Det er ikke noget særsyn, at der kun kommer en, to eller slet ingen ansøgninger, når et menighedsråd slår en ledig præstestilling op. Manglen på præster i folkekirken er stor, og den vokser: I 2019 var 19 af stillingsopslagene til præsteembeder genopslag. I 2023 var der 44 genopslag.
I et nyt magasin fra Kirke.dk kaster vi lys over præstemanglens årsager og løsninger. Hvorfor er der teologer, der ikke bliver præster i folkekirken? Kan de nye, særuddannede præster afhjælpe problemet? Er det en fordel eller en ulempe, at der er knyttet en embedsbolig til stillingen? Og hvordan skriver man et stillingsopslag, der tiltrækker ansøgerne?
Hvis du er abonnent på Kristeligt Dagblad, har du allerede fået et eksemplar af magasinet som tillæg til avisen lørdag den 19. maj. Hvis du ikke har abonnement på avisen, eller hvis du gerne vil bestille flere eksemplarer af magasinet, er du velkommen til at sende en mail til os. Du kan også læse magasinet online.