Nyt konfirmationsmagasin skal styrke samarbejdet mellem kirken og hjemmet

Hjemmet skal være medspiller i konfirmandundervisningen, men det kan for mange være svært at tale om tro og tvivl med deres børn. Et nyt konfirmandmagasin skal hjælpe landets præster med at inddrage forældrene

”Det er med til at klæde forældrene på til at tage den her samtale med børnene, men også til konfirmationen generelt,” siger leder for Folkekirkens Konfirmandcenter, Finn Andsbjerg Larsen, om det nye magasin.
”Det er med til at klæde forældrene på til at tage den her samtale med børnene, men også til konfirmationen generelt,” siger leder for Folkekirkens Konfirmandcenter, Finn Andsbjerg Larsen, om det nye magasin. Foto: Kirke.dk

”Hvad lavede I til præst i dag? Og hvad tænkte du om det, præsten fortalte?” Det er nogle af de spørgsmål, man som forældre kan stille sin teenager, hvis man gerne vil hjælpe dem med at reflektere over konfirmandundervisningen. Det kan være svært tale med sit barn om tro, men det kan forældre landet over nu få hjælp til. 

Kristeligt Dagblad har i samarbejde med Folkekirkens Konfirmandcenter, der er en del af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FKUV), udgivet et konfirmationsmagasin. Magasinet henvender sig til forældre, som gerne vil tale med deres kommende konfirmander om, hvad konfirmationen indebærer, men som måske har svært ved at tage fat på den samtale. 

I konfirmationsmagasinet kan man blandt andet læse om Sigurd Barrett, hvis søn aflyste sin konfirmation i sidste øjeblik, om hvad man lærer, når man går til præst, og gode råd til samtalen med konfirmanden, der er i tvivl om sin tro. 

”Konfirmandmagasinet er et forsøg på at tage hjemmet alvorligt og se dem som en medspiller”

Magasinet er skrevet til forældre, men er samtidig et redskab til landets præster til at skabe et tættere samarbejde mellem kirken og hjemmet. 

Finn Andsbjerg Larsen, der er leder af Folkekirkens Konfirmandcenter, håber at magasinet kan være med til at inddrage hjemmet i højere grad. I anordningen om konfirmation står der, at det tilstræbes, at undervisningen sker i samarbejde med forældrene.

”Det, vi har erfaret, er, at når man tager fat i nogle af de store eksistentielle spørgsmål, så tager ungerne det med hjem. Så tager de en snak med forældrene rundt om spisebordet om de her tunge ting. Konfirmationsmagasinet er et forsøg på at tage hjemmet alvorligt og se dem som en medspiller,” siger Finn Andsbjerg Larsen. 

”Det er med til at klæde forældrene på til at tage den her samtale med børnene, men også til konfirmationen generelt.”

Finn Andsbjerg Larsen henviser til, at man i konfirmationsmagasinet også finder gode råd til både taleskrivning, hvordan man som skilsmissefamilie håndterer konfirmationen, og hvordan forældre skal opføre sig i kirken.

Uddrag fra magasinet: Gode spørgsmål til samtalen

  • Hvad lavede I til præst i dag? Og hvad tænkte du om det? Med de enkle spørgsmål får man barnet til at gå fra bare at skulle beskrive konfirmandundervisningen til efterfølgende også at reflektere over den.
  • Hvad tænker du om det, præsten fortalte? Dette spørgsmål kan man for eksempel stille efter at have været til gudstjeneste med sit barn, da man dermed har en fælles erfaring at kunne tale ud fra. Selv hvis barnet bare svarer, at det var ”kedeligt” eller ”fint nok”, skal man prøve at spørge videre ind til, hvorfor barnet synes det, og se, om der måske var noget særligt ved gudstjenesten, som barnet bed mærke i.
  • Hvordan synes du, du kan bruge de historier, som præsten bruger i undervisningen? Spørgsmålet indeholder en personlig stillingtagen. Samtidig kan det bruges til at bygge bro mellem de mange fortællinger om tro, håb, skyld og skam, som barnet får i konfirmationsundervisningen, og barnets ungdomsliv.
  • Hvad tror du selv? Dette spørgsmål kan bruges i samtaler om tro, hvor det er vigtigt, at man som forældre ikke bare tror, at man skal komme med et svar. Man hjælper i stedet barnet til selv at tage stilling til det religiøse spørgsmål, han eller hun har.
     

Forældrene har også en rolle i konfirmationen 

Lektor i religionspædagogik hos Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Nymark Heilesen har ikke indtryk af, at der har været en udtalt efterspørgsel fra landet forældre for at få et konfirmationsmagasin, men han mener heller ikke, at man skal se sådan på det.

"Det nye er, at man med magasinet går udenom den konkrete undervisningssituation og henvender sig direkte til forældrene," siger Lars Nymark Heilesen.

Ifølge ham opdager mange forældre under planlægningen af konfirmationen, at de har en rolle, som ikke kun handler om at holde en fest, men også om at diskutere eksistentielle spørgsmål med deres barn. 

"At forældrene kvalificerer sig til at indgå i en eksistentiel samtale med de unge, det er jo kun glimrende," siger Lars Nymark Heilesen.  

Konfirmationsmagasinet kan bestilles af alle landets præster menighedsråd og udleveres til forældrene.