Når man skriver et brev til nogen, er det, fordi man vil denne nogen noget: betro sig, søge trøst, lette sit hjerte, sige tak og så videre. Derved ligner brevet bønnen.
Brevet ligner også bønnen ved at være et personligt anliggende, som man ikke underholder alle andre med. Og gør man det alligevel, finder omgivelserne det ofte upassende, hvis ikke ligefrem blufærdighedskrænkende, man føler, at nogen har overskredet urørlighedszonen – indefra.
Mens kønslivet for længst har mistet sin uskyld i det offentlige rum, er bønslivet fremdeles et tys-tys-emne, den moderne tids måske sidste tabu. Forbundet med afmagt og underkastelse antaster bønnen det moderne menneskes selvforståelse.
At bede er at ånde
Kierkegaard påstod ikke ligefrem, at bønnen var et religiøst instinkt, men anså dog bønnen for at være en helt naturlig livsytring. I sin dagbog fra 1848 skriver han ”at bede er at ånde” og føjer til, at det af samme grund er dumt at spørge, hvorfor man gør det. ”Thi hvorfor ånder jeg? Fordi jeg ellers døde – således med det at bede”.
Rigtigheden af disse – beåndede – ord har Kierkegaard godtgjort med pen og blæk, sådan cirka hundrede bønner blev det til. De foreligger ikke som en enhed, men er spredt ud over forfatterskabets opbyggelige taler og dagbøgernes mange tusinde sider.
I dagbøgerne har de tit blot skitsens lidt henkastede karakter, andre er personlige, mens andre igen formentlig slet ikke har været tænkt som bønner, men alligevel tog bønnens retning og fik dens form i løbet af skriveprocessen.
Ny bog samler bønnerne
Kierkegaards bønner har længe levet en påfaldende upåagtet tilværelse og har aldrig været selvstændigt udgivet på dansk. Det har Povl Götke, Eberhard Harbsmeier og jeg derfor gjort. Men vi har så at sige ikke villet nøjes med det.
Det er den samme urolige længsel, man finder udtrykt i den latinske kirkefader Augustins velkendte linje: »Du har skabt os til dig, o Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig«.
Vi har nemlig valgt at gengive dem på nudansk og altså ajourført Kierkegaards stavemåde. Desuden har vi erstattet ord og udtryk, som enten er ukendte i dag eller direkte misforståelige, med nudanske synonymer, hvad vi selvsagt samvittighedsfuldt redegør for bagest i bogen.
Visse ord og vendinger har vi ladet forblive, ikke blot fordi de bevidner tekstens reelle alder, men også fordi de har en skrøbelig skønhed ligesom mundblæste champagnefløjter og gulnede kærestebreve udvekslet mellem nu for længst afdøde.
Når han blev aftvunget en stillingsbetegnelse, kaldte Kierkegaard sig en religiøs digter. Enhver, der læser bare en halv side fra hans hånd, fornemmer da også ubesværet, hvor lyrisk, næsten musikalsk han skriver. Det ses og høres tydeligt i hans bønner, hvis klanglige kvaliteter har fået os til at gengive bønnerne i strofer med korte linjebrud, som var de moderne digte.
Bogen skal bruges
Den grafiske opsætning, vi har valgt, understøtter og fremhæver teksternes akustiske virkemidler – gentagelserne, rytmen, sætningsfaldet, trykfordelingerne, tempo, puls, pauser – men forøger desuden bønnernes (op)læsbarhed betydeligt og skulle dermed gerne gøre bogen til en brugsbog i omfattende forstand.
Sådan er bønnebogen nemlig tænkt. Som en brugsbog. Kierkegaards bønner spænder fra afgrundsdyb fortvivlelse over fortrøstningsfuld hverdagstaknemlighed til en henrykkelse hinsides sprogets grænser.
Dybden og bredden i det religiøse register gør det muligt at finde bønner til personlig opbyggelse og bønner til brug i et gudstjenesteligt forløb, eksempelvis i forbindelse med prædiken, altergang og dåb, ja, selv til bryllup og konfirmation, selvom Kierkegaard med årene fik et noget anstrengt forhold til netop disse kirkelige markeringer.
Bønnebogen kan naturligvis også danne udgangspunkt for studiekredse og anden didaktisk virksomhed, hvortil de tre essays, der ledsager bønnerne, håber at kunne bidrage.
Længslen efter mening
Det er et gennemgående tema hos Kierkegaard, at Gud i sin skabning som noget af det mest elementære har nedlagt en længsel efter sin skaber, en ubetvingelig trang. ”At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed”, kaldte Kierkegaard da også den første af sine Fire opbyggelige Taler, der udkom den 31. august 1844.
Det er den samme urolige længsel, man finder udtrykt i den latinske kirkefader Augustins velkendte linje: »Du har skabt os til dig, o Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig«.
Bønnebogens titel, Længslen er din gave, er hentet fra en af Kierkegaards bønner og afspejler det lige så særegne som løfterige forhold, at menneskets længsel dybest set forbinder sig til Gud.
Naturligvis ikke længslen efter dit og dat og bare åndløst endnu mere. Men en længsel efter den inderste og yderste mening med dette menneskeliv, den ultimative mening, om man vil.
Længslen er derfor ikke afsavn, men rigdom, ikke tab, men vinding, længslen er Guds gave. I den gave giver Gud sig hen til enhver, der forstår at modtage og åbne gaven. Og som derved åbner og modtager sig selv.