Ny præst

Mit første år som præst: Rejsebrev fra efteruddannelsen

"Mange af oplæggene har givet et nyt perspektiv og en ny forståelse af min rolle og opgave som præst, mens andre har opmuntret til at forsætte i samme stil som nu," beretter Anna Rask Lauridsen fra kurset "Ny Præst". Foto: Anna Rask Lauridsen

"Det allermest givende ved sådan en uges efteruddannelse er dog ikke de faglige oplæg. Det er snakkene med de andre kursister over morgenmaden og i kaffepauserne." Anna Rask Lauridsen skriver om den obligatoriske efteruddannelse for præster

Den spæde forårssol skinner ind ad sprossevinduerne. Uden for flyver fuglene i haven mellem mindesmærker og påskeliljer. Det lyder som et idyllisk weekendophold på landet. Det er det ikke. Jeg er på efteruddannelse i Slagelse.

En uge væk fra møder, forberedelse og telefonopkald. En hel uge væk fra opvask, godnatlæsning og fjernsyn i sofaen. Det er både en stor lettelse og et kæmpe afsavn.


Det er guld værd at dele erfaringer

Der er oplæg fra ni morgen til ni aften. Om alt fra samskabelse og medinddragelse i gudstjenesten og andre af kirkens aktiviteter til konfirmander, menighedsråd og svære sjælesørgeriske samtaler. Mange af oplæggene har givet et nyt perspektiv og en ny forståelse af min rolle og opgave som præst, mens andre har opmuntret til at forsætte i samme stil som nu.

Det allermest givende ved sådan en uges efteruddannelse er dog ikke de faglige oplæg. Det er snakkene med de andre kursister over morgenmaden og i kaffepauserne. Den der helt særlige forståelse og erfaringsudveksling man kun møder hos andre i samme situation.

Jeg har ikke styr på hvor mange gange, jeg har hørt nogen sige “Er det virkelig sådan hos dig?” i løbet af ugen. Og det både med overraskelse eller medfølelse i stemmen, når vi har delt oplevelser fra vores hverdag derhjemme.

Kan eller skal

Jeg har hørt, at man som ny præst skal være opmærksom på at skelne mellem kan og skal-opgaver. Gudstjenesten, konfirmandundervisning, bryllupper og begravelser hører under de opgaver, jeg skal varetage, mens at skrive en klumme til lokalavisen eller blive en time til kaffen efter plejehjemsgudstjenesten er noget jeg kan gøre.

Men den her skelnen mellem kan og skal-opgaver er ikke så indlysende endda, når man først er ved at lære opgaverne at kende. For mig har alle opgaver føltes lidt som skal-opgaver, og så bliver kalenderen lynhurtigt fyldt. Men efteruddannelsesforløbet er en skal-ting, uanset hvor mange andre aftaler og opgaver der måtte ligge.

På den måde kan det være stressende at være på efteruddannelse, hvis det kun drejer sig om en enkelt dag eller to ud af en uge med bisættelser, en konfirmandudflugt og andagt hos FDF’erne. Da kan det være svært at være helt til stede under et oplæg om folkekirkens økonomi, når tankerne falder på de opgaver, der venter derhjemme, og som der ikke er andre til at klare, mens jeg er væk.

Alligevel er der også noget rart i tanken om, at selvom jeg er færdig med min uddannelse, er jeg ikke færdig med at uddanne mig. Efteruddannelsesforløbet hedder “Ny Præst” og strækker sig over de første to år, man er i embede.

I den periode er jeg “ny” og ved at lære, hvordan jeg skal bruge alle de værktøjer, jeg har fået gennem min uddannelse. Det aflaster lidt fra den nagende præstations- og ansvarsfølelse, man godt kan have som ny i et fag. Jeg er i gang med at lære, og det vil jeg forhåbentlig altid blive ved med.

Mit første år som præst

Anna Rask Lauridsen skriver hver måned til Kirke.dk om sit første år som præst. Den 1. september 2018 tiltrådte hun stillingen som sognepræst i Sahl-Gullev og Bjerringbro Pastorat, Viborg Stift.

Født i 1989. Cand.theol. fra Københavns Universitet forsommeren 2018. Har været praktikant på Kristeligt Dagblad. Skrev speciale om folkekirkens sorggruppepraksis. Opvokset på et nedlagt landbrug nord for Viborg. Har som ung spillet klarinet og sunget i kirkekor. Gift med Jacob og sammen har de drengen Johan på to år.

Læs alle indlæg i serien