Måske skal der en krise til, før vi for alvor får gjort noget ved præstemanglen. Alternativt kan vi også vælge at handle i tide. I tide vil sige lige nu eller snart. Ganske vist er vi ikke i samme situation som i 1969, hvor 135 præstestillinger var ubesatte, men flere og flere af landets biskopper melder om faldende eller ingen ansøgere til ledige præsteembeder og om flere og flere genopslag af stillinger.
Menighedsråd og stifter er begyndt at arrangere charmeture til pastoralseminarierne og præsentationsture til det enkelte stift for at trække kandidater til præstestillinger. Der er rift om de få ledige kandidater.
Samtidig diskuteres det, om der rent faktisk er præstemangel.
Det er vanskeligt at få eksakte prognoser. Statistikkerne peger på, at der findes ledige teologer. Det får så betydning for dimensioneringen af teologiuddannelsen. Men statistikkerne taler et andet sprog end virkeligheden. Når biskopper melder ud, at der er et reelt problem, så er det en virkelighed, vi må forholde os til og gøre noget ved.
En enkelt kollega (sognepræst Carsten Mulnæs, red.) har gjort sig til talsmand for, at der kan nedlægges præstestillinger i byen, når der nu ikke er præster til at dække behovet, fordi der er oprettet en lang række lokalfinansierede præstestillinger i det seneste år, især i byområder. Men det er jo netop der, man har efterspurgt øget pastoral arbejdskraft.
Det er ikke at tænke ud af kassen, men mere at røre rundt i kassen og diskussionen om den kirkelige betjening mellem land og by. Præstemanglen løses ikke ved at flyttet rundt med stillingerne, så der er andre, der får problemet. Det betyder ikke, at vi ikke har brug for en diskussion af, hvordan vi på den bedste måde bruger de pastorale ressourcer, der er til rådighed.
Alle taler om præstemangel, men ingen gør noget ved den
Det virker som om, vi befinder os i en paradoksal diskussion, hvor alle taler om præstemangel, men ingen rigtig gør noget ved den. Allerede i 2015 fremsatte vi i Præsteforeningen 10 bud på, hvordan præstemanglen kan modvirkes. Blandt andet foreslog vi, at der kunne etableres mulighed for en teologisk tillægsuddannelse.
Derfor støttede vi også det forslag, som Kirkeministeriets udvalg om præstemangel fremsatte om at knytte en teologisk tillægsuddannelse til en anden kandidatuddannelse, der kunne åbne for at søge præsteembede. Skønt alle kirkelige parter var enige om at støtte forslaget, var der desværre ikke politisk opbakning i det daværende folketing.
I stedet har man fra politiske hold valgt at se på, om man kan lempe på §2 i ansættelsesloven, så flere ikke-teologer uden en særligt defineret uddannelsesbaggrund kan få adgang til at søge præstestillinger. Det arbejde er for tiden også sat på standby i Kirkeministeriet, så det er uvist, hvilke initiativer, der ellers vil blive taget på området.
Nogle politikere mener, at præstemanglen skal løses af folkekirken selv. Men den kan ikke løses alene ved charmeture eller ved bedre løn- og ansættelsesforhold - der er behov for politisk støtte.
Behov for supplement til den teologiske kandidateksamen
Præsteforeningen ser fortsat den teologiske kandidateksamen som hovedvejen til ansættelse som præst i folkekirken, men vi må også erkende, at præstemanglen kan udfordre den uddannelsesmæssige baggrund for folkekirkens præster.
Derfor virker det også kontraproduktivt, at der på det uddannelsespolitiske område gennem de seneste år er fortaget det ene begrænsende tiltag på området efter det andet.
Hverken dimensionering, fremdriftsreform, uddannelsesloft eller nu senest et finanslovsforslag, der betyder yderlige nedskæringer på det teologiske områder, fremmer bestræbelserne på at imødegå præstemanglen.
Men lige meget om teologi kan friholdes af det store uddannelsespolitiske spil eller ej, så må vi se på, om der kan skabes kvalificerede akademiske teologiske tillægsuddannelser i en tidsbegrænset periode.
Det er nu, vi skal gøre noget ved det.
Per Bucholdt Andreasen er formand for Præsteforeningen