Portrætinterview

Kirkeministeriets departementschef: I folkekirken er styring et fy-ord

"Kritikken af new public management, regneark og resultatmål bygger på en karikeret forestilling om, hvad DJØF’erne har gjort ved den offentlige sektor,” mener Christian Dons Christensen. Foto: Kåre Gade

Christian Dons Christensen er departementschef i Kirkeministeriet. Kirke.dk tegner i dette interview et portræt af DJØF'eren, der blev præstesøn i en sen alder, og som både har gået på højskole og siddet i menighedsråd

Det første, man ser, når man træder ind i Kirkeministeriets reception, er en reol med højskolesangbøger. Ikke noget helt almindeligt syn i centraladministrationen, men Kirkeministeriet er et ministerium, hvor ånd og forvaltning skal finde ud af at sameksistere.

I det lys ligner ministeriets departementschef siden 2017, Christian Dons Christensen, umiddelbart den ideelle person til posten. Hans far var amtsdirektør i Ribe, mens hans mor var gymnasielærer i historie og kristendomskundskab og senere cand.theol.

”Selv om jeg har lært mit fadervor og fået fortalt bibelhistorie, var det ikke noget meget religiøst hjem. Der var snarere en uudtalt folkekirke-kristendom. En taknemmelighed og en bevidsthed om, at livet er en gave. At du skal anstrenge dig, men du kommer til at begå fejl. Og alligevel er det godt nok,” siger han.

”Da min far døde, valgte min mor at søge et ”fuldtidskald” og blev præst i Søllerød. Så jeg plejer at sige, at jeg blev præstesøn i en sen alder,” smiler Christian Dons Christensen. 

Moren blev i 2003 opfordret til at søge bispeembedet i Ribe Stift. Den dengang 59-årige Elisabeth Dons Christensen vandt valget og var biskop indtil 2014.
 

Overvejede at læse teologi

Selv blev Christian Dons Christensen sprogofficer i russisk og derefter cand.scient.pol. Men inden han afleverede sit speciale, var han på Askov Højskole, hvor især den daværende forstander Morten Kvists historie- og litteraturundervisning greb ham.

”Statskundskab er et meget interessefokuseret og rationaliserende studie, og ja, det er jeg dygtig til. Men på Askov begyndte jeg at spekulere på, om jeg havde været for rationel i mit studievalg. For hvor er livet – det, der virkelig betyder noget – i alt det her?” fortæller han.

Det fik ham til at overveje at skifte studie – til teologi. 

”Men så kom jeg til fornuft,” siger han med et glimt i øjet.

Fornuftens sejr førte til en DJØF-karriere i staten, først og fremmest Udenrigsministeriet – blandt andet som ambassadesekretær i Moskva og senest som ambassadør i Kiev indtil februar 2017. 

Men Christian Dons Christensen lægger vægt på, at han ikke er en stereotypisk DJØF’er. Han har siddet i menighedsrådet ved Jesuskirken i Valby, og hans interesse for det russiske handler ikke kun om politik.

”Sprog er nøglen til kultur. Jeg holder umådelig meget af forfatteren Fjodor Dostojevskij og har sammen med min kone oversat russiske kriminalromaner,” siger Christian Dons Christensen, som mødte sin kone, journalisten og folketingskandidaten Anna Libak, på sprogofficersuddannelsen.

DJØF'erens embede kan også være et kald

I den folkekirkelige debat er ”djøfisering” et hyppigt brugt skældsord. Men Christian Dons Christensen kalder det fordomsfuldt, når nogen mener, at DJØF’erens tilgang til verden er uforenelig med ånd og kultur.

”Min far sad i bestyrelsen for Askov. For ham var det et naturligt folkeligt og samfundsmæssigt engagement. Ligesom han i øvrigt betragtede sit arbejde i amtet som et kald. Sådan ser jeg også selv på mit arbejdsliv i det offentlige.”

Men er det ikke en indstilling, der var mere almindelig i tidligere generationer? Er der ikke mindre ånd i embedsværket i dag?

