Mit første år som præst: Nu ved jeg, hvorfor præstegårde har dobbelt carport

Fra to værelser og anonymitet på Amager til 300 kvadratmeter offentligt hus i Sahl. Det er ikke kun kunsten at bære pibekrave, der er ny for en nyudklækket sognepræst. Læs Anna Rask Lauridsens tanker om det nye hjem, der følger med arbejdet som sognepræst i Sahl-Gullev og Bjerringbro Pastorat mellem Viborg, Silkeborg og Randers

Anna Rask og dobbeltgaragen til højre i billedet. "Vi opdagede hurtigt, at det er nødvendigt at have to biler for at få tingene til at nå sammen. Det er der mange præster før mig, der har erkendt, og det er dét, carportene på landet vidner om. Som landpræst er man ansat med bil."
Anna Rask og dobbeltgaragen til højre i billedet. "Vi opdagede hurtigt, at det er nødvendigt at have to biler for at få tingene til at nå sammen. Det er der mange præster før mig, der har erkendt, og det er dét, carportene på landet vidner om. Som landpræst er man ansat med bil." Foto: Privatfoto

Vi flyttede ind nogle dage før min indsættelse. Fra en lille toværelses-lejlighed på Amager, hvor soveværelset var blevet inddraget til børneværelse, så vi måtte sove på sofaen i stuen. I køkkenet skulle det koordineres, når vi skulle forbi hinanden, og badet foregik stående hen over toilettet.

Vi flyttede fra den her lille lejlighed og ind i en kæmpestor præstegård med flere toiletter, et hav af stuer og værelser, og en stor have, som graveren passer hver onsdag. Den ene stue alene er større end vores gamle lejlighed tilsammen. De møbler, som før optog alt plads i vores hjem, rækker slet ikke her. Og er vi i hver sin ende af huset, er det lige før, vi er nødt til at ringe til hinanden for at få kontakt. Den udfordring har vi aldrig haft før.

Denne artikel er en del af dette tema:
Mit første år som præst
Mit første år som præst

Et kendt ansigt i byen

Alle i byen her kender hinanden, og allerede før vi har hilst på folk, ved de, hvem vi er. Det er en stor omvæltning pludselig at blive kendt og genkendt i forhold til vores anonyme tilværelse i København, hvor vi knap nok kendte alle naboer i opgangen.

Folk i byen er meget hjælpsomme og imødekommende, og vil gerne se, hvad vi er for nogle tjøvenhavnere (selvom vi er født og opvokset her i det midtjyske). Der er mange nye mennesker og naboer at forholde sig til, og der bliver lagt mærke til, hvad vi laver. Det lægger lidt et pres på løbeturen, at jeg ved, der bliver holdt øje med mig, men det er i sidste ende godt nok for sluttiden.

Garage med dobbelt carport

Da vi lige var flyttet hertil, cyklede jeg rundt på husbesøg og til samtaler. Vejret har været skønt med sensommer langt ind i oktober i år, og cykelturene var en god måde at lære sognet at kende på. Som jeg har cyklet der mellem gårde og grantræer, er det både med respekt og en vis stolthed, jeg er blevet mindet om, hvor stort et område, jeg er præst for. At jeg har ansvar for at betjene så mange mennesker i forskellige situationer.

Det har altid undret mig lidt, at der i forlængelse af mange præstegårde på landet ligger en stor garage med dobbelt carport. Det ødelægger lidt den landlige idyl, syntes jeg. Et industrielt brud lige midt i den friske luft af køer og fasaner, der piler hen over markerne.

Men vi opdagede hurtigt, at det er nødvendigt at have to biler for at få tingene til at nå sammen. Det er der mange præster før mig, der har erkendt, og det er dét, carportene på landet vidner om. Som landpræst er man ansat med bil. Det virker som en selvfølge blandt mine kolleger og naboer i landsbyen, men det er først nu, jeg helt forstår hvorfor.

Vores hjem – deres hus

Præstegården skal være vores hjem de næste mange år. Vores søn kalder det allerede ”vores hus”, når han om morgenen vinker farvel til huset og bagefter til ”mors kirke”, som ligger lige ved siden af.

Men selvom det er vores hjem, er det menighedsrådets hus, og det er også min arbejdsplads. På den måde er vores private hjem et offentligt hus i byen. Her samles vi til sangaftener og møder i konfirmandstuen og børnearrangementer i haven.

Det har stor værdi at byde folk ind på den måde, men det sætter af og til en begrænsning for, hvornår man kan gå rundt i nattøj og morgenånde, som jeg godt kan savne lidt, hvis ikke jeg bare skal lære at være ligeglad.