Regeringen: Arealkrav i kirkelivet fjernes fra på søndag – stadig krav om mundbind og coronapas

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Sundhedsminister Magnus Heunicke bekendtgjorde på aftenens pressemøde, at folkekirkens og øvrige trossamfunds arealkrav fjernes fra 16. januar. Stadig krav om coronapas og mundbind. Epidemiudvalget har godkendt indstillingerne

Dansk kirkeliv får det nemmere fra på søndag, hvor kirkerne vil kunne holde højmesse uden arealkravet.

På aftenens pressemøde meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og kirkeminister Ane Halboe-Jørgensen (S) nemlig, at Epidemikommissionen har indstillet til, at folkekirkens arealkrav skal ophæves.

"Arealkravet i folkekirken og andre trossamfund ophæves fra søndag den 16. januar," sagde Magnus Heunicke.

"Jeg er rigtig glad for, at kirkerne nu kan genåbne," sagde kirkeministeren efterfølgende.

Stadig krav om coronapas og mundbind

Til spørgsmålet fra Kirke.dk's udsendte journalist, om der stadig vil være krav om coronapas og mundbind, var svaret "ja".

Derudover oplyser formanden for Folketingets Epidemiudvalg Kirsten Normann Andersen (SF), at udvalget allerede har godkendt alle regeringens indstillinger.

Dermed vil ændringerne træde i kraft fra søndag midnat.

Krav om afstand indført i december

Arealkravet blev indført 19. december, og begrænsede adgangen for én deltager i kirkerne pr. 2 kvm. gulvareal, hvis deltagerne sad ned, og én deltager pr. 4 kvm gulvareal, hvis deltagerne i det væsentlige stod op.

Foruden kirkelivet bliver der også blødt op for restriktionerne på kulturområdet, hvor bland andet højskoler, aftenskoler, folkehøjskoler, zoologiske haver fra på søndag kan genåbne. Alt sammen dog med mundbind og andre foranstaltninger.

Epidemi under kontrol

Sundhedsministeren sagde, at 96 procent af smittetilfældene i Danmark i dag udgøres af den mere smitsomme, men dog mildere omikronvariant. Alligevel ser epidemien ud til at være under kontrol på nuværende tidspunkt.

"Mens vi har en variant, der er mere smitsom, så har vi altså fået den her epidemi under kontrol," sagde sundhedsminister Magnus Heunicke.

De nuværende restriktioner har været gældende siden 19. december 2021.