Der er blevet længere mellem præstegårdene. Tal fra Præsteforeningen viser, at der siden 2006 er solgt cirka 300 tjenesteboliger, hvorfor der i dag er i omegnen af 1400 tjenesteboliger tilbage til landets sognepræster.
En beklagelig udvikling, mener Niels Vincens Grunnet, næstformand for Præsteforeningen og medlem af foreningens boligudvalg.
”Det er en udvikling, vi ønsker at bremse.”
Niels Vincens Grunnet henviser samtidig til, at hovedbestyrelsens politiske arbejde med tjenesteboliger tager afsæt i Ansættelseslovens hovedregel om, at der til embedet som sognepræst er knyttet tjenestebolig. Samtidig understreger han, at det er Præsteforeningens holdning, at tjenesteboligen er et arbejdsredskab. Og det bør få konsekvenser fremadrettet.
Dels bør alle tjenesteboliger være indrettet med et kontor til præsten, dels bør frasalget af tjenesteboliger stoppe.
Vi kan se både fordele og ulemper ved tjenesteboligen
Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd
”Det er afgørende med den lokale sikring af præstens tilstedeværelse. Det er et aktiv for sognet og sognebørnene, men også for præsten selv. Samtidig er tjenesteboligen et arbejdsredskab for præsten. Det er derfor afgørende, at der skal være et kontor til rådighed,” siger Niels Vincens Grunnet.
Ingen bekymring hos Landsforeningen
Der er flere årsager til, at mange tjenesteboliger i nyere tid er blevet solgt. En er det øgede andel af overenskomstansatte præster, en anden er strukturelle omlægninger, hvor sogne slås sammen og endelig spiller lokale sparehensyn også en rolle.
”Men det forklarer ikke alle de mange frasolgte tjenesteboliger,” siger Niels Vincens Grunnet.
Ansvaret for vedligeholdelse og istandsættelse samt vurdering af, om en tjenestebolig skal sælges fra, ligger hos de enkelte menighedsråd i samspil med provsten. Men hos Landsforeningen af Menighedsråd er der ikke samme skepsis at spore som hos Præsteforeningen angående de mange frasolgte tjenesteboliger.
”Nej, vi er ikke så bekymrede. Vi kan se både fordele og ulemper ved tjenesteboligen. Vores senest vedtagne politik på området er, at vi som minimum ønsker én tjenestebolig i hvert pastorat,” siger Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd.
”Men det kunne være interessant at få et overblik over årsagerne til, at der er så mange tjenesteboliger, der er blevet solgt fra”.
Plusser og minusser
At tjenesteboligen har sine fordele og ulemper, er Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd enige om.
På den ene side er præsten sikret mulighed for at bo blandt sine sognebørn og boligbidraget (huslejen) er forholdsvis lav.
Jeg fornemmer, at de fleste ser det som et plus
Kristoffer Vinther Olesen, pastoralseminariestuderende
På den anden side har præsten pligt til at bo i tjenesteboligen, hvilket nogle præster - og præstefamilier - oplever som ufleksibelt. Det kan også være en ulempe, at man som præst ikke har fast ejendom at spare op i. Hvis boligen samtidig ikke er af god og tidssvarende stand, eller der eksempelvis er dårlig adskillelse mellem tjenestelige arealer og det private, tæller det heller ikke på plussiden.
Boligønsker hos fremtidens præster
Så hvad tænker den kommende præstestand om tjenesteboligen? Er tjenesteboligen med dens ulemper et levn fra fortiden, som opleves som en hæmsko snarere end et redskab?
En undersøgelse, som FUV har foretaget, viser, at 84,7 procent af de seneste års pastoralseminariestuderende i forbindelse med en fremtidig præstestilling ønsker at bo i tjenestebolig.
Kristoffer Vinther Olesen, som går på pastoralseminariet i Aarhus dette efterår, genkender holdningen.
”Jeg fornemmer, at de fleste ser det som et plus. Først og fremmest er det afgørende som nyuddannet, at man sidder billigt i husleje. Når du har siddet med høj husleje i Aarhus, så er det tiltrækkende.”
”Jeg ser det samtidig som en klar fordel, at præsten bor i selve sognet, for at kunne få en fornemmelse af, hvad der rører sig. Omvendt kan det måske være svært for ens ægtefælle at forliges med, at der følger en bopæl med jobbet, som man ikke selv er herre over.”