Det går godt med fællessangen i det ganske land. Højskolesangbogen er i høj kurs. Der bliver sunget igennem på højskoler, efterskoler og ved diverse fællessangsarrangementer. Den 19. udgave af højskolesangbogen udkommer til efteråret, og der udvises allerede stor interesse og nysgerrighed omkring den.
Sangglæden og entusiasmen for fællessangen er skam ikke til at tage fejl af.
Og hvordan går det så med fællessangen i kirken? Bliver der sunget lige så meget igennem, når salmerne lyder ved gudstjenester og kirkelige handlinger? Og hvis ikke, hvor skal årsagerne så findes?
Det spørgsmål er kommet i fokus i forbindelse med debatten om gudstjeneste og liturgi, der foregår som udløber af de tre rapporter omkring folkekirkens liturgi, gudstjeneste samt dåb og nadver. Fra flere sider påpeges det, at netop salmesangen i kirken står det knap så godt til med.
Mange gode initiativer for at styre salmesangen
Spørgsmålet er ikke nyt. Hvordan styrkes salmesangen? Hvordan udbredes kendskabet til både gamle og nye salmer? Hvordan får vi folk til at synge med?
Der er blevet arbejdet målrettet og visionært med det både lokalt og på landsplan. Over hele landet pågår et stort korarbejde, der omfatter børne- og ungdomskor og voksenkor.
Hvorfor løfter salmesangen sig stadig ikke optimalt, trods det arbejde, der er gjort gennem årene?
Der er babysalmesang, musikalske legestuer for mindreårige, morgen- og fyraftensang, sangaftner, salmesangsprojekter for børn ofte i forbindelse med skole-kirke samarbejde, musikgudstjenester og særlige gudstjenester med salmer og sang som omdrejningspunkt.
Der er oprettet sangkraftcentre og sangskoler, salmenetværket Syng Nyt har set dagens lys, herunder tillige Forum for Børnesalmer. Der skrives nye salmer og salmemelodier som aldrig før, og nye salmebogstillæg er kommet til.
Alle betingelser for at stifte bekendtskab med vores unikke salmeskat må siges at være til stede.
Hvorfor er det lettere at synge med på biblioteket end i kirken?
På den baggrund er det heller ikke korrekt at sige, at salmesangen er forstummet i kirken. Ikke desto mindre er det værd at erkende, at salmesangen ved gudstjenester, dåbsgudstjenester og kirkelige handlinger ofte ikke er prangende.
Og når man drister sig til at spørge folk, hvorfor de ikke synger med, ja måske end ikke åbner salmebogen, er standardsvarene, at de ikke kender salmen og melodien, at tonelejet er for højt, eller at de ikke synger godt nok til at synge med.
Organisten hjælper ofte på vej ved at sætte melodierne en tone ned, udhæve melodien, gøre sig overvejelser om tempi og frasering. Kirkesanger og kor inspirerer forhåbentlig til, at alle stemmer i.
Ad hoc-kor eller menighedskor, hvor sangglade fra menigheden mødes og øver søndagens salmer, oprettes rundt omkring. Eventuelt øves salmerne sammen med hele menigheden umiddelbart før en gudstjeneste, eller en for de fleste i menigheden ukendt salme indøves under gudstjenesten.
Der består en opgave i at få åbnet for et ejerskab til salmebogen hos mange flere
Alt sammen for at styrke oplevelsen af fællessang, hvilket det også gør.
Der skal graves et spadestik dybere. For hvorfor løfter salmesangen sig stadig ikke optimalt, trods det arbejde, der er gjort gennem årene? Og hvorfor er åndedrættet tilsyneladende friere, når fællessangen lyder på biblioteket, end når man træder ind over tærsklen til kirkerummet?
Bring salmerne ud ad kirkedøren
Mange giver udtryk for, at de føler et ejerskab til højskolesangbogen. Heri finder de tekster og poesi, der åbner for nye erfaringsverdener og udtrykker genkendelighed og identifikation med deres liv, noget der ikke er almindeligt hos ikke så kirkevante folk, når det gælder salmebogen.
Nøglen til et ejerskab kan ligge i et meget større fokus på at åbne salmeteksten for poetisk kraft, forståelighed, særegenhed og for den sammenhæng, den indgår i, så den kan associeres, huskes og genkendes.
Og måske skal der tænkes mere ud ad døren. Kan det tænkes, at for eksempel morgensang eller aftensang rykkes fra kirken til det lokale plejehjem, til biblioteket, til forskellige arbejdspladser eller til de lokale skoler og institutioner?
Sådan en slags ”afmystificering” af salmegenren og salmebogen ved at bringe den ud i det pulserende dagligliv. Det kræver lidt anderledes tænkning hos præster, organister, kirkemusikere og menighedsråd og i det lokale. Men der består en opgave i at få åbnet for et ejerskab til salmebogen hos mange flere, så der også med den i hånden kan blive sunget igennem på kirkebænken.
”Styrkelse af salmesangen i kirken” kan på fornem vis være fokuspunkt og vision til det kommende menighedsrådsvalg og nye menighedsråd.
Ingrid Bartholin Gramstrup er organist i Ry Kirke og formand for Organistforeningen