Da jeg var barn, troede jeg, at kirkerne havde den størrelse, de har, for at de kunne få plads til instrumenternes dronning – orglet. Jeg troede, alle børn og unge i alle byer havde mulighed for at gå til kirkeorgel hos en flink organist, hvor der duftede af pibe, og hvor støvet aldrig fik lov til at lægge sig.
Men jeg blev klogere. Da jeg besluttede mig for at starte min uddannelse som organist, fandt jeg ud af, at mange måtte igennem mange forhindringer for at lov til at spille orgel. De havde svært ved at finde en lærer, og de havde svært ved at få en nøgle til en kirke.
Hvad der dog ikke var svært at få, var en organiststilling. Da jeg gik på konservatoriet havde alle mine medstuderende faste stillinger allerede fra første dag. Organister var nemlig allerede på det tidspunkt en mangelvare.
Jeg møder ofte organister, som forklarer manglen på organister med, at mange børn ikke kender kirken. At de synes musikken er kedelig. Eller at forældrene skræmmes af det med troen.
Jeg har ikke mødt alle børn, men jeg har spillet for og med cirka 4000 børn inden for de sidste seks år – og aldrig er jeg stødt på disse fordomme. De er skabt af voksne mennesker!
Hvad jeg derimod møder er:
”Wauw! Fedt! Nice! Er du sunshine! Jeg vil lære at spille på det instrument, det er som en flyvemaskine.”
Og hver gang jeg spiller for skoleklasser, er der børn, der spørger, om de kan begynde at gå til orgel. Og hver gang må jeg sige:
”Jeg har desværre ikke tid, men jeg vil skrive dig på en liste.”
Vel vidende, at jeg får svært ved at finde en organist, der vil undervise det ivrige og motiverede barn, og endnu sværere ved at finde aflønning til den organist, som kunne varetage undervisningen.
Ja, der findes musikskoler. Og de gør et fantastisk stykke arbejde! Men som navnet antyder, er musikskolerne placeret på skoler, og her står der sjældent orgler.
I kirken har vi tradition for at undervise i de fagområder, som berører årets gang i kirken: Vi underviser minikonfirmander, konfirmander og alle typer kor til enhver lejlighed i kirken. Vi har foredrag til opbyggelse og dannelse. Og babysalmesang, så vi kan lære babyer og deres forældre vores sangskat, så de ikke føler sig fremmede, når de kommer til barnedåb eller andre gudstjenester.
Til mange af disse tjenester er orglet det bærende instrument. Så hvorfor undervises der ikke i kirkeorgel i kirkerne?
Det spurgte jeg mit menighedsråd i Brøndby Strand Kirke om, og de så fidusen: Nu underviser jeg, som en del af min organiststilling, tre børn og unge fra sognet.
Effekten er, at børnene lærer instrumentet at kende. De tager deres skoleklasser med til en rundvisning i kirken og ved orglet. Forældre, kusiner, mostre og onkler kommer med, når den spirende organist spiller koncert eller ved en gudstjeneste. Menigheden føler ejerskab og glædes over, at deres sognebarn trakterer det store instrument.
Og sidst, men ikke mindst: Orglet rækker ud og bliver hørt og bliver ikke gemt væk i det fjerneste hjørne, som en skygge, der kryber længere og længere op ad væggen, og som kun kendes af få og elskes af færre.
Så hvad siger I, menighedsråd? Vil I være med til at give jeres organister mulighed for at undervise sognets børn og unge, så vi også om 50 år kan begejstres og bjergtages af instrumenternes dronning – orglet?