Som ny præst har der været rigtig mange første gange for mig i den seneste tid: Bispeeksamen og ordination, indsættelsesgudstjeneste, for ikke at nævne det at flytte fra en lille lejlighed på Amager til en kæmpestor præstegård på landet.
Listen af debuter er lang, og her vil jeg give et lille indblik i min første tid som ny præst - en landsbypræsts dagbog anno 2018, kunne man kalde det.
Kaldet til at være præst
I fredagsbaren og til familiefester er jeg ofte blevet spurgt, om jeg føler mig særligt kaldet til at være præst. De der har spurgt, har sikkert tænkt kaldet som et tegn om from hengivenhed, fra Vor Herre. Men for mig kom kaldet først og fremmest, da telefonen ringede en af de første dage i juli måned med besked om, at menighedsrådene i Sahl-Gullev og Bjerringbro ville indstille mig til deres nye sognepræst.
Jeg havde netop sat det sidste punktum på mange års studier med afslutningen af et obligatorisk praktisk-teologisk kursus på Pastoralseminariet, og nu var jeg klar til at blive vaskeægte præst.
De første dage i job
Mine første arbejdsdage har både været mere rørende og storslåede, end jeg nogensinde har oplevet. Det var ikke noget med at møde ind til et rundstykke på kontoret og få en arbejdsplan.
Det begyndte med ordinationsgudstjenesten, hvor jeg blev viet til præstestanden.
En central del af ritualet er bøn og håndspålæggelse fra de andre præster. Noget jeg havde set frem til med stor respekt og forventning. Tyngden af hænder på mine skuldre føltes på én gang som en lettelse og støtte fra nye kolleger og samtidig som et stort ansvar.
Jeg er trådt ind i en tradition med dybe rødder, og jeg skal nu bære stafetten værdigt videre. Alligevel blev det tydeligt, at det hele ikke er i mine hænder alene, men også i Guds.
En ny identitet
Umiddelbart efter ordinationen blev jeg konfronteret med min nye identitet. Mange fra sognene var mødt op til gudstjenesten for at hilse på deres nye præst. Der var nye naboer, dagplejemor og kommende konfirmander. De har vist en stor opbakning og tillid, som ikke kun hviler på mig som person, men i høj grad også på embedet.
Til rollen hører også, at en præst er sådan en, man kan spørge om alting. Det skal jeg selv lige vænne mig til, for jeg kan stadig komme til at vende mig for at se, hvem de taler til, når nogen kalder mig “præst.”
At lære at bære pibekrave
Lad mig til sidst nævne embedsdragten, for jeg har haft lidt bøvl med pibekraven. Første gang jeg havde den på, var til min ordination. Der havde den sorte vinge på præstekjolen, som pibekraven hviler på, lagt sig ned, så den hvide krave kom til at svæve underligt ene i luften.
Anden gang jeg havde pibekraven på, var til indsættelsesgudstjenesterne, hvor jeg blev indsat i to af de tre kirker, jeg virker i. Her havde jeg sørget for at rette vingen op, men jeg havde til gengæld vendt kraven på hovedet. Det opdagede jeg først, da jeg så, hvordan mine kollegers kraver vendte. Efter gudstjenesten.
Der er mange små detaljer, jeg skal lære at kende - med pibekraven som med mange andre ting - men det er spændende at være i gang, og jeg ser frem til mine næste debuter i tiden, som kommer.