Ro på bagsmækken med Benny Engelbrecht bag rattet i Kirkeministeriet

ANALYSE: Med mindre der dukker uventede sager op, vil Benny Engelbrecht varetage Kirkeministeriet som et forretningsministerium sammen med embedsværket – hans opgave er ikke at sætte egne skibe i søen

Selvom flere har udtrykt tvivl om transportminister Benny Engelbrechts forstand på kirkepolitik, er han på mange punkter en oplagt vikar. Det skriver redaktør Kåre Gade i sin mandagsanalyse.
Selvom flere har udtrykt tvivl om transportminister Benny Engelbrechts forstand på kirkepolitik, er han på mange punkter en oplagt vikar. Det skriver redaktør Kåre Gade i sin mandagsanalyse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mandag formiddag meddelte Statministeriet, at Kulturminister og Kirkeminister Joy Mogensen har mistet sin datter. Denne nyhedsanalyse om Joy Mogensens afløser i Kirkeministeriet er skrevet, før nyheden var kendt. 

“Herrens veje er uransagelige”
“Så rejse vi til vort fædreland”
“Der er en vej, som verden ikke kender”
“There’s a slow train coming”
“Du slår over dybet din gyngende bro”
“Jeg er vejen, sandheden og livet”

Udnævnelsen af transportminister Benny Engelbrecht som Joy Mogensens barselsvikar i Kirkeministeriet fik det kirkelige folkevid til blomstre. Kommentarerne på de sociale medier havde en undertone: At en simpel transportminister nok ikke havde forstand på de komplekse sager i Kirkeministeriet. 

Her bør kirkefolket måske mindes om, at i den siddende regerings statsrådsrækkefølge er Benny Engelbrecht nummer 10, mens Joy Mogensen er nummer 20 og dermed den lavest rangerende minister. Transportministeriet er et væsentligt tungere ministerium end Kirkeministeriet.

Missing indholdselement.

Benny Engelbrecht, der tidligere har været skatteminister, er formentlig valgt til posten, fordi han har den fornødne erfaring og driftssikkerhed (ja, haha). 

At statsministeren har udpeget en afløser, der er ikke kendt for at mene noget om kirke og tro, er ikke overraskende. Joy Mogensen, som ved sin tiltrædelse sagde, at hun ville være folkekirkens dirigent, har snarere været dens pedel, og det skal han hendes afløser også være. Med mindre der dukker uventede sager op, vil Benny Engelbrecht varetage Kirkeministeriet som et forretningsministerium sammen med embedsværket – hans opgave er ikke at sætte egne skibe i søen.

Der kan desuden være en helt lavpraktisk tanke bag udnævnelsen: Transportministeriet er nabo til Kirkeministeriet på Frederiksholms Kanal, og det er en logistisk (haha) fordel for ministeren. 

Endelig er det værd at minde om, at departementschefen i transportministeriet, Jakob Heinsen, fra 2004 til 2007 var en markant departementschef i Kirkeministeriet. Med departementschef Christian Dons Christensen i Kirkeministeriet betyder det, at Engelbrecht har hele to kirkekyndige rådgivere indenfor rækkevidde, skulle han få brug for det.

Noget af det første, Engelbrecht skal tage stilling til, er budgetfølgegruppens indstilling til 2020-budgettet for fællesfonden – den del af folkekirkens økonomi, der ligger i ministeriet. Det er forventeligt, at han følger gruppens indstilling til, hvordan fondens godt en milliard kroner skal fordeles. 

Dernæst er Kirkeministeriet repræsenteret med tre lovforslag i regeringens lovprogram. To af forslagene er overvejende af teknisk karakter: 

  • Det første forlag lovfæster byrdefordelingen mellem fællesfonden og de lokale kirkekasser i den redningsplan, der skal sikre, at folkekirken har råd til at betale tjenestemandspensionerne i fremtiden. Samtidig præciserer lovforslaget, at kirkeministeren har myndighed til at sikre “en aktiv investeringspolitik for pensionsformuen” – en formulering, der skal ses i lyset af folkekirkens tradition for en meget lidt aktiv formueinvestering.
  • Det andet forslag indeholder nogle mindre opdateringer og præciseringer i den nye lov om aftalevalg til menighedsråd, som skal anvendes fra valget i 2020.
  • Det tredje forslag har mere politisk karakter: Det handler om “mere strukturerede og systematiske rammer for §2‐tilladelser” – altså den særlige tilladelse til at søge præsteembede i folkekirken, selv om man ikke er cand.theol., som Kirkeministeriet kan give, “såfremt den pågældende i fremtrædende grad har vist sig i besiddelse af egenskaber, der har væsentlig betydning for varetagelse af præstestilling.”


Forslaget hænger sammen med debatten om præstemangel, og hvordan den skal løses. Under den forrige regering fik kirkeminister Mette Bock ikke politisk opbakning til et forslag om en alternativ præsteuddannelse for akademikere. I stedet arbejder et udvalg under ministeriet med, hvordan man kan bruge §2‐tilladelser mere aktivt.

Præcis, hvad der ligger i “mere strukturerede og systematiske rammer” (og i hvilken grad, det vil kunne afhjælpe præstemanglen) vil afhænge af udvalgets indstilling. Men lovforslaget er med i lovprogrammet for at sikre, at den lovtekniske gennemgang ikke forsinkes, når udvalget og ministeren er klar med et forslag.

Dermed viser regeringen, at der bliver taget hånd om et problem, som ligger mange i folkekirken på sinde. I sidste uge sendte fem provster fra Nordjylland, Sønderjylland og Sydslesvig således et nødråb til Folketingets kirkeudvalg om at tage hånd om præstemanglen.

Flere folkekirkelige iagttagere vurderer, at Joy Mogensen er åben for at genoverveje sin forgængers forslag om en midlertidig, alternativ præsteuddannelse. Men ligesom andre store og kirkepolitisk følsomme sager – ændringer af trossamfundslovendemokratisering af den folkekirkelige økonomi og ret til at forhandle overenskomster til Landsforeningen af Menighedsråd – er det næppe noget, der kommer til at ske, før Joy Mogensen er tilbage. De kirkelige aktører vil væbne sig med tålmodighed. Der vil være ro på bagsmækken, mens Benny Engelbrecht sidder bag rattet (haha).