Den 6. juni var journalistspå kirke.dk, Heiner Lützen Ank, til koncert med det kirkekor, hans ældste datter synger i. Som alle andre forældre, og de var mange, da både spire-, børne,- ungdoms- og kammerkoret i Vesterbro Sogns Børne- og Ungdomskor, deltog, lyttede han glad og stolt med.
Og netop der, i den nyrenoverede Enghave Kirke, slog en tanke ned i ham; en tanke mange gode organister naturligvis har haft før ham, men som han som journalist og teolog først fik denne dag efter at have arbejdet med flere af organistartiklerne i kirke.dk’s serie.
Det her er mission. Det her er mission på ypperste, fornemmeste, folkekirkelige facon, jeg er vidne til.
”Salmesang er den stærkeste og mest virksomme af de praksis- og kommunikationsformer, folkekirken benytter sig af”. Sådan lød tesen bag Salmesang. Grundbog i hymnologi, som jeg udgav sammen med Peter Balslev-Clausen i 2014.
Efter de undersøgelser af musikken i kirken, der er fremlagt af Peter Weincke og Lene Kofoed (2017 og 2018), sætter jeg ”salmesang og musik” i stedet for ”salmesang” alene som den vigtigste praksisform i folkekirken. Tilmed viser undersøgelserne en markant forståelse af ikke blot samlesangen, men også musikken i videre forstand, som et stærkt bidrag til kirkens opgave med at præsentere og repræsentere kristendommen, så Kristus kan bo ved troen i folks hjerter.
Der er tydeligt hos organisterne i undersøgelsen, men også blandt præsterne og i lidt mindre grad blandt menighedsrådsformændene. Som Luther-kendere ved, kunne han ikke være mere enig: Teologien og bibelen må studeres for at finde kristendommens kernepunkter, fx retfærdiggørelse af tro, men den kristne fred og glæde, når vi bedst via musikken.
At ikke blot salmesangen, men også musikken værdsættes i folkekirken, er velkendt, selv om undersøgelserne heraf er små og sporadiske. Generelt medtages folkekirkens aktivitet ikke i offentlige analyser af dansk kulturliv.
Jo mere man kommer i kirken, jo mere sætter man pris på alle gudstjenestens led, men altid mest på salmesangen, koret og musikken
En undtagelse er Rambølls Analyse af pengestrømme og ressourcer i dansk musikliv, der blev afleveret til Statens Kunstråds Musikudvalg i 2010. På musikkens område kunne man ikke komme uden om folkekirkens indsats. Tværtimod måtte man konstatere, at folkekirken samlet set er den største arbejdsplads for musikere og den største arrangør af koncerter i Danmark (s. 62).
Det er ikke blot en formalitet, når vi siger: ”Tak for musikken”, hvis vi ser organisten eller koret på vej ud af kirken. Kirkegængere, som de er flest, sætter stor pris på så at sige alle dele af gudstjenesten. Ellers kom de nok ikke!
Jo mere man kommer i kirken, jo mere sætter man pris på alle gudstjenestens led, men altid mest på salmesangen, koret og musikken, som morsomt nok også optager den største del af ritualet i en gudstjeneste i folkekirken.
Er der da mission i kirkemusik og salmesang? Ja, naturligvis er der det. Hvem ved ikke, hvad gospelsangen i dens forskellige faser har betydet for de afrikanske slavers erobring af kristendommen fra deres hvide slaveejere i USA?
Den tid, hvor man kunne tænke om musikken som andenrangs eller pauseudfyldning, er forbi.
Og måske er der også nogle, der ved, at afrikansk kristendom, der er verdens stærkest voksende, er båret af sang og musik, særligt korsang, som organiserer omkring halvdelen af menighedernes medlemmer.
Bedre form for ”indøvelse i kristendom” findes ikke, selv om Kierkegaard overså den form, når han talte om indøvelse i kristendom. Det vigtigste budskab til folkekirkens praksisprioritering er i disse år er ”Frygt ikke, syng tappert!” (Vale 2009, 61). Eller sagt lidt mere kontant:
Deltagertællinger fra Viborg Stift i 2016 viser, at der var 115 deltagere til hver ungdomsgudstjeneste, mens musikgudstjenester og koncerter kom lige efter med henholdsvis 112 og 101 deltagere pr. gang (se Kirkestatistik på FUV’s hjemmeside).
Der er mange tegn på, at folkekirken kunne nå flere mennesker ved at give musikken bedre plads og prioritering. Det er ikke sikkert, at det er klogt, når der i Viborg Stift i 2016 blev afholdt 11.249 gudstjenester med og uden dåb (foruden en række specialgudstjenester), men kun 140 musikgudstjenester og 532 koncerter.
Måske skulle kirkerne holde en månedlig musikgudstjeneste på højmessens plads – og en månedlig aftenkoncert med nøje planlagt program?
Der er musik i kirken, men der er også kirke i musikken. I mellemkrigstiden var fokus i kirken den fælles fromhed. I efterkrigstiden blev al vægt lagt på forkyndelsen. I dag kan et utal af kirkelige arbejdsformer bruges, men betingelsen er, at der er et kraftigt indslag af deltagelse i dem.
Her står musikken og salmesangen stærkt – på mange måde som et paradigme for det gode kirkelige arbejde. Derfor er alle medarbejdere i kirken, tydeligst måske organisterne, medarbejdere i kirkens mission – på linje med præsten.
Den tid, hvor man kunne tænke om musikken som andenrangs eller pauseudfyldning, er forbi.
Kirke.dk’s journalist har mere ret end som så. Der er nemlig noget, der hedder ”mission på folkekirkelig facon”.
Hvert folk må møde kristendommen på deres egen måde. Det sker på fornem vist i det store arbejde med kor i folkekirken. Skal jeg nævne et musikalsk arrangement i kirkelig regi, som jeg derimod ikke tror meget på som ”mission på folkekirkelig facon”, vil jeg nævne den store afslutningsfest i Boxen i Herning efter årets Himmelske Dage.
Den amerikansk ledede gospelsang med 1800 korister begejstrede et segment at de næsten 8000 deltagere i arrangementet. Men personligt tror jeg ikke på, at vi der så vejen frem i brugen af musikken i folkekirken.
Fremtiden tegnes langt mere i de snart 2000 nye og gamle salmer, der ligger på Salmedatabasen.dk – og i den indsats, der gøres for at udvide organisternes repertoire, sådan som den bl.a. foregår på folkekirkens musikskoler.