Ny præst

Mit første år som præst: "Jeg føler mig aldrig alene"

Anna Rask Lauridsen har i løbet af sit første år som præst "mærket en stor opbakning, ikke bare fra mine tætteste kolleger, men også de præster, som er i provstiet," skriver hun. Foto: Anna Rask Lauridsen

"Selvom jeg i det daglige arbejde løser mange opgaver alene, så føler jeg mig aldrig ensom i mit arbejde." Sådan siger Anna Rask Lauridsen om sit embede i Bjerringbro Sogn, som hun beskriver som den ideelle blanding af samarbejde og selvbestemmelse

Kolleger er vigtige for mig

For nylig deltog jeg ved en studiekammerats ordination i Viborg Domkirke. Den samme kirke, som jeg selv blev ordineret i på en regnfuld søndag i august for et halvt år siden. Men nu havde jeg plads blandt de andre præster i processionen og var med til at lægge hånd på ordinanderne, mens biskoppen bad Fadervor.

Ordinationen er en storslået begyndelse på præstegerningen, men det var faktisk også stort at være med. Her mødte jeg både gamle studiekammerater og nye kolleger, men jeg mærkede også et dybt fællesskab med præster, jeg aldrig har mødt før.

Vi er en del af den samme tradition. Vi har alle sammen selv startet vores virke ved en ordination i en hvid alba - ydmygt og med dyb respekt for den tradition, man er ved at træde ind i.

Mange af os har siddet bøjet over græske verber i timevis under vores studietid og læst filosofiske værker om kirkens historie gennem to tusinde år. Jeg ved ikke, om det er derfor, men ofte føler jeg sådan et helt spontant fællesskab og en stolthed, når jeg møder andre præster.

Ikke kun på grund af vores fælles uddannelse, men også fordi vi møder mange af de samme glæder og udfordringer i embedet.

Flere har stillet sig til rådighed for alverdens spørgsmål og sendt gamle prædikener eller liturgier til inspiration. Det er virkelig en stor hjælp, når man er ny og skal opfinde meget selv.

Det daglige samarbejde med kirkens personale

Da jeg søgte embede, var det vigtigt for mig at lande et sted med kolleger. Nogle siger, at sådan er vi unge præster. Vi vil gerne samarbejde og have kolleger, men jeg kender også andre, der trives bedre solo.

Blandt andet derfor søgte jeg til Bjerringbro, for her har jeg både flere kolleger i bysognet samtidig med, at jeg er ene præst i de to landsogne. For mig er det den ideelle blanding af samarbejde og selvbestemmelse, selvom jeg også mærker travlheden fra både by og land med mange kirkelige handlinger i byen og højmesse hver søndag på landet.

I Bjerringbro mødes kirkens personale en gang om ugen. Her koordinerer vi kommende opgaver og drøfter aktuelle problemstillinger. Det giver en rigtig god ”holdfølelse”. At vi hver især med hver vores kompetencer og opgaver er vigtige for, at vi kan lave den kirke, vi ønsker os.

I begyndelsen havde jeg en masse post-its med spørgsmål med til de her møder. Hvornår skal jeg have messehaglen af og på ved nadveren? Vil organisten gerne spille ”Om lidt” til begravelser? Hvor mange pizzaer skal jeg bestille til filmaften med konfirmanderne? Men efterhånden som jeg er kommet mere ind i arbejdet, er spørgsmålene blevet færre, samtidig med at jeg stoler bedre på min egen intuition.

Samarbejdet i provstiet

Selvom jeg i det daglige arbejde løser mange opgaver alene, så føler jeg mig aldrig ensom i mit arbejde. Lige fra begyndelsen har jeg mærket en stor opbakning, ikke bare fra mine tætteste kolleger, men også de præster, som er i provstiet.

Flere har stillet sig til rådighed for alverdens spørgsmål og sendt gamle prædikener eller liturgier til inspiration. Det er virkelig en stor hjælp, når man er ny og skal opfinde meget selv. En mail eller et opkald om hvordan det går, er sådan en lille ting, men det betyder meget for, at man føler sig velkommen og som en del af fællesskabet.

På den måde mærker jeg at være en del af en større sammenhæng af præster, selvom vi oftest arbejder hver for sig i det daglige.

Mit første år som præst

Anna Rask Lauridsen skriver hver måned til Kirke.dk om sit første år som præst. Den 1. september 2018 tiltrådte hun stillingen som sognepræst i Sahl-Gullev og Bjerringbro Pastorat, Viborg Stift.

Født i 1989. Cand.theol. fra Københavns Universitet forsommeren 2018. Har været praktikant på Kristeligt Dagblad. Skrev speciale om folkekirkens sorggruppepraksis. Opvokset på et nedlagt landbrug nord for Viborg. Har som ung spillet klarinet og sunget i kirkekor. Gift med Jacob og sammen har de drengen Johan på to år.

Læs alle indlæg i serien