Debat

Provst: Debatten om frelse gør læren til en bekendelsessag

Lutherrosen var Luthers bomærke. Med versaler står der "VIVIT" – det er latin og betyder "Han lever". At Kristus lever, er altafgørende for Luther, og hans lære er altid et forsøg på at åbne for den levende Kristus. Det glemmer man i debatten og alles frelse over for frelse og fortabelse. Foto: Privatfoto

DEBATINDLÆG: I luthersk forstand er læren altid et forsøg på at formulere den ubetingede frelse i Kristus. Men i debatten om frelse og fortabelse bliver læren til en bekendelsessag, og det udvisker den ubetingede nåde, skriver Thomas Reinholdt Rasmussen

De seneste uger har en debat vedrørende den såkaldte dobbelte udgang bølget frem og tilbage både i de fysiske medier, særligt Kristeligt Dagblad, og sandelig også på de sociale medier.

Nogle taler for det, man kalder alles frelse, og andre, at der er to udgange, hvor nogle fortabes og andre frelses.

Dette noget abstrakte teologiske spørgsmål har tråde til, hvilken Gud vi tror på, hvordan vi skal forstå et menneske, og hvad et menneske kan, og hvordan vi forener store begreber som kærlighed og retfærdighed.

Samtidig handler debatten om de lutherske bekendelsesskrifter, som er en del af folkekirkens fundament. Men måske vender debatten luthersk set forkert. Måske mangler begge sider af de debatterende lejre at forstå, at bekendelsesskrifterne ikke er forudsætningsløse.

At Kristus lever er altafgørende for Luthers teologi

På mit skrivebord står en lille skål, jeg engang for mange år siden har købt i Wittenberg. I bunden af skålen er malet Luther-rosen på blå baggrund. Luther-rosen var Martin Luthers bomærke, som han anvendte forskellige steder, blandt andet i sine bøger, hvorved at han stod inde for, at teksten var hans.

Rundt om rosen på den blå baggrund er skrevet ordet ”VIVIT”. Det er latin og betyder: han lever. Det er tilsyneladende det altafgørende for Luther: at Kristus lever. Det er ud af den tro, at han formulerer sin teologi.

Luther er ikke systematisk teolog. Han skriver ikke dogmatikker om troens læresætninger. Luther er universitetsforelæser over den bibelske skrift, og han er prædikant. Alle hans bøger og værker er et forsøg på at udfolde ordene: Han lever. At Kristus er opstanden, og at Gud derved ved Kristus virker i os i dag.

Vi tror ikke på en lære. Vi tror på Kristus. Ham, der lever

I 1530’erne overvejede Luther efter sigende at skrive et egentlig akademisk værk om retfærdiggørelsen. Det blev dog ikke til noget. Heldigvis. For det var ikke retfærdiggørelseslæren, der var afgørende, men Kristus. Vi tror ikke på en lære. Vi tror på Kristus. Ham, der lever.

Derfor er læren i luthersk forstand altid et forsøg. Et forsøg på at formulere den ubetingede frelse i Kristus. Et forsøg på at åbne for den levende Kristus.

Man må skelne mellem teologi og tro

I tidens løb er det ofte sket det, at der har været et skred mellem Kristus og læren. Som om man blev mere optaget af læren end af ham, der lever.

I det tyvende århundredes teologi er det ofte sket, at netop retfærdiggørelseslæren blev det centrale. Men retfærdiggørelseslæren er ikke det afgørende. Det er nogle formuleringer, der peger på ham, der lever, og som det afgørende.

I Luthers nære eftertid kunne andre begreber bliver centrale, selvom de egentlig blot var hjælpemidler til at begribe, hvorledes Kristus er levende. I debatten med præsten Zwingli i 1528 om nadveren introducerer Luther begrebet ”ubiqvitet”. Det betyder allestedsnærværende.

Det er et hjælpebegreb for Luther. Men det er ikke et trosspørgsmål. Begrebet hjælper med at forstå, hvorledes Kristus kan være virkeligt tilstede i brød og vin ved nadveren.

Teologiens sætninger kan aldrig i den forstand være tvingende for troen

Men i Konkordieformlen fra 1577, som er et forsøg på en luthersk enhedsbekendelse, som dog aldrig bliver antaget i Danmark, bliver ”ubiqvitet” til en bekendelsessag. Sådan ville Luther aldrig formulere det.

Ubiqviteten er én måde at formulere på, at Kristus lever. Der kan sagtens være andre måder at formulere det på. Ubiqviteten er ikke tvingende for troen. Det er en del af Luthers måde at formulere den nærværende Kristus på.

Sådan bør man skelne mellem teologi og tro. Teologien formulerer forsøg på at tale om den nærværende og levende Kristus. Men teologiens sætninger kan aldrig i den forstand være tvingende for troen. Det er kun ordet: vivit.

Både tilhængere og modstandere vil kunne finde belæg hos Paulus

På samme måde står man i disse dages debat lidt underlig til mode, når der tales om læren om alles frelse, som hedder apokatastasis, og modsat om den såkaldte lære om de to udgange.

Der er ingen tvivl om, at der findes tale om fortabelse og tale om forhærdelse hos Luther. Det kan slet ikke anfægtes.

I bogen ”Om den trælbundne vilje” fra 1525 kan man finde flere eksempler, og i det lutherske bekendelsesskrift Den augsburgske Konfession fra 1530 kan det tydeligt findes for eksempel i artiklerne 2, 9 og 17. Luther og reformationen er her en del af en vestlige tradition, som formulerer de to udgange i tråd med et frihedsbegreb.

