Ny præst

Mit første år som præst: Prædikenen er det, jeg bruger mest tid på

"Hvis jeg har god tid, læser jeg gerne gamle prædikener skrevet til den kommende søndag, når jeg forbereder mig egen prædiken," skriver Anna Rask Lauridsen. Foto: Anna Rask Lauridsen

"Det sværeste ved prædikenen for mig er at skrive den første sætning. Men det er også ofte det, jeg holder allermest af, når jeg så står på prædikestolen om søndagen. At sige den første sætning," skriver sognepræst Anna Rask Lauridsen i denne måneds rapport fra hendes første år som præst

Det kræver mere tid, end jeg lige troede at forberede søndagens højmesse. Det er uden sammenligning det, jeg bruger mest tid på i løbet af ugen; at vælge salmer og forberede min prædiken.
     
Jeg begynder allerede mandag formiddag, hvor jeg læser den kommende søndags tekster og overvejer vigtige ord og temaer. Ofte ser jeg efter, hvordan de tre bibeltekster taler til hinanden på denne søndag for at finde et tema. Hvis jeg har god tid, det er jo min fridag, læser jeg gerne gamle prædikener skrevet til netop denne søndag. 
 

Den første sætning afgør det hele

Det sværeste ved prædikenen for mig er at skrive den første sætning. Men det er også ofte det, jeg holder allermest af, når jeg så står på prædikestolen om søndagen. At sige den første sætning. Den der lille pause fra evangelielæsningen til prædikenen begynder, og jeg er den eneste, som ved, hvor vi nu skal hen i prædikenen. Det er helt særligt.       

Men den første sætning er også så svær at skrive, fordi den skal fange og overraske. Det er i al fald min intention, selvom det ikke altid lykkes. Jeg kan godt have en idé om, hvor min prædiken skal ende, men hvis jeg ikke ved, hvor den skal begynde, så kan jeg slet ikke få et ord ned.       

Nogle gange kan jeg blive ramt af sådan en følelse, at jeg bare er helt tom for ord. Jeg leverer mange ord i løbet af ugen. Ikke kun i prædikenen, men også i taler ved bisættelser og vielser, til kirkebladet og andet. Og nogle gange, så løber jeg bare tør. Sådan kan der gå flere dage, og presset stiger, jo mere vi nærmer os fredag, hvor jeg ofte skriver prædikenen.      

Tit kommer de her prædikenindledninger til mig, når jeg er i bad. Sådan var det også, da jeg skrev mit speciale, hvor jeg i perioder gik i bad flere gange om dagen. Så jeg har altid en notesbog liggende på badeværelset, så jeg kan skrive tankerne ned med det samme. Og da er prædikenen allerede godt på vej.

Salmevalget er en fin balance

Salmerne vælger jeg ofte, før jeg er kommet særligt langt med prædikenen. Jeg kan godt lide, at nogle af salmerne spejler dagens tekster. Et ord eller et tema som går igen i salmer og bibeltekster, og det inspirerer mig sommetider i prædikenforberedelsen. Andre gange ikke.

Men for kirkegængerne er det snarere det, at salmen er kendt, der betyder noget. Så det er en fin balance - også at veksle mellem nyere og ældre salmer.

Den mundtlige fremførsel

Jeg stiler efter at have min prædiken færdig fredag eftermiddag, inden jeg henter min søn i dagplejen. Så kan jeg nemlig holde lidt weekend med min familie, hvis ikke der er tjenester om lørdagen. Det er ikke altid, jeg når i mål, og så må timerne inddrages, mens den lille sover lur om lørdagen, så prædikenen kan blive færdig.      

Alt hvad jeg så mangler i forberedelsen er at læse det hele højt. Bibeltekster og prædiken. Jeg sætter små prikker og streger under ord og sætninger og bestemmer, hvor trykket skal ligge i min oplæsning. Nogle gange opdager jeg, at en sætning der formede sig smukt, poetisk på skrift slår knuder, når den læses højt. Så må den formuleres på ny. Denne del af forberedelsen er blevet helt nødvendig for mig, for at jeg kan være rigtigt tilstede og nærværende under læsningerne. Og dét er noget, jeg vægter meget højt.

 

Mit første år som præst

Anna Rask Lauridsen skriver hver måned til Kirke.dk om sit første år som præst. Den 1. september 2018 tiltrådte hun stillingen som sognepræst i Sahl-Gullev og Bjerringbro Pastorat, Viborg Stift.

Født i 1989. Cand.theol. fra Københavns Universitet forsommeren 2018. Har været praktikant på Kristeligt Dagblad. Skrev speciale om folkekirkens sorggruppepraksis. Opvokset på et nedlagt landbrug nord for Viborg. Har som ung spillet klarinet og sunget i kirkekor. Gift med Jacob og sammen har de drengen Johan på to år.

Læs alle indlæg i serien