”Det er ikke min oplevelse, at den offentlige sektor har mistet fornemmelsen af en etos. Den relativt udbredte kritik af djøfiseringen af den offentlige sektor – af new public management, regneark og resultatmål – bygger på en karikeret forestilling om, hvad DJØF’erne har gjort ved den offentlige sektor,” siger han. 

”For det første kan de færreste kritikere stå på ét ben og definere, hvad new public management går ud på – de synes bare, det er ondt. For det andet findes det ikke derude som en personificeret djævel, man kan adressere.”

Jeg plejer at sige, at mit styringsprincip er kærlighed – kærlighed til folkekirken som institution, med al dens særegenhed

Christian Dons Christensen

Christian Dons Christensen mener, at der en ansvars- og pligtfølelse hos den enkelte offentlige medarbejder og en vilje til samarbejde på tværs af offentlige institutioner og civilsamfund, som er helt afgørende for, at Danmarks offentlige sektor igen og igen kommer ud i top i internationale sammenligninger. 

“Det har ingen danske DJØF’ere - og i hvert fald ikke jeg - nogen dagsorden om at nedbryde. Tværtimod, så er netop samskabelsen mellem det offentlige og civilsamfundet jo i stigende grad i fokus i disse år. Og her kan man sige, at folkekirken på mange måder er et skoleeksempel - måske endda helt uden selv at have villet det,” siger han.

”New public management er et forsøg på at korrigere den selvtilstrækkelighed, der kan opstå, når man overlader alle beslutninger til professionerne. Man siger ’nu skal vi huske at undersøge, om brugerne – kunderne - er tilfredse’.”

”Og ja, det kan for eksempel føre til, at dokumentationskravene tager overhånd, og det skal man naturligvis korrigere. Men man kan ikke kritisere new public management for at sætte fokus på, om vi bruger pengene effektivt. Det skal vi naturligvis have et klart fokus på, uanset hvilke styringsinstrumenter vi bruger for at sikre det,” siger Christian Dons Christensen.

Folkekirken er ikke fremmed for det timelige

Han erkender, at Kirkeministeriet har med et resort at gøre, som er anderledes end alle andre ministeriers. 

”Folkekirken er noget særligt. Den er ikke en stor, hierarkisk velfærdsmaskine, men snarere en forening, et trossamfund, som i kraft af det unikke danske kirke-stat-forhold har fået ministeriel sekretariatsbetjening,” siger han.

”Blandt samfundsvidenskabeligt uddannede er det legitimt at tale om, hvordan man bedst administrerer og leder vores fælles ressourcer. Det må man helst ikke for meget i folkekirken. Og hvis man gør det, er der altid nogle stemmer, der kritiserer det. Her er “styring” et fy-ord.”

”Jeg plejer at sige, at mit styringsprincip er kærlighed – kærlighed til folkekirken som institution, med al dens særegenhed. Kærlighed først, og så samtale, nudging, dialog, argumentation og forhandling. På den måde minder det faktisk om mit tidligere job som diplomat for et lille land i den store verden.”

"Folkekirken skal være nutidig for at kunne forkynde det uforanderlige ind i det foranderlige." Departementschef Christian Dons Christensen ved Frederiksholms Kanal med Kirkeministeriet i baggrunden. Foto: Kåre Gade

”Kirken er mere end regneark og resultatmål. Og det er vigtigt, at der er plads til kirke og tro i vores moderne, strømlinede samfund.”

”Men når det er sagt, så er folkekirken jo ikke fremmed for det timelige, det organisatoriske. Det er jo den virkelighed, de mange menighedsråd derude sidder i – at de skal få budgetterne til at fungere,” siger departementschefen, som selv var overrasket over, hvor meget menighedsrådsarbejdet faktisk handler om økonomi, ledelse og administration.

”Kirkens liv og vækst er en kombination af det timelige og det evige. Og selv om læserbreve og avisledere kritiserer de ”DJØF-agtige” tiltag, tror jeg, at det tavse flertal i folkekirken sætter pris på, at der er nogen, der tager ansvar for forvaltningen af økonomien og de fælles institutioner, for eksempel kirkemusikskolerne og Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter.” 

”Forventningen derude er, at det ikke kun er evangeliet, der styrer økonomien. Der må også godt være noget faglighed og noget professionalisme. Og det er så det, DJØF’eren kan komme med,” siger Christian Dons Christensen.

Kirken er nødt til at følge med tiden

”Grundstenen i den danske folkekirke er sognemenighederne. Den lokale forankring og menighedsdemokratiet giver plads til at være kirke på 117 forskellige måder, samtidig med at man er del af et større fællesskab.”

”Men det er også klart, at ethvert fællesskab har brug for, at der er nogen, der træffer de strategiske beslutninger, som har langsigtet værdi for fællesskabet. Også selvom det måske på kort sigt kan være ubehageligt for nogen,” siger han og nævner hensættelsen af midler til tjenestemandspensioner som eksempel.

”Hvis ikke vi viser rettidig omhu og sætter penge til side til pensionerne i dag, begår vi generationstyveri og overlader problemet til fremtidens folkekirkemedlemmer.”

Christian Dons Christensen siger, at han oplever det som ”kolossalt givende” at være en del af folkekirkens arbejde og at være i kontakt med både ansatte, frivillige og ildsjæle i kirken og de kirkelige organisationer. 

”Det er klart, at man ikke kan komme ud at besøge alle 1700 menighedsråd. Men jeg prøver at komme rundt i landet, og jeg mødes jævnligt med biskopper og stiftskontorchefer og med repræsentanter for blandt andet Landsforeningen af Menighedsråd og de faglige organisationer,” siger Christian Dons Christensen. 

Hvad er den største udfordring for folkekirken i dag?

”Den væsentligste udfordring er at følge med tiden – at være en ’nutidig’ folkekirke. Selv om Gud og evangeliet er uforanderligt, ændrer samfundet sig. Folkekirken er nødt til at følge med tiden for at være en del af samfundet,” siger han.

”Folkekirken skal være i stand til at formidle det uforanderlige budskab i en foranderlig verden. Jeg hverken kan eller skal løfte den opgave, men jeg kan forhåbentlig bidrage til, at de folkekirkelige repræsentanter kommer med ind i det strategiske rum, hvor de langsigtede beslutninger træffes. Og til, at der prioriteres, så der er penge, ikke kun til drift, men også til udvikling.”

Christian Dons Christensen bor med sin hustru i Valby. Han bruger den sparsomme fritid sammen med familien og — hvis der er tid i overskud — på at læse russiske romaner.

Christian Dons Christensen: Blå bog

  • Født i København 10. februar 1969
  • Matematisk-fysisk student, Ribe Katedralskole i 1987
  • Sprog- og afhøringsofficer i russisk, Forsvarsakademiet 1989 
  • 6 måneder udsendt som serbokroatisk-dansk FN-tolk i Kroatien 1992
  • Cand.scient.pol., Aarhus Universitet 1995
  • Fuldmægtig i Indenrigsministeriet (i økonomisk kontor, som beskæftigede sig med flygtningeudgifter) 1996
  • Fuldmægtig i Udenrigsministeriet 1997-1999
  • Ambassadesekretær i den politiske afdeling ved Ambassaden i Moskva 1999-2003
  • Områdeansvarlig for EU-traktater og folkeafstemning i Europapolitisk Kontor, Udenrigsministeriet 2003-2005
  • Souschef ved Den Danske NATO-repræsentation i Bruxelles 2005-2008
  • Kontorchef Fødevarepolitisk Kontor, Fødevareministeriet 2009-2011
  • Kontorchef for Europæisk Naboskab, Udenrigsministeriet 2011-2013
  • Kontorchef for Asien, Latinamerika og Oceanien, Udenrigsministeriet 2013-2015
  • Medlem af Menighedsrådet i Jesuskirken i Valby 2012-2015
  • Ambassadør i Ukraine, Georgien og Armenien, 2015-2017
  • Departementschef, Kirkeministeriet, 2017-nu
  • Ridder af 1. grad af Dannebrog, Forsvarets medalje for international tjeneste 1948-2009