En tradition, som naturligvis finder belæg steder som Mathæusevangeliet 25,31-46, men også hos Paulus, når han i Romerbrevet 5,18-19 skriver:

”Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker.  For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.”

Det er ikke entydigt. Og derfor debattens voldsomhed

Og lige netop dette citat viser, hvor vanskelig debatten er: Paulus veksler i to på hinanden følgende vers mellem ”alle” og ”mange”, hvilket betyder, at både tilhængere og modstandere vil kunne finde deres belæg i dette skriftsted.

Tilhængere af apokatastasis vil sige, at Kristi offer på korset er et universelt offer, der bringer frelse til verden. Derfor er alle mennesker Guds børn nu. Dåben bliver derved en bekræftelse på et allerede bestående forhold.

Men hvordan skal man så forstå bibelske steder som Romerbrevet 6,3-11 eller Galaterbrevet 3,26-27, for slet ikke at tale om Johannesevangeliet 3,5? Her tales om menneskets sammenknytning med Kristus og om, at man bliver Guds barn ved dåben? Men omvendt kan Kolossenserbrevet 1,20 tale om en universel frelse ved ”hans blod på korset”.

Det er ikke entydigt. Og derfor debattens voldsomhed.

Man kan stirre sig blind på læren og glemmer Kristus

Men Martin Luthers kamp var faktisk en kamp for entydighed. Hvor skulle han finde den? I Kristus. I ham, der lever.

I Kristus er Guds kærlighed fuldstændig entydig, og Luther kan skrive, at uden for Kristus må man sige, når man ser på verden, at Gud enten er ond eller slet ikke er til. I skaberværket er der en tvetydighed i gudsbilledet, som vi slet ikke kan komme væk fra, hvis vi skal tage erfaringen alvorligt. Hvis Gud er entydig kærlighed, er der noget galt med vores erfaring af verden.

Hvad gør vi så med de steder, hvor Luther tydeligt taler om fortabelse og undergang?

Hvad gør vi så med de steder, hvor Luther tydeligt taler om fortabelse og undergang? Hvad er der i de to udgange? Og trækker Luther ikke disse steder tæppet væk under sin egen entydighed?

Nu er vi jo ikke forpligtet på at følge Luther, men Kristus. Men når Luther mener, at mennesket grundlæggende ikke kan frelse sig selv, så må der være to muligheder: Enten frelser Gud i sin godhed alle, eller også lader han nogle ubegribeligt gå fortabt.

Luthers tale om frelse i Kristus alene medfører altså disse to muligheder, som man kan stirre sig blind på, hvis man ikke fastholder, at det netop handler om Kristus, og ikke om en lære om en eller flere udgange. Man kan glemme Kristus i den debat.

Man kunne jo under en luthersk synsvinkel forsøge at stille spørgsmålet: Hvem er det egentlig, der går fortabt? Og allerede her har vi forladt troens tillid til Kristus, men det er vi åbenbart nødt til i dette noget abstrakte spørgsmål.

I Den augsburgske Bekendelse artikel 2 siges det, at arvesynden ”bringer evig død over dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden”. I artikel 9 udtrykkes det, at de, der lærer, at børn frelses uden dåb, fordømmes. I artikel 17, som handler om Kristi genkomst til dom, siges det, at Gud vil fordømme ”de ugudelige mennesker og djævlene” til pine uden ende. I den bekendelse, som Luther skriver i 1528, lyder det, at de onde skal dø sammen med Djævelen og hans engel.

Der er således ingen tvivl om, at der i den lutherske teologi tales om to udgange.

Bekendelsesskrifterne er ikke faldet ned fra himlen

Det spørgsmål, der står tilbage er blot: Luthers tale om frelsen i Kristus alene peger faktisk på noget andet. I Kristus åbenbarer Gud sin kærlighed til os (1.Johannesbrev. 3,1). Hvordan kan denne Gud, der er kærlighed i Kristus, sende andre i fortabelse, for disse er vel ikke mere skyldige end andre (Lukasevangeliet 13,4)?

Der er altså noget grundlæggende i Luthers teologi, der peger frem mod noget andet end fortabelse af den store hob, selvom Luther kan komme noget ud i de teologiske tåger, når han skal forsvare, at frelsen er Guds alene.

I Kristus er der ikke andet end frelse. Det var Luthers pointe, og alt, hvad vi siger, skal støtte det

Her kunne man jo sige, at det bare er noget vrøvl, der står i de historiske skrifter, men man kunne også ud fra Kristus se det som et udtryk for evangeliets magt: Djævelen og hans slæng skal ikke frelses. Det er vel også de eneste, der oplyst kan fornægte ånden (Matthæusevangeliet 12,31).

Det er måske også det Grundtvig skriver i en salme med ordene ”går kun fortabelsens æt fortabt”. For der er jo heldigvis tænkt teologi siden reformationen. Og det handler om den ubetingede nåde, som udviskes, når læren bliver til bekendelsessag.

Problemet i nærværende debat er, at det er, som om man vender tingene på hovedet. Man begynder med slutningen: dommen og den yderste dag. Man gør læren til en bekendelsessag.

Men det er kun ham, der lever. I Kristus er der ikke andet end frelse. Det var Luthers pointe, og alt, hvad vi siger, skal støtte det. Måske skulle bekendelsesskrifterne også læses sådan, for de er altså ikke faldet ned fra himlen, men har en forudsætning:

Vivit – ham, der lever.
 

Thomas Reinholdt Rasmussen er provst i Hjørring Søndre Provsti

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail