“I al sin glans nu stråler solen,” sang de fremmødte. Og det gjorde den, solen, ind gennem de høje vinduer i Kirkeministeriet ved Frederiksholms Kanal, da Mette Bock (LA) overlod ministeriet til Joy Mogensen (S), Roskildes borgmester, som samme morgen blev udpeget som Mette Bocks efterfølger.
Mette Bock og Joy Mogensen, der så ud til at have farvekoordineret deres påklædning i dagens anledning, havde få timer forinden været til overdragelse i Kulturministeriet, for Joy Mogensen overtager præcis de samme ressortområder, som Mette Bock har haft ansvar for. Kirkeministeriet er stadig ministeriet med ansvar for folkekirken og de anerkendte trossamfund.
Departementschef Christian Dons Christensen roste den afgående minister for på tv altid at tilføje et insisterende “og kirkeminister”, når journalisterne titulerede hende “kulturminister”. Og han sagde, at Mette Bock kunne være stolt af i Kristeligt Dagblad forleden at være blevet beskrevet som “en relativt afholdt kirkeminister”, for det er en stor ros til en kirkeminister.
Til Joy Mogensen sagde departementschefen, at han havde læst, at hendes tid i Socialdemokratiet havde lært hende, at man ikke skal være bange for uenigheder - en egenskab, som han mente, hun kunne få god brug for i den kirkelige verden.
Mette Bock bandt med sin gave til efterfølgeren de to ressortområder, kirke og kultur, sammen: En ny salmebog med fælles salmer fra det dansk-tyske grænseland, som gør det muligt at “sidde ved siden af hinanden på den samme kirkebænk og synge på hver sit sprog, sammen.”
Hun beskrev det kirkelige som et ansvarsområde med “saft, kraft og meget, meget stærke holdninger”, understregede vigtigheden af, at folkekirken netop er en folkekirke, ikke en statskirke, og roste ministeriets medarbejdere for at mestre den “skønsomhed”, der er skal til for at håndtere området.
Joy Mogensen kvitterede i sin tale med at love, at hun som ny minister vil lægge sig tæt op ad medarbejdernes råd.
“Religion er noget, vi diskuterer mere og mere, og som vi har sværere og sværere ved at forstå,” sagde hun.
“I min verden er religion ligesom pennen, ordet, sværdet, kampen – man kan bruge det til det gode, og man kan bruge det til onde. Men når man lader sig inspirere af det, så kan det udrette helt fantastiske ting.”
Og så sluttede Joy Mogensen sin tale, hvor Mette Bock begyndte sin, nemlig med fællessangen som billede på det, der binder mennesker sammen. Og knyttede samtidig – bevidst eller ubevidst – en ny fag-metafor til det ministerhverv, som tidligere er blevet sammenlignet med både chefrollen, pedelrollen og viceværtrollen.
Hun sammenlignede Kirkeministeriets opgave med den berømte dirigent i den svenske film “Som i himlen”. Ramt af sygdom flytter han til en lille afsidesliggende by. Det lille samfund er splittet at interne stridigheder, men dirigenten laver et kor og får beboerne til at synge sammen.
“Ved at bruge sin professionalisme og sin lydhørhed får han dem til allesammen at finde deres egen tone. Det er ikke altid, de stemmer overens, men det, at de finder deres egen tone, betyder, at de med tiden bliver et helt fantastisk kor,” sagde hun og fortsatte, henvendt til Mette Bock:
“Det kan religion. Jeg synes, det er stærkt, at vi faktisk vælger at koble det til politik. Jeg synes, det er stærkt, den måde, du har stået fast på det. Med folket, med engagementet og med vigtigheden af, at man kan finde sin egen tone, og vi dermed kan være med til at skabe vores eget lille skaberværk.”
Joy Mogensens gave til Mette Bock var bogen “De ting, du først kan se, når du sætter farten ned” skrevet af den zen-buddhistiske munk Haemin Sumin.
“Jeg havde på forhånd forhørt mig, om det nu også var passende med en buddhistisk bog,” sagde hun efterfølgende til pressen.
Og så begav kirkelivets dirigent sig ud til den ventende ministerbil, tydeligvis både glad og forpustet efter en overvældende dag. Tiden vil vise, om hun har den lydhørhed og professionalisme, der skal til for at styre koret med de mange stemmer.