Præsteforening: Præster i menighedsrådet sikrer balancen mellem læg og gejstlig

DEBAT: Et menighedsråd er ikke en kirkelig forening, men et ligeværdigt organ for samvirket mellem præst og menighed. Derfor skal præsterne have stemmeret, skriver formand for Præsteforeningen i debatten om præsters indflydelse i menighedsrådet

Præster er fødte medlemmer af menighedsrådet for at sikre den balance, der skal være mellem det læge og gejstlige lag i vores lutherske kirkeordning, hvor det særlige præstedømme netop er etableret af hensyn til den kirkelige orden, mener Per Bucholdt Andreasen, formand for Præsteforeningen.
Præster er fødte medlemmer af menighedsrådet for at sikre den balance, der skal være mellem det læge og gejstlige lag i vores lutherske kirkeordning, hvor det særlige præstedømme netop er etableret af hensyn til den kirkelige orden, mener Per Bucholdt Andreasen, formand for Præsteforeningen. Foto: PR-foto

Sognepræsten Jens Ole Christensen undrer sig i et debatindlæg på Kirke.dk over, at præster har stemmeret i menighedsråd.

Denne undren skal ses på baggrund Jens Ole Christensens 30-årige erfaring som leder i en kirkelig organisation og fire år som sognepræst. Derfor mener han, at den ordning, der kendes fra kirkelige organisationer, også bør indføres i menighedsrådene, at der skelnes mellem ansatte og valgte, og at præsterne derfor ikke skal have stemmeret. Det mener Jens Ole Christensen vil være mere ordentligt og klargørende demokratisk set.

Et menighedsråd kan ikke umiddelbart sammenlignes med en kirkelig forening eller organisation, en bestyrelse eller andre folkevalgte organer, hvilket også fremgår tydeligt af lovgivningen. 

Baggrunden for at præster er fødte medlemmer af menighedsrådet, handler i virkeligheden om den balance, der skal være mellem det læge og gejstlige lag i vores lutherske kirkeordning, hvor det særlige præstedømme netop er etableret af hensyn til den kirkelige orden.

Oprindeligt blev menighedsrådene indført som en hjælp til præsten i den lokale menighed, hvor der var særligt fokus på at tage sig af de mere forvaltningsmæssige og administrative opgaver. 

Siden har menighedsrådet udviklet sig til at være et ligeværdigt organ for samvirket mellem præst og menighed om både de kirkelige og administrative anliggender. Præsten er netop ikke ansat af menighedsrådet, men kaldet af menigheden til at være præst, og derfor er præstens ansættelsesforhold placeret centralt i Kirkeministeriet.   

Den nuværende menighedsrådslovgivning giver derfor god mening, fordi det også indeholder et kirkesyn, hvor samvirket mellem den, der er kaldet til at være præst, og dem, der på demokratisk vis er valgt til at repræsentere menigheden, netop skal arbejde forpligtende sammen på at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse som det er formuleret i menighedsrådslovens § 1, stk. 2.

Samvirke, ligeværdighed og balance er derfor nøglebegreber i forhold til menighedsrådene, og derfor er det vigtigt, at præsten er født medlem af menighedsrådet og ligeværdigt har stemmeret på nær nogle få undtagelser. 

Præsten indgår selvfølgelig i et arbejdsfællesskab med øvrige ansatte, men er defineret som en del af ledelsen med arbejdsgiveransvar. Så der er en klar og præcis rollefordeling, som ikke er hæmmende for præsten som sjælesørger, hvis man holder sig det for øje.

Da økonomi også er teologi, giver det god mening, at præsten som teologisk fagperson er med til forpligtende og med ansvar at have indflydelse på menighedsrådets økonomiske dispositioner. At præsten kan vælges til formand, er blot udtryk for, at der er en sikkerhedsventil i forhold til, at et menighedsråd er en myndighed, og det derfor altid vil være et født medlem, der kan påtage sig opgaver, hvis andre ikke vil.

Så alt i alt giver det god mening, at præsten er født medlem af menighedsrådet, så præster og folkevalgte medlemmer kan samvirke om det, der er kirkens kerneopgave, begge parter med stemmeret. 

Per Bucholdt Andreasen er formand for Præsteforeningen