Årsmøde i Landsforeningen

Udstiller på årsmødet: Vi kommer helt sikkert igen

Selvom det er første år, Samvirkende Menighedsplejer er med på årsmødet, er generalsekretær Mette Møbjerg Madsen sikker på, organisationen kommer igen til næste år Foto: Heiner Lützen Ank

Det er første gang, Samvirkende Menighedsplejer og generalsekretær Mette Møbjerg Madsen er med som udstiller på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde. Men allerede nu står det klart, at de er med til næste år. Deltagerne på årsmødet er nemlig nogle af dem, Samvirkende Menighedsplejer gerne vil i kontakt med

”Vi er her for at gøre opmærksom på os selv. Deltagerne på årsmødet er interessante for os at komme i kontakt med.”

Sådan sammenfatter Mette Møbjerg Madsen, generalsekretær i Samvirkende Menighedsplejer, sit svar på spørgsmålet om, hvorfor hun og hendes organisation er med som udstiller på årsmødet i Landsforeningen af Menighedsråd.

”Vi har lavet en ny folder om, hvad vi står for som organisation. Den vil vi gerne præsentere, og det giver mange gode snakke om, hvad vi har at tilbyde. Desuden har vi en quiz om vores organisation. Den er folk glade for.”

Og når weekenden er omme, har Mette Møbjerg Madsen et klart ønske for, hvad der skal være kommet ud af indsatsen på årsmødet.

”Vi skulle gerne have fået flere følgere på Facebook, fordi det er en god måde at kommunikere med folk og en god måde at fortælle om vores arbejde.”

Samvirkende Menighedsplejer er en af de centrale diakoniorganisationer i det folkekirkelige landskab, og derfor er ønsket om øget opmærksomhed ikke blot noget, der skal komme organisationen til gode, men i lige så høj grad skal glæde alle, der arbejder med diakoni i folkekirkelig regi. 

”Ligesom der i år har været et tema om unge, så håber jeg, der til næste år kan komme fokus på diakoni. Vi er faktisk allerede i dialog med Landsforeningen om det, så det håber jeg da.”

Derfor er Mette Møbjerg Madsen også sikker på, at hun og Samvirkende Menighedsplejer kommer igen.

”Vi kommer helt sikkert igen til næste år. Det giver rigtig god mening at være her.”

Kirke.dk er til stede på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde og bringer blandt andet en række små portrætter af nogle af årsmødedeltagerne.

Kan lide indholdet af denne artikel? Læs flere på Kirke.dk og tilmeld dig nyhedsbrevet på www.kirke.dk – det er nemt og gratis.