Ny formand for provster går med Bibelen i den ene hånd og avisen i den anden

Kirken og kristendommen bør være i konstant dialog med samfundet og turde ændre sig i takt hermed, lyder det fra den nyvalgte formand for Danmarks Provsteforening   

Peter Birch er provst i Gentofte Provsti og nyvalgt formand for Danmarks Provsteforening, der er en faglig sammenslutning i Præsteforeningen. Her ses han til en teologisk salon i Helsingør Stift, som Gentofte Provsti hører under.
Peter Birch er provst i Gentofte Provsti og nyvalgt formand for Danmarks Provsteforening, der er en faglig sammenslutning i Præsteforeningen. Her ses han til en teologisk salon i Helsingør Stift, som Gentofte Provsti hører under. Foto: Sille Arendt

Når Peter Birch, nyvalgt formand for Danmarks Provsteforening, citerer Karl Barth for at have sagt, at teologen må have Bibelen i den ene hånd og avisen i den anden, er det fordi han er levende optaget af, at kirke og kristendom må være i en kontinuerlig dialog med det til enhver tid omgivende samfund.

Men egentlig er det en meget god beskrivelse af ham selv og hans egen karriere, der i 2013 mundede ud i en stilling som sognepræst i Hellerup Kirke og provst for Gentofte Provsti.  

Siden han blev uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1989, har han har vekslet mellem ansættelser i og udenfor folkekirken. Som nyuddannet fik han embede i Grøndalskirken i Københavns Nordvestkvarter, men forlod præstelivet allerede fire år senere, i 1994, hvor muligheden bød sig for at blive redaktør for kirke og tro på Kristeligt Dagblad. Den greb han, fordi han er optaget af, at kirken ikke lukker sig om sig selv, men er en del af samfundet og den offentlige debat. 

En anden grund til jobskiftet var, at han som præst savnede det kollegiale fællesskab om at sammentænke kirke, liv, kristendom og samfund. Han huskes da også på avisen som et elskeligt menneske, der inviterede sin redaktion på middag og rabarbertærte og i det hele taget havde en fornemmelse for at skabe en sund kultur på arbejdspladsen.

Spørger man tidligere og nuværende kollegaer i og uden for folkekirken, er det også ord som rar, rummelig, rolig, afbalanceret og humoristisk, der går igen. En ven tilbage fra folkeskoletiden og tidligere kollega i Bibelselskabet, hvor Peter Birch en årrække var forlagschef, korshærspræst Morten Aagaard, fortæller, at Gentofteprovsten kan og holder af at tale med alle mennesker, ”høj og lav, tyk og tynd”.

Måske skyldes det hans opvækst i barndomshjemmet i Ebeltoft, hvor forældrene ikke var hverken akademikere eller kirkelige. Selv blev han fanget af både kirke og kristendom, da han gik til konfirmationsforberedelse hos den lokale sognepræst Erik Ågård, som også havde fornøjelsen af at have en ung Peter Birch i erhvervspraktik som præst. Her blev han overbevist om, at det var den vej, han skulle gå og med henblik på at læse teologi, tog han på gymnasiet i Grenå. I de år blev han også engageret i Kirketjenesten for skoleelever, som var Det Økumeniske Center i Aarhus ungdomsarbejde under ledelse af blandt andre Johannes og Anna Marie Aagaard.  

Han fortæller, at han i kristendommen blev grebet af, at vi som mennesker er mere end os selv – og af menneskesynet. Derfor er det måske ikke så underligt, at arbejdsmiljø og det gode kollegaskab optager ham i hans virke som provst.

Selv fortæller han, at værdien af det kollegiale fællesskab blev cementeret i hans tid på avisredaktionen og i forlagsbranchen. Han mener, det er vigtigt, at man i folkekirken opdyrker kollegialiteten blandt præsterne og arbejder selv aktivt for det.

På provstikonvent i Gentofte Provsti er trivsel et tema, man tager op med jævne mellemrum. Præsterne bliver bedt om at diskutere, hvad de forstår ved at være gode kollegaer. Han arrangerer sommerfester og studieture, senest til den tyske by Leipzig. Her handler det om at få fælles oplevelser og input, man så i fællesskab kan bearbejde og måske lade udmønte sig i nye måder at samarbejde på om initiativer, der måske ikke kunne løftes af en enkelt præst eller et enkelt sogn.

Han mener, at det er bydende nødvendigt for folkekirken, at præsterne begynder at tænke mere kollegialt, fordi samfundet har ændret sig. Folk stiller større krav til folkekirken, og de institutioner og foreninger, man gerne vil arbejde sammen med, er ligeglade med sognegrænser. Derfor mener Peter Birch, at tiden er løbet fra solist-præsten, og at folkekirken i stigende grad må tænke i arbejdsfællesskaber. Han nævner de folkekirkelige skoletjenester som et succesfuldt eksempel herpå.  

Samarbejde på tværs af sognegrænser er også en af de ting, han vil tage fat på som ny formand for provsteforeningen, eller mere præcist: Han ønsker at komme det bureaukrati, der spænder ben for det, til livs.

Det forlyder, at han mestrer den svære balance mellem at have lederautoritet og samtidig kunne være ”rigtig pjattet”. Han engagerer sig i teologiske diskussioner og fagpolitik, men poster også gerne et billede af sig selv på Facebook i fodboldtrøje, når landsholdet spiller kamp. Mange nævner, at han griner meget – en har endda sagt, at han er den eneste mand, hun kender, der kan fnise.

Når kalenderen ikke er fyldt ud med præste- og provsteaktiviteter eller faglige møder, holder han af at gå på museum, til koncert eller at læse en roman. For han er helt enig med Karl Barth, hvis teologi han i øvrigt skrev en prisopgave om, der mente, at man som teolog bør leve i konstant samtale med sin samtid.

Det er heller ikke sådan, at samtalen om kirke og teologi forstummer inden for hjemmets fire vægge, han er nemlig gift med sognepræst ved Domkirken i København, Eva-Maria Schwarz. De har sammen en søn på 17 år. Hun har tvillingedrenge på 28 år fra et tidligere ægteskab og han en datter på 27 år.