Projektleder for Grundtvigsk Forum: Jeg glæder sig til arbejdet med højskole i Gellerup

SELVPORTRÆT: Cand.mag. Therese Helga Emborg er projektleder for Grundtvigsk Forum i en nyoprettet stilling i Aarhus. Hun glæder sig til at følge og formgive udviklingen af den kommende højskole i Gellerup, hvor hun også får kontorplads

"Litteratur fylder en del i min tilværelse, da jeg er uddannet i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og er en aktiv del af byens litteraturmiljø. Aarhus er en herlig litteraturby!" siger Therese Helga Emborg, som er ansat i en ny stilling som projektleder for Grundtvigsk Forum i Aarhus.
"Litteratur fylder en del i min tilværelse, da jeg er uddannet i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og er en aktiv del af byens litteraturmiljø. Aarhus er en herlig litteraturby!" siger Therese Helga Emborg, som er ansat i en ny stilling som projektleder for Grundtvigsk Forum i Aarhus. Foto: Privatfoto

Jeg søgte jobbet, fordi det lød virkelig interessant og meningsfuldt.

Min første opgave bliver at skabe et netværk af gode kontakter i Aarhus indenfor kirke- og kulturlivet. I samarbejde med dem vil jeg søsætte en række initiativer, hvor Grundtvigs tankegods synliggøres og forhåbentlig kan være afsæt for nye kulturelle og sociale fællesskaber.

Denne artikel er en del af dette tema:
Selvportræt
Selvportræt

Jeg glæder mig især til at følge og formgive udviklingen af den kommende højskole i Gellerup. Højskolebevægelsen har stor betydning for mig, og jeg har gjort mig herlige erfaringer som både højskoleelev og højskolelærer. 

Det kan blive en udfordring for mig, at alle mine egentlige kollegaer sidder på Vartov i København. Heldigvis tegner det allerede til, at jeg får nogle nære samarbejdspartnere her i Aarhus, og med en kontorplads i det nye forsamlingshus i Gellerup kommer jeg helt sikkert til at have en levende hverdag.

Jeg trives bedst med en arbejdsdag, der har en ramme, hvor jeg nogenlunde frit kan formgive indholdet. Det er afgørende for mig, at mit arbejdsliv har et værdimæssigt udgangspunkt, der rækker ud over mig selv. I min stilling som projektleder for Grundtvig-Akademiet i Aarhus er jeg en del af Grundtvigsk Forum, og det sætter jeg stor pris på. Her tager jeg del i en historisk tradition, som kommer til at udgøre et solidt fundament under mit arbejde.  

Hvis jeg skal beskrive mig selv med tre ord, vælger jeg ikke at gøre det helt så enkelt. Jeg er vendelbo og nærer en grundlæggende kærlighed til min hjemstavn. Især landskabet ved den vendsysselske vestkyst, her føler jeg mig allermest hjemme. Igennem ti år har jeg boet og levet i Aarhus og holder utrolig meget af verdens mindste storby. Litteratur fylder en del i min tilværelse, da jeg er uddannet i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet og er en aktiv del af byens litteraturmiljø. Aarhus er en herlig litteraturby!

Når jeg holder fri, elsker jeg at tage det hele meget roligt. Nogle gange får jeg læst bøger, set tv-serier, lyttet til musik og fornøjet mig med mine venner. I denne særlige tid ser jeg meget frem til, at vi igen kan mødes på kryds og tværs i bylivet.