænge på en sådan måde, at mennesker kan være trygge i vores forsamlinger.

Vi afholder ikke supersprederbegivenheder. For vi følger retningslinjerne og tager ansvar for at hjælpe dem, der kommer til gudstjenester, korsang, foredrag, babysalmesang og alt det andet, så vi kan være sammen uden at smitte.

Vi må altså fortsat forsamles; gennemføre møder, valgforsamlinger, prædikenfestivaler. Vi må godt forsamles for at høre Ordet og ordene og være sammen, trøstes og glædes. Vi må endda synge, bare vi kan holde afstand og lufte ud.

Mennesker har brug for at kunne forsamles hos os. De har brug for folkekirken. Og vi må godt være der for dem.

Så hvorfor aflyser menighedsråd og præster allehånde sammenhænge, når de ikke skal?

Kirsten Kruchov Sønderby er provst i Aabenraa Provsti.

 

Det betyder de nye coronarestriktioner for kirkerne
Coronarestriktioner

Det betyder de nye coronarestriktioner for kirkerne

Indendørs kirkelige handlinger og gudstjenester berøres ikke af de nye coronaretningslinjer, men antallet af deltagere ved udendørs begravelser sættes ned til 50

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail