Præst ved åbningsgudstjeneste: Kravl ned fra træet

Provsteforeningens formand Annette Brounbjerg Bennedsgaard stod for gudstjenesten ved Folketingets åbning. I sin prædiken sagde hun, at Jesus opfordrer os alle til at kravle ned fra det træ, vi så let kravler op i. Læs hendes prædiken her

Provst Annette Brounbjerg Bennedsgaard var prædikant ved Folketingets åbningsgudstjeneste, og sagde blandt andet, at Jesus kalder alle mennesker ned fra de træer, de er kravlet op i. Foto: Leif Tuxen

Prædikentekst:

Lukasevangeliet kap. 19, v. 1-10.

Kravlet op i et træ på en tirsdag

Det er tirsdag, og du er kravlet op i et højt træ. Herfra har du et glimrende udsyn over byen. I ro og mag og på behørig og behagelig afstand bestyrkes du i dit syn på verden. Her er ingen til at modsige dit perspektiv på flygtninge, klima og manglen på arbejdskraft.

Men hvad er nu det for et optog dernede? Der er et menneske i midten. Hvem er det? Er det Zelenskyy i afslappet t-shirt eller Greta Thunberg med sit vrede ansigt? Stemningen i optoget er intens og minder mest af alt om en pride. Dit trænede øje kan se, at politiet er på plads. Du har allerede taget et par gode billeder. De kan helt sikkert bruges i dit næste opslag.

Men hov, hvad sker der nu? Manden i midten standser lige nedenfor dit træ. Han fanger dine øjne og siger:

”Kom ned fra dit træ!” ”Jeg vil være gæst hos dig i dag.”

Jesu farver synsfeltet

Jesus mødte vidt forskellige mennesker. Kvinder og børn, stilladsarbejdere og sømænd, politikere og præster. Mennesker, der mente at have styr på både sig selv og verden, og mennesker der mistrivedes og ikke syntes de havde styr på ret meget.

Overalt forstyrrer Jesus synsfeltet. Han er en sand normstormer.

Mennesker og samfund sættes i bevægelse af ham.

Zakæus var vist bare nysgerrig. Han havde svigtet sit folk ved at berige sig godt og grundigt på deres bekostning. Men Jesus trækker Zakæus ind i fællesskabet igen. Det er tilgivelse skåret ud i pap. Når Jesus lyser på Zakæus, bliver det lysende klart for Zakæus, hvordan han har svigtet. Og tilgivelsen Jesus kalder Zakæus hjem med, farver øjeblikkelig Zakæus helt ind i sjælen. Nu vil han give videre af alt det, han har fået.

I dag er det dig, der sidder i træet. Jesus ser op på dig. Og hvis du ligner Zakæus, så rykker det i dig, når han kalder: ”Kom ned fra dit træ!”

Trætoppe

Du ved selv, hvilke trætoppe du kender til.  Du ved, hvor du indretter dig mageligt og uforstyrret med din vurdering af, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert. Du ved selv, hvor svigt og bedrag er mere eller mindre skubbet ind under gulvtæppet hos dig.

I trætoppen indsnævrer vi fællesskabet. Måske indsnævrer vi til dem, vi kan lide, dem vi deler nation, religion eller holdning med. Og det hænder, at snæversynet strammer så meget til, at der kun er plads til mig selv.

”Kom ned fra dit træ!” 

Når Jesu Kristi tilgivelse går i blodet på os, er det indlysende, at Guds nåde skal bo i vores hjerte og farve hele vores liv.

I disse år ser vi en øget polarisering. I USA er det ekstremt. En politisk mistillid bliver i visse sammenhænge dyrket bevidst. Der opildnes til had og frygt. Polariseringen smitter og truer ethvert samfunds integritet.

I Danmark har vi en stærk tradition for et samfund, der ikke er polariseret. Vi er vant til at dele hverdag med hinanden i folkeskole, i børnehave, på plejehjem, i sundhedsvæsen, i folkekirken, på højskoler og i foreningslivet. Vi har arvet en stor tillid og gensidig respekt. Sammenlignet med andre lande, er der fortsat stor tillid til både institutioner og myndigheder.

Men nærer vi polarisering i Danmark, når skoleliv og byer bliver mere og mere opdelte? Giver vi polariseringen medvind i det politiske liv? Hvordan undgår vi strukturelt og hver især at lukke os inde i ekkokamre med ligesindede? Hvordan bliver vi ved med at tale med hinanden, og ikke kun om hinanden? Hvordan understøtter vi et samfund, hvor vi fortsat deler perspektiver på alt det fælles, også og særligt når vi er uenige?

Nåden smitter af

”Kom ned fra dit træ!”

Gud møder os ved enhver gudstjeneste med sin nådes lys. Er vi igen kravlet op i en trætop, forstyrrer han vores perspektiv på verden og os selv. Det er den indre kompasnål, der justeres. Det er nådens frontalangreb, der kalder os til at leve vores liv i og af Guds nåde.

One line City

Så hvordan ser det gode samfund ud?

Jeg hørte for nyligt et markant bud, nemlig ”One line City”. Det er den saudiske kronprins Mohammed bin Salman, der vil bygge en 170 km lang by, 500 meter over havoverfladen. I reklamen lyder det sådan her:

”Byen er en civilisatorisk revolution, der sætter mennesket først og giver en endnu uset ”urban living experience””. Der er 100 % genanvendelig energi, ingen veje eller biler. Derudover er der ubegrænset adgang til naturen, mere tid til at være sammen med ”the loved ones”, og ikke mindst et perfekt klima året rundt.  

Virkeligheden kalder

Det er som regel klogt at være dybt skeptisk, når nogen påstår at kunne bygge Gudsriget på jord. One line City udpeger miljø som den store udfordring, og det er svært at være uenig i. Men vi kunne nævne en lang række andre udfordringer; pandemi, krig, fordeling af jordens ressourcer, polarisering, for ikke at tale om den øgede mistrivsel.

Mistrivsel

Mistrivsel larmer ikke på samme måde som krig og polarisering. Ikke desto mindre er det en enorm samfundsudfordring. Hvorfor mistrives så mange? Flere peger på at det tynger, at vi bilder hinanden ind, at vi skal være helt unikke. At vi er absolut frie til at være, hvem vi vil og hvad vi vil. At vi er gået fra et forbudssamfund, til et samfund med påbud om at være lykkelig og fri. Tina Dickow synger i en sang: ”It looks like freedom, but it feels like being on the run”; det ser ud som frihed, men det føles som at være på flugt. Friheden som et åg. For vi vil gerne gøre det godt. Slå til. Være tilstrækkelige. Og der er åbenbart ingen grænser for de livsområder, hvor vi kan sætte standarder umenneskeligt højt. Og opfatte det som en fejl der bør rettes, når vi ikke er konstant lykkelige og frie.

Årsagerne til mistrivslen gisner vi fortsat om. Men mistrivslen har de to seneste nationale sundhedsrapporter slået fast med syvtommersøm; udbrændthed, stress, depression, selvskade og mere af samme skuffe. Mistrivslen vokser desværre eksplosivt. Den har ansigter vi kender, fordi det er vores egen familie, venner eller os selv, der er ramt.  

Folketinget åbner i dag

I dag åbner folketinget, og I skal i gang med det politiske arbejde. I og enhver af os har ansvar for at bidrage til et godt samfund. Et samfund der er bæredygtigt for både menneskesind, det globale menneskelige fællesskab og den jord, Gud har sat (os?) som forvaltere af.   

”Kom ned fra dit træ!”

Gud kalder utrætteligt på os. Møder os med en smitsom nåde, der tager bolig i hjertekamre, som et vaterpas for hverdag og samfundsliv.

Når Jesus igen placerer sig midt i menneskelivet og tager plads ved bordet, gør han det igen aldeles indlysende, at vi hører til i fællesskab med hinanden. Og vel er vi forskellige politisk, kulturelt eller socialt, og ikke desto mindre hører vi sammen.

”Kom ned fra dit træ!”

Når Jesus kalder os ned fra vores træer, fyldes vi af mod til at handle og et blik for de andre, selv når vi synes udfordringer er for store, uoverskuelige eller komplekse. Sådan var det på Jesu tid, og sådan er det i dag. Det er ganske almindelige mennesker af kød og blod, han kalder til at være små himmellys på jord. Og han kalder på os, selv på dage hvor vi som Zakæus, har placeret os som tilskuere.

Evangeliet vrimler med mennesker der svigter

”Kom ned fra dit træ!”

Det kald er der brug for, hver eneste gang vi igen har bevæget os væk fra ansvaret for det fælles. Jeg kender ikke din trætop. Men evangeliet vrimler med eksempler på mennesker, der er havnet i en trætop. Mennesker, der vender ryggen til det fælles ansvar af dovenskab, selviskhed, pragmatisme eller kølige eller overophedede politiske analyser. For disciple og alle os andre sker det, at vi falder i søvn, hvor vi burde være vågne. Og det er vigtigt, at vi ikke falder i søvn. At vi tager vare på vores ansvar for hinanden og for fællesskabet.

Verden kalder

For nyligt kunne vi høre en hjertegribende beskrivelse af et særdeles komplekst problem. Det lød, da Niviaq Korneliussen takkede for Nordisk Råds litteraturpris for hendes bog ”Blomsterdalen”. Hun henvender sig i talen til unge i Grønland;

”Vi har den højeste selvmordsrate i verden. Vi har et system der svigter jer gang på gang. De frasiger sig ansvaret, -et ansvar som bliver pålagt jer, selvom I ikke ved om I kan holde natten ud… til jer der føler jer grimme, uduelige og som en byrde. Undskyld på vegne af alle de voksne, der er ansvarlige for jer.”

Det er en tale, der kalder på fælles samfundsansvar. Det er lettere at komme med politiske løsninger på stigende energipriser end på mistrivsel. Men vi må ikke vende ryggen til nye og besværlige udfordringer. Vi må ikke efterlade aben hos den enkelte. Fælles udfordringer kalder på fælles eftertænksomhed, og fælles løsninger.

One Line City tegner en by, der ligner Gudsrige på jorden. Et sted hvor alt er godt og intet truer. Når vi sammen skal tage vare på fællesskabets liv, er det klogt at spille med åbne kort. Vi har ikke styr på fremtiden. Vi er ikke lige ved at få udryddet den sidste usikkerhed.  Usikkerhed og alverdens dilemmaer hører til menneskelivets grundvilkår. Der er ingen af os, der ved hvordan det vil udvikle sig med energikrisen, krigen i Ukraine, manglen på arbejdskraft eller mistrivslen. Og enhver af os svigter, som Zakæus svigtede.

”Kom ned fra dit træ!”

Guds nåde lyser utrætteligt på os her i kirken. Han fylder os med sin nåde og tilgivelse og sender os ud i for at tage medansvar for alt det fælles her i Danmark og i verden. Vi skal fortsat investere hjerteblod i, at vores demokrati må være velfungerende og i en solidaritet på tværs af landegrænser. Det gør vi kun, når vi med vilje lader os forstyrre også af de mennesker, der ser anderledes på tingene end os selv. Vi skal ikke oppuste os som saudiske supermænd, der påstår at kunne skabe Gudsrige på jorden. Men enkelt og ligetil, gøre det vi hver især kan på vores sted. Så vi deler liv og glæde, ansvar og dagligt brød med hinanden.

Se, han står og lyser på os med sin fred, når han kalder:

”Kom ned fra dit træ!”

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver en sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.